Mon ikke vi er mange, der går rundt med en fornemmelse af, at samfundslivet og den offentlige meningsudveksling i disse år er præget af en voldsom form for åndelig trangbrystethed? At vi er så opsatte på at holde os på dydens smalle sti, at vi for alt i verden vil undgå at mene eller sige det forkerte, alt imens vi holder et årvågent, nidkært øje med, at de andre heller ikke træder ved siden af?
Og at vi i den vestlige verden, hvor vi ellers hylder retten til at ytre sig frit og til at tænke og tro, som man lyster, er blevet så ømskindede, at vi ikke kan holde ud at være i selskab med folk, der mener noget andet end os selv – hvis vi da ikke simpelthen sørger for, at de slet ikke kommer til orde?
Godt nok er den aktuelle dydsetik iklædt umiskendelige 2023-gevandter, men samtidig har den dybe historiske rødder. Fromhedstrangen har det med at vende tilbage i bølger og slå sin renskurede klo i os med jævne mellemrum.
Tag for eksempel, hvordan livet udspillede sig i Genève omkring midten af 1500-tallet. Allerede i 1538 havde kirkereformatoren Jean Calvin opholdt sig i byen og havde argumenteret for kirketugt og ekskommunikation fra den nye kirke, og han havde endda foreslået, at alle indbyggere ved ed skulle forpligte sig på den nye tro. Hans forslag blev dog mødt med modstand, og han var nødt til at forlade byen igen. I 1541 vendte Calvin tilbage, og nu var tiden moden til hans idéer.
Efter forhandlinger med byrådet i Genève blev der vedtaget en ny kirkeordning. Som noget nyt indførtes blandt andet et kirkeråd bestående af menighedens ældste, der havde til opgave at overvåge og irettesætte de øvrige medlemmer af menigheden og om nødvendigt idømme straffe såsom udstødelse fra byen. Blandt andet skulle det sikres, at indbyggerne i byen overholdt De Ti Bud.
Calvin så det som myndighedernes pligt at beskytte jævne borgere mod vranglære. Enhver form for synd og kætteri skulle bekæmpes med retfærdighedens sværd. I Genève blev der nidkært holdt øje med borgernes lovlydighed, og der blev indført lovgivning mod uanstændigheder som dans og offentlig badning.
For Calvin kunne det ikke komme på tale at overlade religiøse anliggender – eller i det hele taget nogen form for opførsel – til individets personlige samvittighed eller overbevisning. Enhver overtrædelse af loven var en krænkelse mod Gud selv, og menighedens ældste skulle gribe ind, hvis medlemmer af menigheden var i fare for at blive overlistet af synden.
I dag kan det lyde som en fortælling fra meget gamle dage. Begreber som synd og fortabelse er i 2023 gledet ud af både sprog og bevidsthed. Derimod kan forestillingen om dyden – syndens spejlbillede – vel siges at opleve lidt af en genkomst i disse år. Særligt trives den blandt de mest vakte i den vestlige, sekulære verdens store byer, og med sine krav om ikke at afvige fra dydens smalle sti sætter den sit tydelige præg på samfundslivet.
Ganske som i Calvins Genève er vi begyndt at udgrænse det, vi ikke bryder os om. Vi er kort sagt blevet ramt af åndelig trangbrystethed, en sygdom, som bevirker, at vi i vores iver efter at tænke og mene det rigtige – og at sørge for, at andre også gør det – næsten ikke kan få luft.
Måske er vi endnu ikke helt kommet dertil i Danmark, men på amerikanske og engelske universiteter formenes folk, som er af en anden observans end den vedtagne sande tro, adgang til at forelæse, og på The New York Times bliver klummeskribenter afskediget, hvis de forfægter andre synspunkter end dem, der kræves for at være en del af det (selv-)gode selskab.
Og som den nye redaktionschef for P3, Isabella Hindkjær, sagde i et interview for nylig, ser hun det ikke længere som mediernes opgave at skildre verden objektivt, men at ændre den ved på aktivistisk vis at gå til kamp for det, hun omtaler som "de store sandheder". Altså ingen munter slinger i valsen eller tvivl om det sande og det gode på hendes udgave af DR.
I den københavnske skoleforvaltning har man ikke tiltro til, at forældrene kan opdrage deres børn i den rette kønsdogmatik, så derfor hyrer man Normstormerne til at gøre det – en organisation, hvis mål det er at udbrede den rette lære og sørge for, at der lukkes ned for vrangforestillinger.
En hel julekalender er blevet fjernet fra TV 2's arkiver, fordi der i et afsnit optræder børn klædt ud som flødeboller. Nogen kunne jo gå hen og tolke intentionen som racistisk. Når Paul Gauguins billeder udstilles på Nationalmuseet, ledsages de af plancher om vestlig kolonialisme, der sikrer, at de besøgende tolker billederne på den "rigtige" måde. Studerende og en lektor ved Kunstakademiet har smidt en buste af Frederik V i kanalen, fordi han forbindes med forne tiders afskyelige slavehandel.
I England nøjes man ikke med buster. Der river man statuer af Winston Churchill ned, fordi han ved flere lejligheder har sagt eller skrevet ting, vi i dag ville opfatte som racistiske og kolonialistiske. Det er udtryk for en sær form for umodenhed, som for det første forestiller sig, at menneskelivet kan leves pletfrit, og forlanger renskuret vandel af andre, og som for det andet ikke er i stand til at skille skidt fra kanel. Pointen er jo netop, at mennesker ikke bare sædvanligvis, men faktisk altid indeholder både noget godt og noget skidt. Det pletfri menneske findes ikke.
Linjen fra Calvin til bustenedsænkninger i dagens København er måske ikke snorlige, men den er der. Den handler om en farlig drift i mennesket mod at ville se sig selv som ren og uplettet og se de andre som syndere.
Holdes denne drift ikke i ave, går det som i Genève under Calvin, som i Paris under Robespierre eller som i Kina under kulturrevolutionen. Man kunne nævne mange andre eksempler, for trangen til fromhed har det med at vende tilbage i bølger, ja, måske er der endda tale om en form for menneskelig urdrift.
Under alle omstændigheder: Nutidens vakte meningspoliti, de, der er optændte af sandhedens hellige ild, opererer på samme frekvens, som Calvins ældsteråd gjorde. Og det er næppe tilfældigt, at den mest voldsomme renhedsbesættelse i disse år udgår fra amerikanske universiteter, der på lange stræk er præget af en calvinistisk opfattelse af forholdet mellem det gode og det onde.
Læren fra Genève, Paris og Beijing er klar: Tror man, at det lader sig at gøre at skabe en uplettet verden, ender man med at anlægge en filial af helvede på jord. Troen på, at det overhovedet er muligt at være renskuret, er farlig: Alle har vi behov for tilgivelse. Ingen er uskyldig nok til at kaste den første sten. Og ligegyldigt hvor mange statuer vi kaster i havnen, får vi alligevel aldrig uddrevet den onde synd. Vi kan lige så godt forlige os med, at den er en del af det at være menneske.
I Danmark er vi så heldige, at N.F.S. Grundtvig har sat et stort aftryk på vores åndstradition. Han skrev så mangt og meget, at det ikke altid er helt ligetil at fastslå, hvad han helt præcist mente om det ene og det andet. Men man kan roligt hævde, at friheden var et helt centralt begreb i hans tænkning.
For Grundtvig handlede friheden om at kunne stå ved det, man tror og mener, også selvom meninger kan være både destruktive og farlige. Som han ganske bevinget udtrykte det i sin tale ved grundlovsfesten i 1854: ”Frit at tænke, tro og tale, det er folkets gamle ret.”
For Grundtvig handlede livet ikke om at vogte sandheden med retfærdighedens sværd eller om at få alverden til at marchere i takt. Tanketyranni så han som en vederstyggelighed. I stedet hilste han strid og kamp om synspunkter og livsanskuelse velkommen, og selv holdt han af at gale i vilden sky.
Der er ikke noget, der tyder på, at retfærdighedens bål kommer til at blusse mindre voldsomt i de kommende år. Trangen til at holde sig på dydens smalle meningssti og til at holde et nidkært øje med de andre – dem, der træder ved siden af den – vil efter alt at dømme kun blive mere udtalt.
Skulle vi i stedet for at vandre i retning af Calvins Genève anno 1545 ikke hellere besinde os på friheden til at tænke, tro og tale?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.