I kristendommens historie har Lukasevangeliet spillet en særlig rolle. Det er alene her, vi finder så betydningsfuldt fortællestof som for eksempel lignelsen om den barmhjertige samaritaner og lignelsen om den fortabte søn. Fortællinger, der siden hen han inspireret ikke så få kunstnere.
Evangeliet udmærker sig også ved sine fortællinger om Marias bebudelse og om Jesu fødsel på kejser Augustus’ tid, det såkaldte ”juleevangelium”, ligesom det er ene om at fortælle om Jesu himmelfart. Også den prægtige fortælling om den opstandne Jesu møde med to disciple på vej til Emmaus finder man kun hos Lukas.
Men ud over at have sat sine spor i kirkeårets kalender udmærker evangeliet sig på andre måder. Det er især her, at vi møder stof om omsorg for og hjælp til syge og fattige, ligesom Lukas ikke holder sig tilbage med sin kritik af de rige og med formaninger om ikke at lade sig binde af ejendom og rigdom.
Også kvinder får en særlig plads hos Lukas, når han for eksempel som den eneste fortæller om Jesu besøg hos Martha og Maria, og når han drastisk ændrer de andre evangeliers fortælling om kvinden, der salver Jesu hoved inden hans død. Hos Lukas er det blevet til en fortælling om en syndig kvinde, der salver Jesu fødder.
At pege på det enestående stof er der ikke noget nyt i. Men det kan der være, hvis man ser det i lyset af, at forfatteren til Lukasevangeliet har tilstræbt at fortælle om Jesu forkyndelse i ord og gerning på en ganske anden måde sammenlignet med de andre evangelier. Det skriver han om i sit forord, der også er enestående blandt evangelierne.
Her hedder det ikke alene, at mange andre har forsøgt at skrive om begivenhederne, men også at forfatteren vil gennemgå det alt sammen grundigt og skrive om det fra begyndelse til slutning i rigtig rækkefølge.
Det ser altså ud til, at Lukas ikke alene har kendt de andre evangelier, men også, at han finder det nødvendigt at ”genskrive” indholdet på en ganske anden måde. Inden for nytestamentlig forskning har det været en udbredt opfattelse, at Lukas har kendt Markusevangeliet og en såkaldt talekilde (Logia- eller Q-kilden).
Sidstnævnte eksisterer ikke, men er ikke desto mindre nærmest blevet taget for givet som forklaring på, at Matthæus- og Lukasevangeliet har en del talestof til fælles ved siden af fortællestof, de to har fra Markusevangeliet (den såkaldte tokildehypotese).
Men hvorfor ikke gå en anden vej og forklare det fælles talestof med, at Lukas delvist har det fra Matthæus, ligesom han som Matthæus har en del fortællestof fra Markus? Det er der engelsksprogede forskere, heriblandt især Michael D. Goulder, der har gjort.
Her kommer så også dateringsspørgsmålet på banen. For hvis Lukas har kendt både Markus- og Matthæusevangeliet, der formentlig er skrevet henholdsvis omkring år 70 og i 80'erne, så må Lukasevangeliet være senere end de to skrifter. Og så er vi inde i 90'erne. Det er en mulighed.
Men nok så sandsynlig er også den mulighed, at Lukas også har kendt Johannesevangeliet, som man plejer at placere som det sidst affattede evangelium i 90'erne. Men den rækkefølge er ikke sikker, for fælles stof for Lukas- og Johannesevangeliet skal ikke nødvendigvist forklares med Johannes’ kendskab til Lukasevangeliet, men snarere omvendt med Lukas’ kendskab til Johannesevangeliet.
Det synspunkt møder man i dag hos nogle engelsksprogede forskere, især Barbara Shellard, der placerer Lukasevangeliet i slutningen af det første århundrede. Jeg vil så mene, at vi kan bevæge os endnu længere frem i tiden til omkring 120-140. Det vender jeg tilbage til, for endnu et enestående træk ved Lukasevangeliet skal fremhæves.
