Prøv avisen
Debatinterview

Opgør med Brinkmann og Schultz Jørgensen: Vi kan ikke stå fast uden noget at stå fast i

Illustration: Rasmus Juul

I debatten om opdragelse og pædagogik taler stadig flere om behovet for ånd, medmenneskelighed og fællesskab. Men populære debattører som Svend Brinkmann, Per Schultz Jørgensen og John Aasted Halse stopper på halvvejen, fordi de ikke tør tage Gud og næsten med, siger Carsten Hjorth Pedersen, leder af Kristent Pædagogisk Institut og forfatter til den nye bog ”Skift fokus”

I din bog skriver du indledningsvis, at det klassiske pædagogiske ideal om at sætte barnet i centrum i dag er gået grassat i retning af det selvcentrerede og selvpromoverende. Men samtidig langer du ud efter nogle af de stemmer i den offentlige debat, som kritiserer denne udvikling. For eksempel psykologiprofessor Svend Brinkmanns opfordring til at ”stå fast” over for selvudviklingsmanien og pædagogikprofessor Per Schultz Jørgensens opfordring til at styrke barnets karakter i stedet for at agere curlingforælder. Hvem er det egentlig, du vil have til at skifte fokus?

Det er rettet mod begge sider. Bogens titel er valgt som en kommentar til Svend Brinkmann. Mit afsæt er, at jeg ser det som en forfriskende vårvind i det pædagogiske univers, at der er kommet dette opgør med årtiers selvfokuseret pædagogik, som Brinkmann, Schultz Jørgensen og psykologerne John Aasted Halse og Ulla Dyrløv repræsenterer. Men jeg ser et behov for at sige det, de siger, plus noget mere. For jeg mener, at deres kritik mangler et fast grundlag. De tør ikke sætte ord på, hvad livets ultimative mål er. Her sætter jeg så Gud og næsten ind.

Men er der særligt meget nyt i kritikken af individualisering, ansvar for egen læring, barnet i centrum og forældre, der ikke stiller krav? Denne kritik er jo blevet fremført jævnligt i årevis, blandt andet af dig selv i bogen ”Pædagogik i kristent perspektiv” fra 2002.

Det er rigtigt, at kritikken har været der længe. Men det nye er for mig at se, at der nu bredt set i det pædagogiske miljø er en vending på vej. Uanset kritikken har der været en stærk bevægelse mod øget selvfokusering og en trend om, at skole og opdragelse skal indrettes efter konkurrencestaten. Nu ser det ud til, at det mere dannelsesorienterede syn er ved at få overtaget, som forfatterne til ”Pædagogikkens idéhistorie”, Ove Korsgaard og Jens Erik Kristensen, også for nylig sagde i jeres avis. Det, som så optager mig, er, at jeg, når jeg læser de kritiske bøger af Brinkmann med flere, ikke kan få øje på Gud og næsten. Jeg mener, de stopper på halvvejen.

Risikerer man ikke at tabe det brede danske bogpublikum, hvis man eksplicit stiller Gud og næsten op som målet med det hele? Du skriver selv, at i det grundtvigsk-liberale-socialdemokratiske danske samfund får mange ”myrekryb”, hvis man taler alt for direkte om det emne.

Jo, det kan være taktisk formålstjenligt for at nå bredt ud at udelade Gud. Og jeg ser det i øjnene som en reel fare, at mange står af, når man stiller det op, som jeg gør. Men jeg vil ikke prostituere mig for at nå ud til flere. På den lange bane mener jeg, det er svært at fastholde næsteperspektivet, hvis man vil udelade Gud af ligningen. Jeg har stor respekt for, når folk som Per Schultz Jørgensen vil sætte medmennesket og fællesskabet i centrum, men min pointe er, at der ligger mere i at være min næste end at være et medmenneske. Som Søren Kierkegaard- forskeren Peter Tudvad har sagt, er det kun muligt at se den anden som sin næste, fordi man står til ansvar over for en højere instans. Som lignelsen om den barmhjertige samaritaner viser, er der et moralsk påbud om ikke alene at tænke medmenneskeligt, men at agere i forhold til sin næste.

Når Svend Brinkmann oplister sine ”ståsteder”, er det en række værdier, som flugter med grundlæggende kristne værdier. Er det ikke meget fornuftigt at opstille en ramme, hvor mange kan være med, og dem, som ønsker at indsætte Gud og næsten som meningen med det hele, bare kan gøre det?

Svend Brinkmanns synspunkt er ikke ateistens, men agnostikerens. Det kan være, at Gud er der, vi ved det ikke. Jeg er ikke agnostiker, jeg ønsker ikke at sige, at der muligvis er en Gud; jeg tror, der er en Gud. Og det er min påstand, at agnostikerens position ville være ligegyldig, hvis ingen som jeg hævder, at Gud findes. Jeg kan langt hen ad vejen følge Sørine Gotfredsen, som i jeres avis anklagede Brinkmann for at nasse på kristne værdier og kultur.

Du skriver i din bog, at et af de mest dominerende tabuer i vores tid er svaghedens. Hvordan spiller det ind i synet på opdragelse og pædagogik?

Kristendommen er om noget den religion, der har adlet svagheden. Ikke fordi det ikke er godt som menneske at gøre sig umage og være stærk, men fordi troen rummer en accept af svagheden. At have en Gud, der blev bragt i den svagest tænkelige position, befrier os fra en overanstrengelse. De fleste af os har personlige erfaringer med, at det ikke er alle idealer, vi får fulgt; vi får ikke realiseret de fællesskaber, vi gerne ville have. Så er det godt, der er håb om tilgivelse. I en livsforståelse med ”ståsteder” uden Gud og tilgivelse bliver projektet med medmenneskelighed og fællesskab let et projekt for de vellykkede, stærke og overskudsprægede, men uden at alle magter at være med.

Og så omtaler du tilmed ”den befriende arvesynd”. Idéhistorikerne slår ellers fast, at det lutherske arvesyndsbegreb allerede med oplysningstiden i 1700-tallet gled ud af dansk pædagogik og børneopdragelse til fordel for et syn på barnet som et naturligt væsen i sin egen ret. Vil du tilbage til reformationstiden?

Begrebet arvesynd blev i reformationstiden og også senere brugt til at tæske børn i hovedet. Det vil jeg ikke tilbage til. Jeg mener, at det befriende i arvesynden er realisme og tilgivelse. Vi har alle nogle punkter, hvor vi kommer til kort, men kan glæde os over, at Gud tilgiver os arvesyndere. Arvesyndsbegrebet befrier os også fra den ækle selvgodhed. Men begrebet giver kun mening, hvis man tror på Gud. Det fastholder efter min mening også en sund realisme, så vi hverken forfalder til naiv optimisme eller sort pessimisme. Svend Brinkmann og de andre har efter min opfattelse en tendens til det første.