Da Dronningen i forbindelse med en udstilling om kongelige danske bladtegninger besøgte USA i 1991, vakte det opsigt i de amerikanske medier. De troede ikke på, at tegningerne af den danske kongefamilie virkelig kunne have været offentliggjort i danske aviser. Det var de da for grove til. Men ved den efterfølgende pressekonference kunne Dronningen stolt og smilende fortælle de måbende amerikanske journalister om ytringsfriheden og bladtegningens rolle i den danske kulturarv.
Tegneren Claus Seidel kan ikke holde smilet tilbage, idet han fortæller om udstillingen, som han selv var med til at arrangere. Han ser episoden som udtryk for den satiriske tegnings unikke og integrerede virke i det danske demokratis hverdag.
”Amerikanerne forstod ikke, at tegningerne havde været i pressen, men for os var det en selvfølge. I Danmark har tegnerne en folkelig opbakning, fordi de har været med nærmest fra begyndelsen. De er blevet integreret i folks dna, og når selv Dronningen er så begejstret, så siger det noget om, at tegningen også er den del af den danske selvforståelse,” siger han.
Claus Seidel har i mere end 50 år beskæftiget sig med tegning som blandt andet tegner, formand for foreningen Danske Bladtegnere og initiativtager til Museet for Dansk Bladtegning. Han har netop udgivet trebindsværket ”Til stregen” om bladtegningens historie.
Den danske bladtegning går helt tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, hvor dagbladene begyndte at få øjnene op for den satiriske stregs styrke. De så hurtigt, at man med tegningen kunne tilføre en helt ny dimension til den daglige dialog med læserne, forklarer Claus Seidel.
”Man kunne lægge til, man kunne være spydig, og man kunne være mild over det tema, som der blev skrevet om. Men det ligger ikke lige for at være grov, og det bliver et eller andet sted mere det danske gemyt, der skinner igennem i tegningen. Vi er jo ikke pr. definition ondskabsfulde – vi er hyggelige og vil hellere grine. Det er kun, når det bliver nødvendigt, at man spidser pennen. Så kan man godt rykke ud,” siger Claus Seidel.
Det nok mest nævneværdige eksempel, hvor de danske bladtegnere ”spidsede pennen”, var i tiden op til Besættelsen. Der blev tegningernes mildhed til en bidende sarkastisk udlevering. Denne bidskhed fortsatte helt indtil tyskerne stod klar ved den danske grænse, og under Besættelsen fortsatte drilleriet gennem brug af ikoner, symboler og skjulte hentydninger. Siden besættelsestiden har den danske presse gennemgået en del, og særligt økonomien er blevet hårdt ramt, hvilket ifølge Claus Seidel udgør den største trussel for bladtegningen anno 2020.
”Vi er jo afhængige af økonomien, og det har været en kæmpe omvæltning for os, at man har et mediemarked, der i dén grad lider. Læserskaren er blevet enormt diffus, og man ved ikke længere, hvem det er, man tegner til,” siger han.
At det er blevet sværere at afkode, hvem man tegner til, gik for alvor op for Claus Seidel, da han i 2005 blev bedt om at komme med sin fortolkning af den islamiske profet, Muhammed. Han og 11 andre tegneres bud på, hvordan profeten har set ud, optrådte på forsiden af Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september 2005.
”Vi havde tegnet til Jyllands-Postens læsere som målgruppe, men vi opdagede pludselig, at de 12 tegninger i løbet af kort tid var blevet spredt ud over hele verden til nogle mennesker, der så dem i en helt anden kontekst.
Der skred vores underlag fuldstændig. Vi skulle pludselig agere i forhold til noget, som vi slet ikke havde bygget vores tegninger op på. Det var en øjenåbner. Vi var chokerede,” siger Claus Seidel.
Muhammed-tegningerne skabte ramaskrig over hele den muslimske verden, hvor både Dannebrog og danske ambassader blev sat i brand, og de danske tegnere, der havde deltaget i projektet, blev alle truet på livet.
Har truslerne imod ytringsfriheden svækket den danske bladtegnings styrke?
”Jeg synes ikke, at det har påvirket vores ytringsfrihed, og jeg synes heller ikke, at bladende er blevet mere forsigtige. Det er jeg meget taknemmelig for. Vi har lært én ting, og det er, at vi skal være dygtigere og mere inde i stoffet. For det kræver verden.
Vi var ikke godt nok forberedt på den reaktion, som tegningerne fremprovokerede. Man er nødt til at vide, hvad det er, man går og laver, når man arbejder med satire, der har et budskab. Ikke forstået på den måde, at det skal styre os, for vi skal stadig tegne frit og legende.”
Med truslerne mod ytringsfriheden og mediernes skrantende økonomi in mente er dansk bladtegning så stadig lige så potent, som i tiden op til Anden Verdenskrig?
”Jeg synes ikke, vi bladtegnere har været særligt påvirket af de svingninger, der har været i medieverdenen. Vi har vores eget lille stykke papir at stå på, og der står vi meget godt.
Vi lefler ikke for hverken journaliststanden eller for den politiske verden. Man kan ikke forvente, at tegningerne er lige så skarpe, som de var op til Besættelsen, men hvis situationen opstår igen, så skal vi nok komme som stormtropper med penne. På det punkt har vi ikke forandret os. Tiden har forårsaget små skræmmer, men når det kommer til stykket, har vi stadig den samme styrke.”