Forskere i ny bog: Magteliten skal tøjles, hvis demokratiet skal reddes

Vi lever i et overfladisk demokrati, hvor de vigtigste beslutninger i samfundet tages af en lille magtelite. Sådan bør det ikke være, skriver tre forskere i bogen ”Tæm eliten”, hvori de foreslår et ”Borgerting”

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal .

”Dong. Nogle gange har man kun brug for fire bogstaver for at sætte ord på behovet for at tæmme eliten.”

Sådan indlededes den nye bog ”Tæm eliten” af Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard, alle adjunkter på Copenhagen Business School. Bogen sætter fokus på en magtfuldkommen elite og et dansk folkestyre, som ifølge bogens forfattere trænger til et gevaldigt eftersyn.

At bogen udkom samme dag, som den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs kunne oplyse, at de havde solgt deres resterende aktier i det danske energiselskab med et overskud på 12,4 milliarder kroner på blot tre år, er et tilfælde, men Dong-sagen er et glimrende eksempel på en lille magtelite, der foretager inkompetente beslutninger i strid med folkeviljen, og som derfor skal ”tæmmes”, forklarer Andreas Møller Mulvad.

”Dong-salget var dels et udtryk for magtelitens tiltro til, at man kan løse alle problemer ved at sælge ud af statslig ejendom,” siger Andreas Møller Mulvad og fortsætter:

”Men vigtigst er det, at det var et nøgleeksempel på, at meget, meget få personer i toppen af regeringspartierne og embedsværket igennem en fuldstændig uigennemskuelig proces kunne få gennemført en beslutning, som langt størstedelen af almindelige borgere var direkte imod,” siger han.

Han understreger, at en meningsmåling, foretaget inden salget i 2014, viste, at 80 procent af danskerne var imod salget, mens 11 procent var tvivlende, og kun 9 procent syntes, at salget var en fornuftig idé.

”Men det havde ingen betydning, ligesom det var ligegyldigt, at der var 200.000 mennesker, som skrev under i protest imod aftalen,” siger han.

Ifølge ham var et problematisk aspekt ved salget, at partiernes baglande ikke satte sig igennem og satte stemme på den store frustration, som var dominerende i den brede befolkning.

”Og det er et godt eksempel på, at der er brug for nye kanaler til at få almindelige borgeres holdninger repræsenteret i det politiske system,” siger Andreas Møller Mulvad.

Han påpeger, at der for 50 år siden var betydeligt flere medlemmer af partierne, mere medlemsdemokrati internt i partierne og mindre topstyring, hvilket understreger den skæve magtfordeling i det danske samfund, som bliver tydeligere og tydeligere.

Der er i dag tale om et ”skindemokrati”, skriver de tre forfattere i bogen. Politikerleden er på et højt niveau, flertallet af borgerne deltager ikke i demokratiet ud over ved folketingsvalg og er reelt magtesløse. Også i foreningslivet er deltagelsen faldende, forklarer Andreas Møller Mulvad.

”Folkestyret er blevet overfladisk,” påpeger han.

”Der en magtelite; en lille gruppe personer, der dominerer, når det handler om de store beslutninger, både i staten og i det private erhvervsliv,” siger han.

Magteliten er et integreret netværk af personer, som sidder i toppen af de vigtigste offentlige og private organisationer i det danske samfund. Inden for erhvervslivet vil det sige direktører og bestyrelsesformænd, mens der inden for den politiske verden er tale om det, forfatterne beskriver som en ”statsadel”, bestående af toppolitikerne fra de fleste partier og toppen af embedsværket i de mest indflydelsesrige ministerier som eksempelvis finansministeriet. Og i forskningsverdenen er det rektorerne fra universiteterne samt de økonomiske vismænd. Det er en gruppe af mennesker, der stort set har samme uddannelse. Som oftest er det statskundskab, jura eller økonomi. Hovedsageligt er de uddannet fra Københavns Universitet.

”Hvis man er en del af denne magtens osteklokke; hvis man har en høj uddannelse, bor et sted, hvor folk ligner en og kommer i de samme cirkler, så får man kun bekræftet opfattelsen af, at man er den bedste til at varetage Danmarks tarv, og derfor har man ikke brug for borgernes input,” siger Andreas Møller Mulvad.

Men denne uforholdsmæssig store magt i hænderne på en relativt lille elite fører til dårlige beslutninger, mener bogens forfattere. Derfor skal magt-eliten kontrolleres og stilles til ansvar for sine handlinger, og magten i samfundet skal spredes ud blandt almindelige borgere.

”Vi vil gerne give borgerne mere magt,” forklarer han.

De tre forskere forslår derfor, at det parlamentariske system blandt andet reformeres gennem indførelsen af et nyt andetkammer, ”Borgertinget”, som skal supplere Folketinget.

”Viggo Hørup (avisredaktør, politiker og minister, red.) sagde: Ingen over, og ingen ved siden af Folketinget, men vi siger i stedet, at der netop skal være nogen ved siden af Folketinget,” forklarer Andreas Møller Mulvad og fortsætter:

”Og personligt tror jeg, at hvis Viggo Hørup havde levet i dag, havde han givet os ret. Der er nødt til at ske noget drastisk med demokratiet.”

For Folketinget er ikke særligt folkeligt længere. Derfor skal ”Borgertinget” fungere som en antielitær foranstaltning, der kan give politikerne modspil, og hvor befolkningen repræsenteres på en måde, som afspejler virkeligheden bedre.

Det nye kammer skal ligesom Folketinget kunne foreslå lovgivning, og nye love skal finde flertal i begge kamre. Medlemmer til ”Borgertinget” bliver klædt på til embedet igennem et grundigt uddannelsesforløb, men de skal ikke på valg. I stedet skal de findes ved hjælp af en tilfældig lodtrækning i folkeregistret.

”Hvis du trækker tilfældigt, vil du faktisk komme ret tæt på den reelle befolkningssammensætning i Danmark,” siger han.

Andreas Møller Mulvad påpeger, at akademikere i dag udgør 50 procent af medlemmerne i Folketinget, mens de i befolkningen kun udgør 8,8 procent. Samtidig udgør faglærte og ufaglærte knapt 55 procent af befolkningen, men tæller kun cirka 14 procent af medlemmerne af Folketinget.

”Hvis du havde et borgerting, hvor over halvdelen var faglærte, og kun knapt 10 procent var akademikere, så ville du vil få nogle helt andre praktiske perspektiver på en masse beslutninger,” forklarer han.

Men er det ikke at underkende den viden, passion og faglighed, som almindelige politikere besidder?

”Det synes vi ikke. Fordi den viden og passion, som politikerne har i dag, vil jo fortsat være der,” siger han.

Men det er vel ikke givet, at beslutningerne, der foretages ved hjælp af et borgerting, nødvendigvis vil være bedre?

”Vi siger ikke, at magteliten altid tager fejl, men man vil med et borgerting få et mere ægte repræsentativt demokrati. Og så er det også vores antagelse, at det vil give nogle bedre beslutninger, fordi du vil få et nyt og anderledes indspark,” fortæller han.

Derfor mener Andreas Møller Mulvad, at man kunne have undgået udsalget i Dong, havde man haft et borgerting. Blandt andet fordi, at daværende socialdemokratisk finansminister Bjarne Corydon ikke kun ville have skullet orientere Folketingets Finansudvalg, men også ”Borgertingets”.

”Et borgerting vil kunne stille alle de spørgsmål, som i det her tilfælde ikke blev stillet,” understreger han.

Men er Dong-sagen ikke et enkeltstående tilfælde? Det er vel ikke nødvendigvis en årsag til at ændre på demokratiet?

”Vi synes bestemt ikke, at det er den eneste sag. Man kan også tage fat i skattesagen, hvor de fleste nok kan blive enige om, at det er meget ærgerligt, at staten ifølge den seneste beregning tabte 100 milliarder kroner,” siger han.

De tre forfattere mener, at milliard- tabet i Skat kunne have været undgået, hvis et borgerting havde skulle tage stilling til en stor nedskæringsplan med fyringerne af medarbejdere.

”Ville et borgerting med et flertal bestående af HK’ere, pædagoger, sygeplejersker, håndværkere og ufaglærte have sagt, at det ville kunne have ladet sig gøre at spare 40 procent af medarbejderne og stadig regne med den samme skatteinddragelse? Det tror vi ikke. Der ville man have mindre respekt for de økonomiske modeller og mere respekt for almindelig sund fornuft,” siger han.

Et andet sted hvor forfatterne mener, at magten er for koncentreret, er i toppen af det private erhvervsliv. Også her advokerer de for mere borgerinddragelse i form af borgerrepræsentanter i bestyrelserne.

”I Danske Bank, hvor der bliver forvaltet milliarder, vil vi gerne have en mere demokratisk debat om, hvad det er for nogle prioriteringer, som skal ligge til grund for de beslutninger, der tages. Samfundsrepræsentanter kunne eksempelvis stille spørgsmål ved nogle af de bonusordninger, der hørte til direktørlønningerne efter finanskrisen, ” siger han.

Det lyder som en utopisk tanke, at der skal sidde almindelige borgerrepræsentanter i en privat virksomhed. Hvordan forestiller I jer, at det skal kunne lade sig gøre?

”Det lyder muligvis utopisk, men det er det jo egentlig ikke. Vi har jo faktisk en lov, der blev vedtaget i 1973 om medarbejderrepræsentation. Og hvis der er politisk vilje til det, så kan man sådan set bare udvide loven. Eller ændre loven om sammensætning af virksomhedsbestyrelser og forlange, at et bestemt antal af pladserne bliver givet til samfundsrepræsentanter,” siger han.

”Vi er ikke bange for at sige, at vi mener, at i et ægte borgerligt demokrati bør borgerne også have noget at skulle have sagt i forbindelse med store virksomheder.”

Men Danmark er jo et af verdens mest demokratiske samfund. Maler I ikke Fanden på væggen med denne bog?

”Det synes vi ikke. Men vi skriver jo bogen, fordi vi tror, den har klangbund i et land med en meget stærk demokratisk tradition, som vi ønsker at bygge oven på, da vi mener, at demokrati er en god idé,” siger Andreas Møller Mulvad.