Årsskiftet er for mange af os en anledning til at kaste et tilbageblik på det gamle år. Både på det personlige plan og i det offentlige rum har regeringsskiftet og flygtninge-/migrantsituationen fyldt meget denne gang.
Mange reaktioner er stærkt følelsesprægede. Der er ikke noget i vejen med at have og vise følelser for hinanden eller for en sag. Men jeg finder det urimeligt, når nogle tilsyneladende mener, at følelser i alle forhold er vigtigere end saglige argumenter, og at netop deres følelser for en bestemt sag er ”god tone”. Ikke mindst i de kirkelige sammenhænge, som denne avis læses i, oplever vi en voldsom stigning i en ny, moraliserende form for kristendom, hvor evangeliet, bibelhistorier og Jesus-ord bliver brugt som ”argument” for politisk stillingtagen. Det er ikke altid den præcise og klare argumentation, der præger den nye kirkelige moralisme, men ofte følelserne og det, som disse følelsesfulde personer har defineret som ”den gode tone”.
Bibelens beretning om Josef og Marias vanskeligheder med at finde herberg og deres senere flugt over hals og hoved bliver misbrugt som ”argument” for netop den aktuelle flygtninge- og migrantpolitik, som de pågældende personer finder rigtig. Hvis ikke vi ”føler” som dem, er vi kolde og kyniske.
Jeg mener, der er mange gode saglige argumenter for, at den tyske forbundskanslers ”Willkommenspolitik” er dybt skadelig for hendes land, hendes nabolande og deres befolkninger. Jeg kan ikke acceptere, at lige netop mine anderledes politiske holdninger skulle gøre mig til kyniker og et dårligt menneske.
Ja, vi skal hjælpe mennesker i nød. Det er dit og mit helt personlige ansvar. Men der findes ingen særlig kristelig opskrift på, hvordan vi skal gøre det. Den nye kirkelige moralisme stiller sig i vejen for evangeliets forkyndelse til dig og mig om, hvad det vil sige at være menneske, at være under Guds dom og Guds befrielse, og tage vort ansvar på os - både medmenneskeligt og politisk.
De nye moralister tangerer nu Indre Mission, hvis formand for nylig brugte sin plads i Indre Missions Tidende på at belære Folketinget - og læserne - om den rette form for u-landshjælp. En ny kvindelig biskop i den anglikanske kirke bliver citeret for at ville bruge talerstolen til at bedrive den kønspolitik, hun går ind for. Det er ikke evangeliets forkyndelse, der har topprioritet.
Mit ønske for det nye år er en besindelse på, at vi hver især engagerer os, at vi gør det med og trods al menneskelig skrøbelighed og foreløbighed, og at vi skylder hinanden respekt, saglighed og åbenhed - og ikke at gå i dækning under én eller anden kirkelig moralisme. I tidens politik må det derfor være argumenterne og ikke følelserne, der tæller.
Bo Torp Pedersen er mag.art.