Prøv avisen

Nu skal Egypten have styr på en række afgørende problemer

Hvad nu? Tidligere vicedirektør i Verdensbanken Sven Burmester skriver i Kristeligt Dagblad i dag om de udfordringer, egypterne nu står over for efter deres succesrige demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo. Foto: Khaled ElfiqiEPA

Med lidt held kan man forestille sig en tyrkisk situation i Egypten, skriver forfatter Sven Burmeister

JEG VAR I BÅDE EGYPTEN og Tunesien, en måned før den tunesiske grønthandler satte ild på sig selv og for altid forandrede den arabiske verden. Jeg har jo i snart en menneskealder talt om den islamiske kultur, der i sin nuværende form er både syg og fejlslagen. Så jeg kunne sagtens forudsige, at det ville gå galt.

Ydermere viste den altid præsente egyptiske humor, at det var ved at være slut for Mubarak og kompagni. Det går op for Vorherre, at Mubarak har siddet i 30 år, så han sender ærkeenglen Gabriel ned for at fortælle Mubarak, at det er på tide, han siger farvel til sit folk. Fint, siger Mubarak, hvor skal de hen?

Sagen var klar. Folkeopstanden var på vej. Skarpsindigt set af en velanskreven mellemøstekspert som mig.

Pral og løgn.

Indtil opstanden i Tunesien mente jeg faktisk, at trods alle fejl og mangler ved de autoritære regimer i Egypten og Tunesien var det ved at gå den rette vej i de to lande. Egypten havde nået en rekordvækst på syv procent i økonomien, og kvindeundertrykkelsen var mindre i Tunesien end i de fleste arabiske lande.

I bagklogskabens klare lys skulle jeg selvfølgelig have anet uråd. Egypten var blevet rigere, men antallet af fattige var ikke gået ned. Fattigdommen lå stadig på de 40 procent, hvor den havde ligget i Mubaraks 30 år ved magten. Samtidig var befolkningen fordoblet, og det var antallet af egyptere, der lever for under 10 kroner om dagen, derfor også. Det drejer sig om godt 30 millioner mennesker. De syv procent var gået til de rigeste, der havde bygget sig herskabelige villaer med svømmebassiner og golfbaner. En eksplosiv situation.

Tunesiens indtægt pr. indbygger er næsten det dobbelte af Egyptens, og fattigdommen er meget mindre udbredt. Men arbejdsløsheden blandt unge uddannede tunesere er tårnhøj. Er man arbejdsløs i et muslimsk land, kan man sjældent finde de nødvendige midler til at gifte sig. Frustrationen er stor og sprængfarlig.

SÅ DET GIK GALT for præsidenterne Mubarak og Ben Ali. Og det kan man kun glæde sig over. Men om de kommende regimer, demokratiske eller ej, kan gøre det bedre på de afgørende punkter, der vil sikre en gavnlig udvikling, er en anden sag. Det drejer sig om økonomisk vækst, befolkningstilvækst, kvindeundertrykkelse og uddannelse.

Mubaraks regering var faktisk dygtig! De økonomiske ministre var internationalt højt ansete, uddannet på verdens bedste universiteter. Finansministeren var chef for finanskomitéen i Valutafonden, og investeringsministeren er nu nummer to i Verdensbanken. De fås ikke bedre. De nåede de syv procent, som derfor sikkert må anses for det højeste, Egypten kan opnå. Ikke dårligt, men stadig en del under de kinesiske 10 procent, der skal til for virkelig at gøre indhug i arbejdsløsheden.

Befolkningstilvæksten må ophøre. Det var Mubarak med rette aldeles overbevist om. Men han var bedre til at tale end til at handle. I hans tid blev Egyptens befolkning fordoblet fra 40 til 80 millioner. Det beboelige areal i Egypten er nøjagtig det samme som Danmarks, godt 40.000 kvadratkilometer. Læseren kan selv forestille sig, hvordan et Danmark med 80 millioner indbyggere ville se ud.

Egyptens befolkning forøges nådeløst med halvanden million om året. Offentlige investeringer må gå til at bygge nye skoler, klinikker og hospitaler. Der er ikke midler til at forbedre de jammerlige tilstande i de eksisterende.

TUNESIEN HAR som nævnt nogenlunde gjort det af med kvindeundertrykkelsen. Det har Egypten ikke. Halvdelen af Egyptens kvinder er analfabeter, et flertal af piger omskæres stadigvæk, og kvindedeltagelsen på arbejdsmarkedet er minimal. Det er umuligt at forestille sig tilstrækkelig fremgang i et moderne samfund uden brug af halvdelen af dets menneskelige ressourcer.

Kvaliteten af de akademiske uddannelser i det meste af den arabiske verden er under al kritik. Overfyldte auditorier, elendige lærebøger og underbetalte professorer, der udebliver og tvinger studenterne til at tage privatundervisning, for at professorerne derved kan nå op på en rimelig indtægt. Studenterne får deres eksamener, men erhvervslivet kan ikke bruge dem. Deres uddannelse er for ringe. Men som vi så, kan de bruge Facebook og Twitter til at organisere sig og omstyrte regimer.

MAN KAN KUN ØNSKE de nye regimer held og lykke. De bliver næppe, hvad vi forstår ved demokratisk styre. Måske i Tunesien, men i Egypten hverken kan eller bør de islamistiske kræfter overses. Det Muslimske Broderskab omfatter måske 20 procent af befolkningen, men en undersøgelse af det anerkendte Pew Research Institute fra sidste år viser, at et stort flertal af egyptere ønsker islamisk indflydelse på landets politik. Siden broderskabet i 1980?erne opgav terroristiske tiltag, har de gjort sig populære ved at yde bedre social forsorg end regeringen.

Med lidt held kan man forestille sig en tyrkisk situation i Egypten, hvor islamisterne som oftest er mere pragmatiske end ideologiske og vil formå fredeligt at integrere islam, økonomi og demokrati. Men det vil ikke nødvendigvis hjælpe på hverken befolkningstilvækst eller kvindernes stilling.

Så Egypten vil have sine plager i lang tid fremover. Sagde Mellemøsteksperten.

Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og bosat i Kina

Læs alle Sven Burmesters udlandsartikler på

@Webhenv k.dk:k.dk