MIN SENESTE KLUMME handlede om den vold mod religiøse symboler, der fandt sted under Reformationen. Den skabte en del reaktioner, som med tydelighed viser, at vi har skrigende brug for en mere nuanceret diskussion af Reformationen og dens konsekvenser.
Meget blev ødelagt under Reformationen, også uden for selve kirkerummet. Kirker og kapeller i hobetal blev brudt ned – 12 sognekirker alene i Viborg. Selv korsene på familiegravstederne blev forbudt og tvangsfjernet. Men det var ikke kun religiøse symboler, der blev udryddet eller gemt bag lås og slå: Det var også mennesker.
En af de mest misvisende og sejlivede myter om Reformationen er, at den foregik stille og fredeligt, og at danske præster og almuebefolkningen tog imod den lutherske tro med åbne arme.
Lutherske tanker spredtes i Danmark efter 1517, og lang tid før 1536 var kirken de facto splittet mellem katolske og lutherske fraktioner. Kampene om kirken var uløseligt forbundet med kampen om statsmagten. Det var alt andet end fredeligt.
Reformationen blev endelig indført via en blodig borgerkrig. Derefter blev Reformationen, under Christian III, gennemtrumfet via en brutal magtudøvelse og statscentralisering, der vel er uden sidestykke i danmarkshistorien.
Mine kritikere påstår, at denne politiske historie intet har med den lutherske reformation at gøre. Den har tværtimod med Reformationens kerne at gøre. Luther selv spillede en direkte rolle i den udformning og udøvelse af magten, som reformationen medførte i Nordeuropa, og var i direkte dialog – også med Christian III.
Den helt store mangelvare i vores erindringsarbejde af Reformationen vedrører de mennesker, der ikke ville makke ret. Hvad skete med dem? En af fire ting: henrettelse, fængsling, landsforvisning eller systematisk repression. Ved Christian III’s magtovertagelse blev de ulydige biskopper fængslet, og kirkegodset beslaglagt. Luther roste den danske konge for denne udrensning og sendte Bugenhagen til Danmark for at perfektionere den lutherske ensretning af kirke, stat og åndsliv. Katolske gudstjenester blev ulovlige, og snart stod danske katolikker tilbage uden borgerrettigheder. Munke og nonner blev ofte udsat for hån og forfølgelse.
Repressionen gjaldt ikke kun de danskere, der nægtede at bryde med den katolske kirke: Den gjaldt ligeledes andre reformbevægelser. Omkring 1550 ankom der flere døbere til Fyn, fordrevet fra Tyskland. I 1551 var der to fynske gejstlige, der i al fredelighed forkyndte anabaptistiske anskuelser: Christopher Michelsen og Laurits Eliæsen. De blev kendt skyldige i majestætsforbrydelse, men kongen formildede straffen til fængsel på livstid.
Begivenhederne var særdeles dramatiske i de oversøiske dele af riget. På Island opstod der organiseret modstand mod Reformationen, anført af Jón Arason. Arason blev sammen med sine sønner halshugget uden rettergang i 1550, og bønder og embedsmænd blev herefter tvunget til at sværge troskab til den dansk-lutherske konge, der nu satte sig tungt på magten. De præster, der nægtede at konvertere, måtte flygte.
I Norge ville ledende kræfter ikke anerkende Christian III som konge og dermed heller ikke den lutherske reformation. Modsvaret var brutalt. Via en militær operation blev landet bragt under kontrol, og al modstand systematisk knust.
Modvillige biskopper blev fængslet, og kongens soldater plyndrede store dele af landet. Kirkegods blev beslaglagt og alle værdierne sendt til København. Katolikker, der ikke ville konvertere, måtte flygte. Norge blev nedrangeret til en dansk provins uden beføjelser. Den politiske ensretning skete samtidig med en kulturel udrensning. Dansk var nu det eneste gyldige sprog.
På Færøerne blev Reformationen ligeledes indført via topstyring, uden hensyn til lokalbefolkningen. Som i Norge førte det til en gennemgribende danskificering. Før Reformationen havde katolske præster lært at skrive og prædike på færøsk, og færøsk trivedes som et skriftsprog. Nu skulle alt foregå på dansk.
Først i 1930 blev det igen tilladt præster at prædike på deres eget sprog. Reformationen medførte således et stort tab af den sproglige mangfoldighed, der indtil da havde kendetegnet det danske rige.
Præsidiet for reformationsjubilæet skøjter hen over disse forhold i deres oplysningsmateriale til det danske folk. Det går ganske enkelt ikke. Der er syv måneder til 2017. Det kan nås endnu.
Jeg læste med morskab, hvordan en af mine kritikere anførte reformteologen Poul Helgesen som et eksempel på, at Reformationen sandelig ikke er blevet udsat for en fortolkningsmæssig ensretning. Det forholder sig stik modsat.
Pudsigt nok ved vi ikke, hvordan Helgesen endte sine dage. Han var ellers en central figur for hele perioden og tidligere rådgiver for hoffet i kirkelige anliggender. Han sad og skrev på sin Skibbykrønike, der ender midt i en sætning, der omhandler 1534 – året for borgerkrigens udbrud.
Så forsvandt han sporløst. Sandsynligheden for, at han blev likvideret på grund af sin åbne kritik af Luther og kongemagten, er stor. Hans skrifter blev muret inde. De blev først oversat til dansk i 1890.
Reformationen blev indført i det danske rige via krig, vold og systemisk magtcentralisering med irreversible politiske og kulturelle konsekvenser.
Det er på tide, at vi begynder at snakke om det. Men jeg kan godt fornemme, at det er op ad bakke.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye