De bosætter sig i små homogene parallelsamfund med deres egne skoler og religiøse institutioner, hvor prædikanter, som de har importeret fra deres hjemland, prædiker på deres eget sprog.
Ringer det en klokke? Der er selvfølgelig tale om de danske immigranter, der omkring anden halvdel af 1800-tallet drog til USA i hobetal. Eller i hvert fald den bemærkelsesværdige andel af dem, der bevidst valgte at fastholde mindet om Danmark i det fremmede og opbygge en dansk-amerikansk kultur.
Beskrivelsen lyder måske mere som en nutidig indvandringsproblematik. Alligevel skal man være påpasselig med at foretage direkte sammenligninger, forklarer Jørn Brøndal, der er professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, og som netop har skrevet bogen ”Danske amerikanere” om de første danskere, der immigrerede til det nye kontinent.
I 1930 var der 529.000 første- eller andengenerationsindvandrere i USA, hvilket svarer til 15 procent af den danske befolkning på daværende tidspunkt. Og selvom de i dag er blevet en integreret del af den amerikanske smeltedigel, var det bestemt ikke givet på forhånd, at danskerne skulle opgive deres danskhed.
”I Danmark er der i slutningen af 1800-tallet nogle nationale strømninger i gang, som bringes med over Atlanten. Danskerne er stolte af deres ophav og det danske sprog, der for alt i verden må bevares. De tror, at de i eller andet omfang kan være med til at præge den nye nation. Man så ikke USA som en færdigstøbt nation, men som et mulighedernes kontinent, man stadig kunne påvirke,” siger Jørn Brøndal.
De danske immigranter organiserede også deres egne kirker, som fik stor betydning for deres nationale islæt. Særligt de to folkekirkelige vækkelsesretninger, grundtvigianismen og Indre Mission, kom til at spille en afgørende rolle. Men hvor vi i dag nok har en opfattelse af indremissionærerne som de lidt konservative og grundtvigianerne som dem, der er lidt mere fremme i skoene, så forholdt det sig anderledes dengang i USA.
”Det er særligt de danske grundtvigianere, som lægger vægt på at bevare det nationale, mens indremissionærerne er mere modtagelige over for den amerikanske kultur. Grundtvigianerne vil ikke give slip på det danske sprog, som de mener, at man skal prædike på, og de bliver af indremissionærerne beskyldt for at være bagstræberiske og for ikke at tage del i det amerikanske fællesskab,” siger Jørn Brøndal.
Noget helt unikt, som de danske grundtvigianere gjorde, var at importere præster fra Danmark til USA. Grundtvigianerne forsøgte samtidig at skabe deres egne danske kolonier som Tyler i Minnesota og Danevang i Texas. For nogle grundtvigianere var det vigtigt ikke bare at fastholde kirken, man skulle også ligefrem inspirere danskerne til at isolere sig fra amerikanerne for at fremme det danske. Her var indremissionærerne noget mere åbensindede, også selvom ligeledes nogle af dem etablerede kolonier.
”Der er nogle idéer om, at så længe man kan beskytte sig selv mod alt for meget amerikansk indflydelse, så skal tingene nok blive bedre. Man er bange for, at de unge bliver slugt op af de amerikaniserede storbyer, der i deres optik repræsenterer noget syndigt,” fortæller Jørn Brøndal.
Det var dog ikke kun i de religiøse fællesskaber, at det nationale blev ophøjet som noget helt særligt. I logen Dansk Brodersamfund, blev der afholdt fester med traditionel dansk musik og dans, mens Dannebrog vajede over storslåede rød-hvide parader. Logen blev ofte rosende omtalt i den største dansksprogede avis, Den Danske Pioneer, hvor man både kunne læse om udviklingen i USA og om, hvad der foregik i fædrelandet.Danskerne var langtfra de eneste immigranter, der lagde vægt på deres egen baggrund. Det gjorde sig gældende for stort set alle folkeslag i USA, at man gerne ville bevare noget fra den gamle verden.
”Man siger, at det at blive amerikaner kan lade sig gøre gennem en slags dualisme, hvor man på den ene side hylder USA som sin brud, mens man holder fast i fædrelandet som en slags moder. Og af religiøse og racemæssige årsager bliver danskerne fremhævet som gode immigranter, hvilket giver dem lang snor i forhold til at fastholde og fejre deres danske ophav,” fortæller Jørn Brøndal.
Den amerikanske tolerance over for det dualistiske tilhørsforhold til fædrelandet varede dog ikke evigt. Ved Første Verdenskrigs udbrud opstod der en grundlæggende mistillid til særligt tyskerne, og det smittede af på opfattelsen af de danske immigranter.
”Danskerne begynder at være mere forsigtige med at fejre deres etniske baggrund, og i staten Iowa, hvor mange danskere er bosat, bliver alle andre sprog end engelsk forbudt i det offentlige rum. Det betyder, at man nu også skal prædike på engelsk, og det bliver danskerne fortørnede over,” siger Jørn Brøndal.
I 1918 gik der sågar rygter om, at Iowas guvernør ved en tale havde kritiseret danskerne for at opdrage deres børn til at blive 100 procent danske. Ved samme lejlighed skulle han angiveligt have sagt, at danskerne burde være mere taknemmelige for deres nye hjem I USA, eftersom de jo var kommet fra ”the filth of Denmark”.
For at bevise deres loyalitet begyndte flere danskere at hejse det stjernespækkede amerikanske flag. Med nye indvandringsrestriktioner i 1920’erne begyndte det danske sprog så småt at forgå, og Dannebrog blev lagt på hylden. Drømmen om et Danmark i USA begyndte langsomt at uddø.
Med genfortællingen af historien om danskerne, der indædt kæmpede for at bevare deres identitet, kan man let blive fristet til sammenligne med nutidens indvandrere i Danmark. Men det skal man være påpasselig med, mener Jørn Brøndal.
”Man skal passe på med at drage direkte paralleller mellem danske indvandrere til USA dengang og flygtninge og indvandrere i Danmark i dag. Danskerne i Amerika havde også en ambition om at fastholde det, de havde med hjemmefra. Men de kunne gøre det i et miljø, som accepterede det, fordi de i den grad mindede om den dominerende gruppe i USA. Vi var lyse i huden, havde blå øjne, og vores religion mindede meget om det, som man i forvejen praktiserede i USA.”
Jørn Brøndal påpeger også, at USA dengang var et ufærdigt land, der i høj grad var baseret på indvandring, hvilket gør det svært at sammenligne med nutidens Danmark.
”Vi har en lille havfrue, men vi har altså ikke nogen frihedsgudinde stående til at byde folk velkommen i vores havn. Derfor er det svært at lave en direkte sammenligning, men det er da interessant, at en stor gruppe danske immigranter dengang var bange for, at en form for ret tro risikerede at gå tabt i det multikulturelle amerikanske landskab.”
Kan vi lære noget ved at se tilbage på dengang, vi selv var immigranter i et fremmed land?
”Der er nogle mekanismer omkring indvandring og det at forsøge at fastholde sin egen kultur, som man både kan se i dag og dengang. Vi kan lære, at grupper der indvandrer til andre lande, bringer noget med sig hjemmefra. De kommer ikke som renvaskede tavler, de kommer med noget kulturel bagage, og det er ikke usædvanligt, at de forsøger at fastholde det.
Der går gerne et par generationer eller tre, før det gamle sprog er udvisket, og med hensyn til religiøse skikke og traditioner kan det tage betydeligt længere tid.”