Prøv avisen
Debatinterview

Ny bog: De mange kulturkristne danskere burde indse, at de i virkeligheden er ateister

Simon Ørregaard Nielsen (tv.) og Anders Stjernholm, nuværende og tidligere formand for Ateistisk Selskab, vil i ny debatbog have de kulturkristne danskere til at forstå, at de i virkeligheden er ateister. – Fotos: Celina Dahl/Ritzau Scanpix og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Et samfund uden religion er løsningen på mange problemer, mener den nuværende og forhenværende formand for Ateistisk Selskab, Simon Ørregaard Nielsen og Anders Stjernholm, i debatbog, der på 100 sider redegør for, hvad ateisme er i deres øjne, og opfordrer læseren til at bekende kulør som ateist

LANGT DE FLESTE DANSKERE er ateister, men det vil de ikke erkende. De kalder sig kulturkristne, men i virkeligheden tror de ikke på Gud. Det er en af hovedpointerne i en ny bog, ”Du er jo ateist!” af den nuværende og tidligere formand for Ateistisk Selskab, henholdsvis Simon Ørregaard Nielsen og Anders Stjernholm.

Hvorfor kan I ikke være ligeglade med, om folk kalder sig ateister eller kulturkristne?

Simon Ørregaard Nielsen: ”I disse år får religion en stigende magt i samfundsdebatten, blandt andet fordi nogle politikere hævder, at kristendom er modsvaret til truslen fra islam. Kristendommen bliver politiseret, og det ser vi flere steder. Blandt andet ved det politiske pres på DR om at formidle den kristne kulturarv. Og når religion får magt, er det vigtigt, at hver enkelt tager stilling til, om man er troende, eller om man i virkeligheden er ateist.”

Anders Stjernholm: ”Religion er en magtfaktor, og det er vigtigt, at man forholder sig kritisk til magten. Hvis kommunisme var en magtfaktor, var det på samme måde vigtigt for den enkelte at tage stilling til, om man var kommunist eller ej.”

I hævder, at samfundet bliver bedre i takt med, at religion mister indflydelse. I er store fortalere for argumenter baseret på evidens. Hvor har I evidens for, at et samfund uden religion er bedre?

Anders Stjernholm: ”Det beskriver vi over fire kapitler, så det er svært at sammenfatte i et enkelt svar. Et hurtigt svar er, at de religionsvidenskabelige påstande ikke er korrekte, religionens historiske og eksistentielle påstande ikke er korrekte, og at religionens virkningshistorie overordnet set har været negativ.

Men hvor er eksemplet på et samfund uden religion, hvor alt er bedre?

Anders Stjernholm: "Det samfund har vi ikke set endnu.”

Simon Ørregaard Nielsen: ”Danmark er et af de lande, hvor vi kommer tættest på. Det er et af de mest sekulære samfund i verden, og det er næppe tilfældigt, at det samtidig er et af de bedste steder at leve. I de sekulære samfund har demokratiet det bedst, og individet er friest.”

Der findes alligevel samfund, der er mere sekulære. For eksempel Kina?

Anders Stjernholm: "Jeg opfatter ikke Kina som værende sekulært. Kina har ikke ytringsfrihed eller ligestilling. Kina har statsateisme, og det er ikke det, vi er fortalere for. Sekularisme vil ikke undertrykke synspunkter og religioner, som man gør i Kina.”

Simon Ørregaard Nielsen: ”Når jeg tænker på religion, tænker jeg på en dogmatisk tankegang, der har totalitære træk. Derfor mener jeg, diverse såkaldte ateistiske ideologier som stalinisme og maoisme tankemæssigt er den samme størrelse som religion. I totalitaristiske regimer som for eksempel Nordkorea har man bare erstattet Gud med en leder.”

Så er det vel også let at skrive en debatbog, hvis man bare kan give religion skylden for problemer i ateistiske samfund?

Simon Ørregaard Nielsen: ”Vi giver ikke religion skylden, men siger, at der i disse regimer har været nogle idésystemer, der minder om religion. Jeg kalder det ofte kvasi-religion, fordi de har mange af de samme strukturer.”

Anders Stjernholm: ”Pointen er, at disse samfund ikke har været sekulære. Mennesker har ikke haft det godt under de regimer. De tror ikke på guder, så på den måde er det ikke religion, men det er stadig totalitarisme, der i mine øjne er det modsatte af sekularisme.”

Det er som om, at I bedømmer religion ud fra dens værste sider som ekstremisme og kvaksalvere, som I behandler i bogen, mens I nedtoner problematiske forhold ved erklærede ateistiske samfund?

Anders Stjernholm: ”Nej, det mener jeg ikke, at vi gør. Hvis man læser bogen, vil man vide, at vi gør meget ud af at skelne mellem fundamentalistisk religion og for eksempel almindelig folkekirkekristne. Vi skærer ikke al religion over en kam, og vi benægter ikke, at erklærede ateister har begået forbrydelser.”

Simon Ørregaard Nielsen: ”Ateister skal selvfølgelig også måles på deres værste sider. Men vi er ikke fortalere for at give ateisme forrang frem for religion. Politisk er vores agenda ikke ateistisk, men sekulær. Kulturelt er den ateistisk.”

I skriver, at religiøse kræfter alle dage har bekæmpet videnskab. I den forbindelse nævner I Kopernikus og Galilei, men de var jo kristne?

Anders Stjernholm: ”Dengang kunne man jo ikke være andet end kristen. Og disse to videnskabsfolks opdagelser kan næppe siges at have været kirkens fortjeneste.

Pointen er, at religiøs tankegang ofte modsætter sig nye indsigter, og kirken derfor har bekæmpet nye videnskabelige landvindinger.”

Simon Ørregaard Nielsen: ”Og vi skal stadig i dag slås med religiøse mennesker, der ikke vil anerkende sandheden i for eksempel evolutionsteorien.”

Hvor er de naturvidenskabsfolk, der udtaler sig lige så kategorisk om forholdet mellem tro og viden som jer? Hvorfor er det en bibliotekar og en journalist, der skriver denne bog?

Anders Stjernholm: ”Godt spørgsmål, det undrer vi os også over. Jeg tror, det skyldes den stigmatisering, man bliver mødt af, når man deltager i religionsdebatten.

Vi har ført debatten ud på gadeplan, på bybusser og i biografer. Og vi er blevet persona non grata og udskammet fra debatten. Jeg tror, at mange videnskabsfolk ikke ønsker at markere sig i en debat, der er så højspændt.”