Evangeliet adskiller sig nemlig også fra de andre evangelier ved at have en fortsættelse i form af Apostlenes Gerninger. Det er der ikke noget nyt i at påpege; det har man ment siden slutningen af 2. århundrede.
Men det nye kunne være i højere grad at se evangeliet som første bind i forhold til Apostlenes Gerninger som andet bind i det såkaldte lukanske dobbeltværk. Dette fremgår nemlig indirekte af forordet til evangeliet, hvor forfatteren gør rede for sit formål at skrive om det alt sammen fra begyndelse til slutning.
Her er Apostlenes Gerninger utvivlsomt også tænkt med, for når forfatteren flere steder i evangeliet lader Jesus forudsige, hvad der skal ske efter hans død, da fortælles der i Apostlenes Gerninger om opfyldelsen heraf.
For eksempel forudsiger den opstandne Jesus i Lukasevangeliet Helligåndens komme, hvilket pinsedagens begivenheder er opfyldelsen af (Apostlenes Gerninger 2).
Det er også bemærkelsesværdigt, at forfatteren i forordet til begge bind henvender sig til en person ved navn Theofilus og i første bind forsikrer ham om, at han skal få vished om pålideligheden af det, han er blevet undervist i.
Theofilus er nok en nyomvendt kristen, der skal have uddybet, hvad Kristustroen går ud på. Men måske skal han også overbevises om, at Kristustroen ikke er uforenelig med at være borger og endda en som Theofilus socialt højt anset i Romerriget.
Det lukanske værk vil gang på gang vise, at når Jesus og hans efterfølgere konfronteres med romermagten, finder denne ikke den kristne bevægelse politisk farlig. Dette apologetiske træk gennemsyrer værket lige fra beretningen om Jesu fødsel, hvor hans forældre pligtskyldigt lod sig indskrive ved folkeregistreringen, til beretningen om Paulus i husarrest i Rom, hvor han frimodigt uden hindringer kunne forkynde evangeliet, som der står. Så konfliktfrit kunne forfatteren ønske sig forholdet mellem de Kristustroende og den politiske magt.
Og her er vi så igen ved spørgsmålet om datering. Faktisk skal vi frem til anden halvdel af 2. århundrede, før vi har klare vidnesbyrd om det lukanske dobbeltværk. Tidligere har man ment, at den oldkirkelige kætter Markion som den første cirka år 120 udarbejdede en nytestamentlig kanon med breve af Paulus og Lukasevangeliet. Men det er usikkert, om der er tale om Lukasevangeliet. Og er det ikke tilfældet, kan Lukasevangeliet være skrevet senere end år 120 – måske som modstykke til Markions evangelium.
For hvor Markion har renset Kristustroen for al jødedom, er der hos Lukas en klar forestilling om Kristustroen som sand jødedom i modsætning til den officielle jødedom, som blandt andet er repræsenteret ved farisæerne. Et sådant apologetisk træk harmonerer også med, at Lukas fremstiller Kristustroen som opfyldelse af gammeltestamentlige profetier.
Så ville den heller ikke fremstå som en ”ny” religion, hvilket romermagten så som noget fordærveligt og overtroisk, der skulle bekæmpes. Således omtaler statholderen Plinius i et brev til kejser Trajan i år 112 faren ved den kristne bevægelse, som han karakteriserer som ”en fordærvet og overdreven overtro”.
Måske reagerer Lukas over for dette. Så kan det give god mening med en datering cirka 120-140 i en tid, hvor kristne rundt omkring blev forfulgt af lokalbefolkningen, stillet for den romerske statholder og i flere tilfælde led martyrdøden.
Lukas’ fremstilling af Jesu lidelse og død kan være præget heraf, og Peters og Paulus’ martyrdød forudsættes også, om end det ikke omtales. Kejser Trajans svar til Plinius gik ud på, at når kristne blev stillet for retten og fastholdt deres tro, skulle de straffes med døden. Det harmonerer med, at Peter og apostlene et sted i Apostlenes Gerninger under et retsforhør tillægges de ord, at ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”.