Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debatinterview

Ny debatbog: Troldene er også din veluddannede og venlige nabo

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Troldene er også din veluddannede og venlige nabo, fortæller Nana Dall, der er medforfatter til debatbogen ”Kan trold tæmmes?”

FÆNOMENTET trolling har eksisteret så længe som internettet selv. Bag skærmen får folk afløb for frustrationer, vrede og kedsomhed ved at lade provokerende og hadefulde holdninger komme til udtryk. Og fænomenet er ikke blevet mindre med de sociale mediers evigt åbne debatfora.

Trolling kan imidlertid ikke bare affejes som digitale sure opstød. Troldeadfærden påvirker vores debatkultur, og det truer den demokratiske samtale, fortæller Nana Dall, der er cand.psych., kaospilot, konfliktmægler og en af de tre forfattere bag bogen ”Kan trold tæmmes?”.

”Længe har vi haft en forestilling om, at dem, der troller på internettet, er nogle afstumpede kældermennesker med fedtet hår og pizzabakker over det hele. Men hvis vi vil forstå det her fænomen, så er vi nødt til at nuancere begrebet,” fortæller hun.

Hvis ikke trolden er et ”kældermenneske”, hvem er det så?

Trolden er både kældermennesket, men også din veluddannede og venlige nabo, dine kolleger og dine børn. Det er dig og mig.

Der findes ikke én troldetype, men troldeadfærd, som kan se ud på mange måder. Og i bogen har vi lokaliseret fire motiver til at trolle: sadisme, ideologi, egoisme og medløberi.

Hvor det første motiv passer på stereotypen af det lidt forsmåede menneske, som er motiveret af et sadistisk ønske om blot at nedgøre, vil mange formentlig kunne genkende sig selv i det idealistiske motiv. Her kommer man bevidst som ubevidst til at trolle, fordi man er særligt optaget af en værdimæssig sag – alt fra dyrevelfærd over klima til modermælkserstatning.

Fælles er en form for afmægtighed, som man kan handle på med kommentarer og likes. Vi legitimerer det med et højere mål om at gøre verden til et bedre sted, og da det føles rart at handle, gør vi det gerne igen og igen til et sådant punkt, at vi ikke længere kan se, at kommentarerne er grove, personlige og ekskluderende. Og vreden, ja, den er ikke blevet mindre. Vi har ironisk set opsøgt den ved at dyrke de holdninger, vi er uenige i. På samme måde vil mange ubevidst bidrage til trolling, når vi liker, deler eller kommenterer uden at tænke os om.

I kalder troldeadfærden for et demokratisk problem. Kan man ikke sige, at folks mulighed for frit at ytre sig online netop er det, demokratiet er gjort af?

Det er ytringsfrihedens digitale dilemma. Der er mange trolde, som spiller ytringsfrihedskortet, så snart de bliver bedt om at tale ordentligt, bliver modereret eller smidt ud af debatfora. Problemet er bare, at yringsfriheden bliver en undskyldning for at svine andre mennesker til. Og det resulterer i en online- kultur, som får folk til at trække sig fra debatten.

Men hvis trollerne repræsenterer holdninger i befolkningen, hvem skal så gøre sig til dommer over, hvilke stemmer der bedst tjener demokratiet?

Ja, her kommer vi ind på et ret interessant psykologisk perspektiv. For mange har en oplevelse af, at det, der sker i det digitale univers, er udtryk for, at nogle endelig får lov at udtrykke sit ”sande jeg”. Impulser og følelser som frustration, vrede og begær er jo en helt naturlig del af den menneskelige psyke. Men det er de mekanismer, der skal beherske dem, også.

Digitalt opstår der imidlertid en form for hæmningsløshed, som vi aldrig ville tillade, hvis vi stod over for hinanden fysisk, hvor vi evigt afstemmer og tilpasser os for at passe ind i sociale og kulturelle kontekster. Man kan sagtens sige tingene, som de er, uden at svine folk til.

Hvad siger det om vores samfund, at mange har brug for den her digitale ventil?

Jeg tror ikke, der er mere vrede end før i tiden. Der er bare kommet en ventileringskanal, hvor man får lov til at give los. Og det skaber ikke bare vold, chikane og krænkelser. Det truer også vores demokrati. Vi ser de her bevægelser flere steder – hvor grupper og minoriteter, som har rigtig meget på hjerte, finder aflad for det på en uhensigtsmæssig måde.

Men i det digitale rum er vi endnu ikke landet normmæssigt. Der hersker en uenighed om, hvad det vil sige at være digitalt dannet, hvordan tonen skal være, og hvornår noget skal rapporteres eller slettes.

Derfor bliver vi nødt til at have en debat om, hvordan vi taler sammen. Og det går to veje. En af dem, vi interviewede, sagde meget fint, at det godt kan være, vi ikke må kalde folk for ”retarderede” og ”kællinger”, men at de fleste jo ikke kan diskutere på nordsjællandsk. Den fine, akademiske samtaleform kan jo i samme grad være ekskluderende og nedgørende. Og mange af de trolde, vi har talt med, fortæller, at de skruer op for provokationerne for netop at fange en opmærksomhed, de ellers er foruden.

Når vi vender os til at se trollerne på nettet, er det så en normalisering, der finder vej ud i vores fysiske debatkultur?

Tonen er særlig grov på de sociale medier, hvor der ikke er den samme naturlige korrigering, vi har i det fysiske rum. Men når man ser på debatkulturen i tv-debatter for eksempel, så synes jeg helt klart, det vidner om et generelt problem. Den grove retorik er blevet et mere legitimt redskab til at få folk til at lytte. Og det giver også clicks, likes og views i det fysiske rum.

Hvorfor er det så vigtigt, at vi kender til de forskellige typer troldeadfærd?

Ofte ligger der noget almenmenneskeligt bag – et behov for tryghed, omsorg eller sikkerhed. Så hvis vi går mere nuanceret til fænomenet, så giver det måske muligheden for at skabe mere nærvær frem for distance og isolation. De sociale medier er jo en fantastisk platform for at skabe debat på tværs af en masse kulturelle og geografiske skel. Og hvis vi bliver ved med udelukkende at se trolden som en stakkels, afstumpet kældermand, så kommer vi ikke problemet til livs.

Der er ikke ét svar på det her, men vi skal først og fremmest tage det alvorligt. Og det kræver, at vi forstår, hvorfra det kommer.

Så kan trolde tæmmes?

Nogle kan, og andre kan ikke. Og sådan er det også ude i den fysiske virkelighed. Men jeg tror, vi kommer langt ved at se på vores egen adfærd. Når man sidder bag en skærm og kommenterer, liker og poster ting, så sender man jo lidt af sig selv og sin identitet af sted. Og det gør, at man er meget mere sårbar over for reaktionerne.

Samtidig har vi generelt en hård samtaleform online. Og det er jo paradoksalt, at vi på én og samme tid er hårdere og mere sårbare online.