Kulturminister Bertel Haarder (V) har haft tid at kommentere mit indlæg fra den 30. december her i Kristeligt Dagblad. Anledningen til drøftelsen er ministerens ønske om en ny dansk kulturkanon - en oversigt over centrale danske værdier.
Ministeren har nævnt blandt andre arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen, og han nævner også den danske guldalder i første del af 1800-tallet som et kulturelt højdepunkt. Jeg er helt enig med ministeren, også når han skriver, at inspirationen til det meste af dette kom fra vor europæiske omverden.
Men importen af idéerne bag arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen er noget, som visse danskere kalder ”ideologier”, socialisme, liberalisme og demokratisme, det er vist ikke så godt. Guldalderens beundring af ”de skønne kunster, det gode, det sande og det skønne” er vist også menneskeidéer, som helt fornægter menneskets syndighed. Det er heller ikke så godt, i al fald i øjnene på ministerens ”venner”.
Min fornemmelse er, at ”vennerne” energisk vil hævde, at det eneste, der gælder, er ”loven”, som sætter os syndige mennesker på plads. Ideologierne et menneskeværk. ”Vennerne” henviser alvorsfulde til mottoet over Københavns Domhus: ”Med Lov skal Land bygges”. Citatet er fra fortalen til Jyske Lov fra 1241, og denne fortale anses af mange som en virkelig kærnedansk tekst.
Nu er der så lige det forhold, at netop denne fortale har sine rødder dybt i europæisk historie. Et centralt sted er: ”Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.”
Flere af Danmarks bisper, som var med til at skrive loven, havde studeret i Paris, og de har med sikkerhed mødt Isidors idéer i studietiden. Og netop denne del af lovens fortale er et ordret citat af den katolske biskop Isidor af Sevillas ”Etymologier” fra cirka 630. Dette værk fik stor betydning i Europas historie - også i Danmark. Isidors værk er i al fald nævnt i ”Compendium Saxonis” (Sammendrag af Saxo) fra cirka 1342.
Ministerens "venner" er som nævnt afvisende over for ideologier, principper om menneskerettigheder er noget af det værste. Ser vi nu på den franske erklæring om menneskerettigheder fra august 1789, så læser vi, at ordet ”Loven” eller ”Lov” nævnes 12 gange. Det kan vennerne vel ikke have noget imod? Den tilsvarende erklæring om kvinders rettigheder fra to år senere bruger ordet lige så ofte. Men hvordan har ministerens venner det med, at klare ideologiske tekster hele tiden henviser til loven, som bør være ”efter landets sædvane”? Ikke efter Moseloven!
Tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) offentliggjorde i 2006 sin Kulturkanon. Også her kan jeg forstå forslagene. I europæisk sammenhæng bemærker jeg, at denne kulturkanon inddrager Bordesholm-alteret i Slesvig Domkirke. Det er et pragtværk. Mest i øjnefaldende er placeringen af Eva og Adam. De er placeret på højde med Jomfru Maria i kompositionen.
Kommentaren henviser til et værk af Albrecht Dürer fra 1511. Dürer havde netop været i været i Italien og der set værker af renæssancekunstnerne. Fremstillingen af Eva og Adam er kopier af Dürers skitser, og de italienske kunstneres værker er synlige udtryk for renæssancens menneskesyn: ”Hverken himmelsk eller jordisk, hverken dødelig eller udødelig har vi gjort dig, så at du som din egen skulptør og former frit og ærefuldt skal kunne give dig den form, du helst vil have.” (Pico della Mirandola 1486).
Renæssancens ID om menneskets frie vilje og muligheder møder modsætningsvis Luthers idéer om menneskets ”trælbundne vilje”. Som bekendt er Luther helt afhængig af Augustins idé om menneskets arvesynd, og denne idé (ideologi?) er grundlæggende for visse danske fortolkninger af kristendommen.
Så hvis jeg skulle pege på noget, som er enestående for dansk kulturdebat, så bliver det Krarup-klanens helt særlige danske fortolkning af den lutherske version af kristendommen. På den ene side fordømmer klanen lovreligioner, og på den anden side taler klanen om syndernes tilgivelse. Hvordan kan man tale om syndernes tilgivelse, hvis der ingen lov er? Den fortolkning møder man ikke andre steder i verden.
For eksempel skriver nyere tyske teologer om, at Luther i sin bibellæsning helt glemmer Jesu tale om barmhjertighed. Luther er lænket til sin ideologi om straf og helvede.
God fornøjelse, hr. minister.
Men mit anliggende i sidste uge var, at ministeren satte sig sammen med sine europæiske kolleger og formulerede en fælles europæisk kulturkanon. Det mener jeg stadig.
Paul Jørgensen er lektor i historie og religion på VUC i Hvidovre