LAD OS TALE OM VEJRET. At tale om vejret er at tale om hvad som helst andet end vejret, politik, religion, kultur. Vejret er en Rorschach-test. Du tror, du siger noget om den der mærkelige blækklat, men taler i virkeligheden om noget helt andet. Vejret er en metafor. Vejret er sjældent bare vejr. Men nu vil jeg tale om vejret i sig selv. Gad vide, om det overhovedet kan lade sig gøre?
Det er jo dejligt med det gode vejr. Drengene hopper bare i et par shorts om morgenen og går barfodet rundt. Dørene står på vid gab. Alt det, der er udenfor – haven, Radio- rækkerne, Ørestaden, København, hele landet – bliver en udvidelse af ens hjemmezone uden en klar adskillelse fra det indenfor. Jeg ved ikke, hvor mange år det er siden, jeg har oplevet så godt vejr så længe, ikke siden jeg læste nogens barndomserindringer, tror jeg.
Nu kan jeg imidlertid ikke lade være med, i bedste lutherske selvpineriske tradition, at tænke: Det er nok sommeren 2018, der giver os fingeren for at vise os, hvad den kunne give os, hvis den ville, for så, i samme øjeblik sommerferien begynder, at tage det fra os igen og give os den sædvanlige danske sommerbuffet, hvor det udenfor er noget ubehageligt noget, man skynder sig igennem for at komme i læ et sted indendørs. Men hver dag med godt vejr er en triumf, en erobring af nyt land, et slag i ansigtet på Luther. Og nu har det stået på så længe, at det næsten vil være til at leve med, hvis lortevejret melder sig med Roskilde Festival og bliver ved, lige til ferien er slut.
DET HER VEJR må højne danskernes nationalfølelse og patriotisme og kærligheden til flaget, kongehuset og Højskolesangbogen. Det gør det i hvert fald for mig. Jeg elsker Danmark. Det er en tilstand, der har stået på i flere uger nu. Jo, jeg elskede også Danmark før det, men det føles her i sommersolen som en anden og længst forgangen verden, hvor jeg elskede mit land på helt andre præmisser, den fjerne tid med insisterende isnende Putin-blæst, hvor alle rygter om global opvarmning lød som en ond vits eller bare fake news.
Men nu er det dansk sommer, som vores bedsteforældre huskede den, og Danmark er dejligt lige fra udendørsserveringen på Café Alma, vores stamcafé på Bryggen, til Hirsholmen, vores sommeresidens.
Den danske vinter er ikke nogen kong Vinter eller Caliban, den er Harlekin i sin lappede og spraglede trikot, den ustadige, svigagtige stymper, der laver rav i den med surhed, kulde og blæst og mørke.
Pierrot er foråret, neurotisk, grådlabil og forvirret. Kassander, Columbines far, kan så være efteråret, de bristede forhåbninger, men også det trygge borgerliv efter de vilde omkringfarende sommermåneder.
Men Columbine er selvfølgelig sommeren. Hun har stået i kulissen og fniset ad slemme Harlekins løjer. Nu kommer hun spjættende ind på scenen i sin hvide kjole, blond og let som et fnug, vimrende på de yderste spidser af sine balletsko, så skrøbelig, så eftertragtet og elsket.
Og så danser Columbine og Harlekin, for de er kærestefolk. Vinter blander sig med sommer, og det er, som det skal være, og som vi kender det, den ene dag regn og den anden sol. Og Harlekin elsker Columbine, ligesom vi alle elsker sommeren, eller rettere sagt forestillingen om sommeren. Men nu danser hun solo. Hun har sgu holdt den kørende ret længe efterhånden, tænker Harlekin. Bliver hun da aldrig færdig? Hvornår er det min tur, hvornår må jeg komme til?
JEG KAN HUSKE SOMMEREN 1975. Det var en af disse evige somre i barndommen, men det her var vist den længste. Jeg var 13 år, så barndommen var snart slut for mit vedkommende.
Jeg skulle også dø det efterår, for Harmageddon stod for døren, og jeg var selvfølgelig klar over, at Jehova ikke ville slippe mig indenfor i tusindårsriget.
Jeg forsøgte ikke at tænke over det, men bare nyde sommeren. Der var tørke den sommer. De talte om det i radioen hele tiden. Der faldt ikke en regndråbe i flere uger, og hvis der endelig kom en forsigtig byge forbi, forslog den som en sjat vand på en brandvarm stegepande.
Der var vandingsforbud for haveejerne. Man opfordrede til at begrænse brugen af tapvand i hjemmene, og så vidt jeg husker, var jeg ikke i bad den sommer, så min hud mørknede både af sol og snavs. Bækken neden for huset var helt tør, og selv i de store åer, der om foråret gik dampende og fede af smeltevand, snoede der sig kun en lille bæk midt i det tørre vandløb, og fiskene stod tætpakket i de små vandhuller og kunne samles op med hånden.
Vandstanden i søen, ved hvis bred bygden lå, var sunket, så det kom til at ligne tidevandsbræmmen ude ved kysten. Det var et uhyggeligt vejr, et vidunderligt vejr. Og det blev ved og ved. Jeg kan huske lyden af naboens sprinkler, tjirp, tjirp, tjirp, der lød så forjættende (han var bonde og havde særlig tilladelse).
Jeg kan huske, at jeg blev solbrændt de underligste steder, under fødderne, inde i øregangene, i knæhaserne, på øjenlågene, og hvor mørk jeg i det hele taget blev over det hele, og at jeg føltes lidt fremmed for mig selv. Jeg kan huske, at jeg brændte mit navn ind i en væg med en lup. Kim. 1961-1975.
MEN EFTERÅRET MELDTE SIG selvfølgelig til sidst, dog ikke før en gang i september. Det var det efterår, min mor blev gift, og verden, som jeg kendte den, ophørte. Det var det efterår, jeg blev 14 år.
Det var også det efterår, hvor Harmageddon udeblev. Ikke at det hjalp så meget. For der havde været en tryghed i at vide, hvornår jeg skulle dø. Men når Jehova ikke kom og slog mig ihjel i år, som jeg havde kalkuleret med, kunne det jo ske når som helst.
VI DANSKERE ER mere Harlekiner, Pierroter og Kassandere, end vi er Columbiner. Men det er hende, vi elsker, alle tre, hende, vi længes efter, hende, vi skriver sange om. Men kan vi overhovedet tåle, at hun danser rundt deroppe så længe? Eller ville vi i virkeligheden have det bedre med os selv, hvis hun snublede og forstuvede foden og måtte humpe væk, så tingene kunne blive normaliseret igen?
Det er hårdt for os danskere, når vi får det, vi ønsker os. Der sidder en luthersk djævel og hvisker os i øret, at det her går jo aldrig godt, det kan du da nok forstå. Columbine er en fjante, hendes skønhed er lidt tyl og blond hår og en masse dumhed holdt svævende af et par vimrende balletben. Om lidt ryger hun i brædderne med et brag. Så falder øksen. Så kommer Nemesis. Så er det dommens dag. Harmageddon. Og så kan vi trække vejret lidt lettere og få noget fra hånden.
Og det er, hvad der sker, når man bare vil sige noget helt almindeligt om vejret.8
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd.