Nu skal forældreansvarsloven laves om

Det er bydende nødvendigt, at en ændring af forældreansvarsloven kommer i første række og ikke udskydes til 2011, skriver Theodor Jørgensen

Forældreansvarsloven er ganske enkelt skruet forkert sammen, skriver Theodor Jørgensen.
Forældreansvarsloven er ganske enkelt skruet forkert sammen, skriver Theodor Jørgensen.

Der er i den senere tid igen i offentligheden sat fokus på forældreansvarsloven. Den fungerer tilsyneladende ikke efter hensigten. Hvis jeg skal forstå lovens hensigt efter dens etikette, så handler den om, at forældre skal tage ansvar for deres børn og dele dette ansvar, ifald far og mor er blevet skilt. Det er jo især den situation, loven skal regulere. Det gør den så ved at fordele forældremyndigheden på begge parter.

Ansvar er i mine øren forbundet med pligt, forældrenes pligt til at varetage deres fælles børns vel. Delt forældremyndighed har derimod karakter af kontrakt eller overenskomst, og så er det ikke pligten, der står i forgrunden, men retten, retten til barnet og til samvær med det. Det siger sig selv, at det lægger op til konflikter. Muligvis i den allerbedste mening, fordi begge parter er overbevist om, at netop deres syn på barnets vel er det bedste. Men konflikt bliver det alligevel meget let til med barnet som kastebold, gidsel og offer.

Når så konflikten ender ved domstolene, og dommerne skal afgøre sagen, får man ofte det indtryk, at dommerne tager mere hensyn til forældrenes ret til samvær med barnet end til barnets tarv.

Hvad skal man for eksempel sige til en afgørelse, der tilkender en far samværsret på fire timer med et lille barn i den ene uge og to døgn i den påfølgende uge?

Eller at en oplagt skoleflytning for et barn bliver underkendt, fordi den anden forælder ikke vil acceptere den?

Eller at en forælder ser sig nødsaget til at flygte til udlandet for at hindre, at barnet skal have samvær med den anden forælder, der har et misbrugsproblem eller er voldelig?

Og uvægerligt ender en del af de konflikter i en konflikt om selve forældremyndigheden, idet den ene eller begge forældre vil gøre krav på fuld forældremyndighed, igen med barnet som kastebold, gidsel og offer.

En lov bør altid udformes sådan, at den tager højde for dens misbrug. Storm P.'s lille kloge mand siger: "Menneskene er jo gode! Jamen, hvorfor er de det så ikke?". Det forekommer mig, at lovgiverne med denne lov kun har hæftet sig ved første halvdel af det udsagn, men glemt den anden halvdel.

Loven er ganske enkelt skruet forkert sammen, og tiden siden dens vedtagelse fremviser tilstrækkeligt mange eksempler på dens misbrug i magtkampe om retten til barnet, hvor pligten over for barnet eftertrykkeligt er blevet glemt af den ene forælder eller af dem begge til skade for barnet. Det er på tide, at den lov bliver lavet om. Jo før, desto bedre.

Den 15. juli kunne man i Kristeligt Dagblad læse om en mor, der var sat i fængsel for ikke at udlevere sin to-årige datter til samvær med overnatning hos en problematisk eksmand. Konfronteret med denne bombastiske retslige afgørelse udtalte folketingsmedlem Vivi Kier, retsordfører for De Konservative: "Jeg kan roligt sige, at sådan var loven aldrig tænkt. Forældre skal ikke i fængsel for at være uenige med hinanden." Det mener jeg heller ikke, og det er der vel ingen retsindige mennesker, der mener.

Vi må håbe, at politikernes hukommelse rækker frem til åbningen af det nye folketingsår i oktober, hvor det er bydende nødvendigt, at en ændring af forældreansvarsloven kommer i første række og ikke udskydes til 2011.

Theodor Jørgensen er professor, dr.theol.