Prøv avisen

Nu må torturen i Sri Lanka stoppes

Den konstante trussel om pludselig og uforudsigelig vold og magtanvendelse fra statsmagtens håndhævere har ført til en kollektiv neurose i befolkningen, skriver to medarbejdere fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for TorturofreFoto Foto: Ishara S. KodikaraAFP.

Selvom krigen mod tamilerne sluttede i 2009 på Sri Lanka, har det ikke været lettere for dem siden. Mange bliver tortureret og har kun få rettigheder, mener eksperter

En dansk statsminister udtalte engang de berømte ord: Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Han refererede til tamilerne i Danmark og ville give det indtryk, at der ikke var noget at skjule. Men det var der og det fik dramatiske konsekvenser, både politisk og personligt.

LÆS OGSÅ: Sri Lankas krigsforbrydere går fri

Tamilerne er et etnisk mindretal på Sri Lanka, der i dag promoveres som et feriested med tropisk klima, teselskaber og cricketkampe. Men landet har været igennem en voldsom etnisk krig mellem regeringen, der er kontrolleret af det etniske flertal singhaleserne, og tamilske separatister.

Krigen sluttede den 19. maj 2009, men betød på ingen måde fred for det tamilske mindretal og for regeringskritikerne. De bliver fortsat udsat for systematisk tortur og organiseret politisk vold. Deres helt basale rettigheder bliver stadig krænket. Og det til trods for, at Sri Lanka den 3. januar 1994 underskrev FNs torturkonvention, der klart forbyder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Derfor bliver det interessant at høre, hvad den srilankanske regering har at sige, når den nu i denne uge over for FNs torturkomité igen skal redegøre for dens overholdelse af det absolutte og generelle forbud mod tortur samt for den grundlæggende respekt for politiske rettigheder. For den står over for et anklageskrift af en anselig længde.

I marts i år udkom en rapport fra et ekspertpanel nedsat af FNs generalsekretær. Panelet fandt det overvejende sandsynligt, at den srilankanske regering selv var ansvarlig for grove overtrædelser af den humanitære folkeret og basale menneskerettigheder, herunder drab på civile, bombninger af hospitaler, nægtelse af humanitær assistance og overtrædelse af borgerlige og politiske rettigheder både inden og uden for konfliktområdet for krigen.

EN RAPPORT, der gjorde den srilankanske regering rasende, og som man siden har forsøgt at afvise sandheden af. FNs torturkomité har med henvisning til denne rapport bedt regeringen redegøre for, om de mange tilbageholdte under Nødlovgivning og loven om forebyggelse af terrorisme er blevet sigtet af en domstol, og om de har fået adgang til at udøve deres almindelige rettigheder i forbindelse med en anholdelse, herunder retten til advokatbistand og til at informere familie om anholdelsen.

Samtidig med det lange slutspil om at undersøge og retsforfølge de ansvarlige for borgerkrigen fortsætter en anden krig på Sri Lanka. En krig, som den almindelige dansker og turist som oftest ikke er bekendt med, men som er hverdagskost for den srilankanske befolkning.

Den foregår hver eneste dag året rundt på politistationer, i retssale og i fængselsceller. Vi taler polititortur, manglende respekt for retssikkerheden, mystiske mord og forsvindinger, skjulte torturceller og den massive korruption i retssystemet.

Den regionale menneskerettighedskommission, Asian Human Rights Commission (AHRC), har i perioden mellem 1998 og 2011 dokumenteret 1500 tilfælde af tortur.

Blandt disse er der en overvægt af uskyldige, der blev arresteret under fabrikerede anklager. Den konstante trussel om pludselig og uforudsigelig vold og magtanvendelse fra statsmagtens håndhævere har ført til en kollektiv neurose i befolkningen.

DEN FORUROLIGENDE dokumentarfilm Sri Lankas Killing Fields, der for nylig blev vist i dansk fjernsyn, dokumenterer uhyrlighederne yderligere med sine frygtlige billeder af torterede og halvnøgne lig. Filmen giver stærke associationer til folkedrabet i Cambodja, og producenten bag filmen fremhæver, at den srilankanske regering bevidst søgte at forhindre, at udenforstående blev vidner og kunne rapportere, hvad der egentlig skete i de sidste dage af krigen mod de tamilske separatister.

FN-organisationer og internationale observatører blev sendt væk, og de internationale medier kunne ikke få adgang. Srilankanske medier blev brutalt forhindret adgang. Sri Lanka er blevet vurderet til at være det fjerdefarligste land i verden at arbejde i for journalister.

De mange rapporter og undersøgelser har blandt andet betydet, at EU i 2010 fratog Sri Lanka den særlige frihandelsstatus. USA og flere EU-lande har vedholdende krævet, at der gennemføres uvildige undersøgelser af anklager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det internationale samfund skylder at støtte op om det legitime krav om retfærdighed for torturforbrydelser og at insistere på, at Sri Lanka lever op til sine internationale forpligtelser, herunder øjeblikkeligt stopper anvendelse af tortur. Det er slut med at feje overgrebene ind under gulvtæppet.

Louise Aaen er programkoordinator og juridisk rådgiver, og Simon Kratholm Ankjærgaard er kommunikationsmedarbejder ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre