Ny bog om moderskab: Vi skal anerkende, at nogle kvinder gerne vil gå hjemme, mens deres børn er små

For få generationer siden blev langt de fleste børn passet hjemme af deres mødre, indtil de begyndte i skole. I dag sendes de fleste børn i institution i deres første leveår, så både mor og far kan gå på arbejde. Men har det en pris? Og hvorfor skal staten bestemme, om vi skal sende vores børn i institution eller ej? spørger Anne Kirstine Sørensen i debatbogen ”Moderland”

”Jeg synes, at man bør lave åndehuller i den økonomiske samfundsmodel, så børnefamilier selv kan passe deres børn,” siger Anne Kirstine Sørensen. – Modelfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix.
”Jeg synes, at man bør lave åndehuller i den økonomiske samfundsmodel, så børnefamilier selv kan passe deres børn,” siger Anne Kirstine Sørensen. – Modelfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix.

Anne Kirstine Sørensen, du har skrevet en debatbog om institutionaliseringens pris for børn og forældre. Hvorfor?

”For det første er den skrevet som et opråb til politikerne i Danmark. Jeg synes, det er et problem, at vi ikke længere har en familiepolitik, og familien som politisk interesseområde er væk. De danske børnefamiliers rammer defineres derfor af politikken inden for andre områder: skatte-, erhvervs-, social- og ligestillingsområderne, eksempelvis. Siden 1990’erne har der været en fremherskende idé om, at familielivet indretter vi selv, men faktum er, at økonomi og kultur definerer familiens valgmuligheder. Jeg synes, at man bør lave åndehuller i den økonomiske samfundsmodel, så børnefamilier selv kan passe deres børn. Det har været en af Kristendemokraternes mærkesager, men historisk har det også været en sag for de andre borgerlige partier. Hvor bliver Venstre og Det Konservative Folkeparti af her?”.

Hvorfor tror du ikke, det er attraktivt for politikerne at markere sig på det område længere?

”Det spørger jeg også om. Mit indtryk er, at der er et stigende behov blandt forældre for at have mere tid med deres børn, og spørgsmålet er, hvorfor de ikke kan det. Hvorfor er der så stærkt fokus på, at begge forældre skal arbejde og helst på fuld tid? Jeg mener, at man regulerer børn ud i vuggestuerne, når man indretter samfundet på den måde, som vi gør, hvor det er skattemæssigt bedst for en familie, at der er to indkomster. Samtidig finansieres 75 procent af den reelle udgift til en plads i daginstitution med skattemidler, som familierne ikke kan få udbetalt, hvis de selv vil stå for pasningen. Det er meget svært at leve af én indtægt i dag, og disse forhold gør det ekstra svært for folk at træffe andre valg. Jeg oplever et stigende pres fra almindelige forældre, der siger, at de gerne vil noget andet. Men jeg tror, at de store partier er så fokuserede på arbejdsudbuddet, at alene det at foreslå, at en del af arbejdsstyrken går fra for at passe børn i nogle år, er helt utænkeligt.”

Der er vel også et feministisk perspektiv i, at kvinder har kæmpet for retten til at være på arbejdsmarkedet, og at det at gå hjemme kan føles som et tilbageslag?

”For det første betyder det ikke, at kvinderne skal gå hjemme i al evighed, det tror jeg et fåtal selv ville ønske, og for det andet er der altså stor forskel på, hvad kvinderne gerne vil. Der er for eksempel solid forskning fra England, som påpeger, at europæiske kvinders egne præferencer falder i tre hovedgrupper set på tværs af landegrænser: Omkring 20 procent vil gerne gå hjemme hele livet, 60 procent vil gerne gå på deltid eller i hvert fald have muligheden for at få et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor de sætter familiens behov først, og 20 procent vil helst fokusere mest på karrieren, også selvom de har små børn. Den pointe er ikke gået ind på lystavlen herhjemme, hvor alle fokuserer udelukkende på de 20 procent, der gerne vil fokusere på karrieren, og den statslige strategi for ligestilling tilsyneladende går ud på at få alle kvinder til at prioritere sådan.

Det er bare ikke det rigtige for mange kvinder, især ikke når børnene er små. Måske kommer den blinde vinkel, blandt andet fordi vores politikere i høj grad selv er at finde blandt de 20 procent. Det er svært at få øje på de familieorienteredes behov, hvis man selv fokuserer på sin karriere.”

Men hvordan skal man så gøre det? Det er jo allerede sådan, at kvinders løn og muligheder på arbejdsmarkedet forringes ved hvert barn, hun får. Hvordan skal man undgå at gøre det værre, hvis hun også vil gå hjemme i nogle år?

”Alt har en pris i tilværelsen. Jeg droppede selv en ph.d., da jeg havde små børn, fordi det ikke kunne hænge sammen. Det var da ærgerligt, men man kan ikke få det hele. Jeg har ikke løsningen på, hvordan man kan undgå, at det kommer til at koste noget for kvinderne at gå hjemme i nogle år. Måske er en del af løsningen af begynde at værdsætte omsorgsarbejdet mere, herunder hjemlig omsorg. Det er, som om det aldrig er blevet anerkendt som det slid og arbejde, det er at gå hjemme. Det er på mange måder hårdere end at passe et kontorjob, og der er noget fundamentalt uretfærdigt og uhensigtsmæssigt i, at det kun ses som et hul i cv’et. I min optik er det afgørende for børns trivsel, at der er stabilitet og omsorg på hjemmefronten, og hvis den mangler, kan det få konsekvenser senere hen. Derfor ser jeg det som et stort og reelt bidrag til samfundet, når forældre, om det så er mor eller far, påtager sig den opgave.”

Du skriver i din bog, at institutionaliseringen har en pris. Hvad er prisen?

”Mit blik er, at der sker et brud, når vi sender så små børn i institution på fuld tid, i barnets tilknytningsproces og sikkerhed i ikke at blive forladt, som ligger så dybt. Jeg er sikker på, at det ikke er uden omkostninger, og jeg tror, at der er en sammenhæng mellem institutionaliseringen og den psykiske mistrivsel, vi ser senere i skolen med udadreagerende børn og forældre, der er blevet reguleret væk fra deres ansvar.

Men min bog og min pointe er ikke et sort-hvidt mantra om, at alle kvinder skal gå hjemme. Der er forskel på folk, og det er helt fint. Men vi bliver nødt til at anerkende, at folk også vil andre ting, og det bør vi tage hensyn til og indrette vores samfund efter. Jeg foreslår, at familierne skal kunne få hele det skattefinansierede tilskud til børnepasning hjem i familien frem til skolestart som en ret, hvis de selv vil passe deres børn. Man kunne indvende, at det er en del af pakken i et velfærdssamfund som det danske, at børnepasningen er fælles som så meget andet. Men pasning af små børn handler om en så vital del af livet, det er ikke en motorvej, vi skal have finansieret, det er folks nære liv og personlige værdier.”

Moderland. Når staten kupper børnene. Anne Kirstine Sørensen
Moderland. Når staten kupper børnene. Anne Kirstine Sørensen