Hvor tit ser man lige en finsk dokumentar? Det er ikke just mediehverdagskost, men nu kan man se en af slagsen på DR 1, betitlet ”Krigens kolde ansigt”. Den handler nu ikke om Vinterkrigen mellem Finland og Rusland, eller Sovjetunionen, tilbage i 1939-40, men den handler også om krig. Den handler om Finland og Rusland, og man må nok sige, at når det kommer til naboskab med Rusland, er finnerne erfarne folk, og sådan nogle er som bekendt gode at gæste.
Krigen er Ruslands krig mod Ukraine, og det er den finske præsident, Sauli Niinistö, som i den anledning har sagt: ”Nu er maskerne faldet. Vi kan se krigens kolde ansigt.” Og krigens kolde ansigt har fået den finske opinion og de finske politikere til at se landets sikkerhedspolitiske situation i et nyt lys, kaste neutraliteten over bord og ansøge om optagelse i Nato.
Som Kaj Munk engang skrev det: ”Iagttagelse af absolut neutralitet under alle forhold betyder at være afdød. At leve er lig med at reagere.” Således har finnerne reageret og valgt side, og stik imod Putins politik bliver Nato udvidet snarere end standset. På de danske villaveje er der sommetider naboværn, hvor naboerne værner sig mod indbrud, men det kan nu også være påkrævet at værne sig mod naboen, og Finland har 1340 kilometer grænse til fælles med Rusland.
Det finske Nato-medlemskab er også det definitive farvel til den ulyksalige finlandisering. Ja, den har vel været på retur siden afslutningen af den kolde krig, men ellers var finlandiseringen jo betegnelsen for Finlands uformelle underordning under Sovjetunionen. Efter Anden Verdenskrig fik finnerne lov til at beholde deres selvstændighed og demokrati, men på russernes betingelser og med kravet om at gå på politiske kattepoter i forhold til den store nabo, der som andre diktaturstater var lige så storskrydende som nærtagende. Den finske Europaparlamentariker Heidi Hatula mente ganske vist, at ”Finlandisering 2.0 begyndte, da Putin kom til magten”, og at finnerne havde været alt for blåøjede i forhold til Putins Rusland, men det har de jo mildest talt ikke være ene om.
”Krigens kolde ansigt” udmærker sig ved, at man også møder russere, som støtter krigen mod Ukraine. Man kan være nok så uenige med dem, men det er dumt ikke at lytte til dem. En russisk politiker, Vitalij Milonov, fra Det Forenede Rusland ironiserer over europæernes kærlighed til det eksotiske og diverse minoriteter og erklærer: ”Men det skifter. Først var det katte, så hvaler og nu ukrainere.” Det er ganske betegnende, at støtten til ukrainernes nationale overlevelseskamp bliver betegnet som en eksotisk grille – hvor latterligt at hjælpe et folk, som bare burde ligge på maven for Rusland og lade sig finlandisere.
Jo, ”Krigens kolde ansigt” lader mange røster komme til orde, og det er interessant at få et finsk perspektiv på den aktuelle sikkerhedssituation. I forhold til Rusland lader det til, at de tusind søers land er færdig med at være de tusind hensyns land.
Jesper Bacher er sognepræst.