Prøv avisen
Debatinterview

Nationaløkonom: Det svenske integrationseksperiment er mislykket

I sin debatbog præsenterer den 37-årige svensk-iraner er række fakta om indvandringens konsekvenser for det svenske samfund: I indvandrertunge områder som Botkyrka, Södertälje og Malmö er den samlede skatteevne faldet kraftigt de seneste 20 år, og alle steder er den nu negativ. Her ses flygtninge og migranter, som skal registreres og have taget deres fingeraftryk på Migrationsverket i Malmö. – Jacob Ehrbahn/ritzau. Foto: Jacob Ehrbahn/ritzau

Nationaløkonomen Tino Sanandajis bog om indvandringens konsekvenser har skabt stormvejr i Sverige. Han er blevet anklaget for uredelighed, og uden kollegernes opbakning havde han mistet sit job, fortæller forfatteren

Integrationen i Sverige er på trods af masser af velvilje og tolerance over for det multikulturelle samfund slået fejl. Det svenske eksperiment med masseindvandring fra den tredje verden til det skandinaviske velfærdssamfund har været unikt, men er mislykket på en lang række områder.

Sådan lyder hovedkonklusionen i nationaløkonomen Tino Sanandajis omstridte bog ”Massutmaning” (Masseudfordring), der samler et trist billede af et land, som har slået sig op på åbenhed, men hvor integrationen er gået grueligt gal.

Bogen er en af de mest omtalte udgivelser i år, og Tino Sanandajis stik til den svenske selvforståelse har fået mange til at se rødt og sågar rejst anklager om uredelighed. I Svenska Dagbladet skrev to økonomer for nylig, at bogen er destruktiv for indvandrerdebatten.

”De vil stemple mig som fusker og lægge pres på at få mig fyret. Sådan er det i Sverige, når nogen siger noget upopulært om indvandringen. Jeg er glad for, at flere af mine kolleger bakkede mig op, for ellers var det lykkedes for dem,” siger Tino Sanandaji, der er forsker ved Handelshøjskolen i Stockholm.

En af dem, der har blåstemplet ”Massutmaning”, er den 87-årige professor i nationaløkonomi Assar Lindbeck, som tidligere på måneden opfordrede regeringen til at læse bogen og kaldte Sanandajis metode fuldt legitim. Det har lukket munden på mange kritikere, men ifølge forfatteren synker konklusionerne i bogen ikke ind hos de etablerede politikere.

I ”Massutmaning” præsenterer den 37-årige svensk-iraner er række fakta om indvandringens konsekvenser for det svenske samfund: I indvandrertunge områder som Botkyrka, Södertälje og Malmö er den samlede skatteevne faldet kraftigt de seneste tyve år, og alle steder er den nu negativ. Udenlandskfødte er markant overrepræsenteret i fængslerne og arbejdsløshedsstatistikkerne, og det samme gælder overførselsindkomster. Desuden har tre af fire i kriminelle gadebander indvandrerbaggrund.

At skrive om de fakta hver for sig havde måske ikke skabt den store virak, men at Tino Sanandaji samler det til en fortælling om indvandringens konsekvenser, er i hans øjne det, der har gjort folk oprørte. Selvom det går den rigtige vej for erkendelsen af integrationsproblemerne, er der langt til, at Sverige får en åben debat, mener nationaløkonomen.

”Massepsykosen er langsomt ved at bløde op, og både medier og debattører tør i større grad ytre sig kritisk efter flygtningekrisen i 2015, der endte med, at Sverige lukkede grænsen. Men problemerne er ikke væk af den grund. Det kan stadig være dyrt for folks karrierer, hvis man overskrider den tynde linje for, hvad der er accepteret at sige,” fortæller han.

Forskeren peger blandt andet på en ny undersøgelse, der viser, at et flertal af svenskerne mener, at det er i orden at indskrænke ytringsfriheden af hensyn til at modvirke racisme.

”Det udstiller den svenske konsensuskultur meget præcist, og konsekvensen af den er, at mange mister tilliden til medierne og det etablerede system. Men der er gang i et skifte, som foregår på person-niveau, hvor nogle journalister på aviserne stadig er ramt af skræk for racisme, mens andre har erkendt, at kritisk dækning af indvandringen er den eneste vej frem,” siger han.

Som eksempel på udviklingen peger Tino Sanandaji på, at avisen Dagens Nyheter (DN) i maj kortlagde de seneste 100 skudepisoder, hvoraf det viste sig, at folk med indvandrerbaggrund stod bag 90 procent. Selvsamme avis blev sidste år beskyldt for at tilbageholde information om, at en gruppe migrantdrenge havde forgrebet sig på piger ved en festival i Stockholm.

”Nogle gange er det næsten som at læse danske aviser, og hvis DN havde skrevet om skudepisoderne for bare halvandet år siden, var de blevet anklaget for at være racister,” siger han.

Et andet eksempel på udviklingen er, at avisen for nylig skrev, at et flertal af svenskere ikke stoler på, at medierne dækker indvandrerområdet retvisende. Selvom undersøgelsen har konkluderet det samme i årevis, har omtalen nu skabt debat.

”Ud af ingenting nævnes det i DN, mens det tidligere kun var folk som mig, der citerede den undersøgelse. Det viser, at medierne er ved at forstå, at de har gravet sig ned i et hul, som de er nødt til at komme op af, hvis befolkningen skal genvinde tilliden til dem,” siger han.

Forfatteren mener, at udviklingen er så omfattende, at den ikke kan bremses. Det betyder, at den berømte holdningskorridor – som kritikere kalder den smalle politisk korrekte linje – taber terræn.

”Hver uge kommer der en ny vigtig artikel fra en af aviserne, og jeg tror aldrig, at vi kommer tilbage til der, hvor vi var før 2015. Vigtige mennesker i centrale stillinger har på et personligt plan erkendt, at deres propaganda var forkert, og for hver, der gør det, bliver holdningskorridoren svagere og åbenheden større,” siger han.