Nutiden er blind for fortidens indsigter. Men vi er slet ikke så specielle i dag, som vi tror

Mange lider i dag af kronocentrisme – en ringeagtelse af fortiden ved at betragte nutiden som overlegen, skriver Anette Prehn. I dette indlæg tager hun kampen op mod tanken

Nutiden er blind for fortidens indsigter. Men vi er slet ikke så specielle i dag, som vi tror

Der eksisterer en tendens til at tro, at børn og unges liv i det 21. århundrede er helt særlige, fordi de har digitale medier, mange materielle muligheder, og identitetsspørgsmål bliver stadig mere påtrængende.

Usædvanliggørelsen bliver mere udtalt i en tid, hvor Disney og nutidig ungdomslitteratur er den primære litterære referenceramme. Mange lider af kronocentrisme – det vil sige en ringeagtelse af fortiden ved at betragte nutiden som overlegen – uden reel forståelse for de eksistentielle indsigter, der allerede blev høstet af tidligere generationer.

Under coronanedlukningerne fik jeg en anledning til at dykke ned i nogle af fortidens ytringer og endte med at læse 27 bøger af eller om Jeppe Aakjær. Inspireret af Aakjærs gådefulde ord om, at hans grav rummer ”asken af usungne sange”, spurgte jeg mig selv, om der mon kunne ligge uopdagede kim til sange og gemme sig i Aakjærs glemte breve, foredrag og erindringer. Kunne lyriske fragmenter nænsomt kombineres og gøres til rim og sangbare vers? Midt i oktober udgiver Gyldendal ”På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange” med 21 nye Aakjær-inspirerede sange.

Rejsen ind i Aakjærs prosa blev øjenåbnende. Jeg fandt tematikker, som vi gerne tilskriver nutiden, men som var lige så aktuelle dengang. I dag sætter mange lighedstegn mellem gentagelse og åndelig stilstand, og derfor jager de rundt i en konstant fomo, fear of missing out.

Livet skal være nyt med nyt på, og tænk hvis man gik glip af noget. Aakjær ser andre kvaliteter i gentagelsen og skriver i et brev fra 1919: ”Giv mig gentagelsens glæde.” I sine erindringer konstaterer han, at ”man husker sjældent livets hverdag”, ligesom rugen heller ikke husker ”de hundrede små byger, der har bragt den til vækst”. Med andre ord overser vi let det allervigtigste i vores formning: det stille, det tilbagevendende, det der ikke gør noget væsen af sig, alt det meget, som typisk hverken fæstnes i ord eller billede.

Ekkokamre, der i dag problematiseres som en negativ afledt effekt af nutidens sociale medier, har også en lang historie. Aakjær siger fyndigt i et foredrag for Horsens Lærerforening fra 1909: ”De allerfleste mennesker lever som bag et gitter, hver på sin egen lille afstukne firkant. Købmanden lever bag sin disk og har ingen rigtig forståelse af skomageren, bonden har altid haft svært ved at forstå bymennesket og omvendt (...) Herremanden er som oftest for stor til at kunne glide ind under husmandens lave dørkarm uden at få buler i panden.”

Vi lever fortsat bag hvert vores gitter, og det kræver både fantasi og empati at undgå buler i panden. Aakjær fremhæver her Jesus som en rollemodel, der gjorde evnen til at sætte sig i andres sted til ”moralens hovedhjørnesten” og – med Aakjærs ord – opfordrede os til at ”flytte tanken over på næstens grund.”

Hvor guruer i vores tidsalder understreger betydningen af at mærke efter i os selv, lægger Aakjær op til at mærke mere efter hos den anden.

Anette Prehn

Hvor guruer i vores tidsalder understreger betydningen af at mærke efter i os selv, lægger Aakjær op til at mærke mere efter hos den anden: at se verden fra andres perspektiver. I et brev til datteren Solvejg, da hun bliver 12 år, skriver Aakjær: ”Du skal jo ikke alle dine dage passe køer, men du har godt af at gøre det også; man skal aldrig være for god til noget.” Værsgo til de arbejdsløse akademikere, der i dag synes, at de er for fine til at tage et rengøringsjob.

Aakjær argumenterer for et ”vandreår” i stedet for stillesiddende skolegang. Han foreslår et statsbetalt jernbanekort på en, to, tre eller seks måneder ”alt efter trang og omstændighed” og forudser, at det ville stimulere ”åndelig vækst” at blive undervist ”under åben himmel”. Han mener desuden, at ungdommen dermed vil være ”bedre rustet til at gå sin gerning i møde, end den der i et halvt år havde siddet i et klummert skolelokale og hørt en række knirkende foredrag.” I dag kalder vi det ”skolen i virkeligheden”, men det er gamle tanker i nutidsdragt.

I Prædikerens Bog står der: ”Hvis nogen siger: ‘Se, her er noget nyt!’ så har det, vi har for øje, allerede været for længst.” Det rummer en dyb sandhed. I stedet for at drukne ungdommen i usædvanliggørelse vil det klæde nutidsmennesket at have indsigt, ydmyghed og selvironi nok til at erkende, at vi gennemlever tanker og indre tilstande, som mennesker i årtusinder har oplevet.

At vi først og fremmest – atter engang med Aakjærs ord – blot ”er et led i kæden”. At vi på eksistentielle kerneområder vitterligt går i ring. Og at dét i sig selv også rummer en vis gentagelsens glæde. Måske er det mest usædvanlige ved mennesker på tværs af tid, at vi er så lig hinanden?

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.