Enighedspapiret stigmatiserer alle religiøst praktiserende danskere

Enighedspapiret rammer skævt, når al religion uden for folkekirken mistænkeliggøres, ytringer kriminaliseres i stedet for modargumenteres, og rummeligheden i det danske samfund indskrænkes, skriver generalsekretær i Luthersk Mission

Intentionen er god, men papirets argumentation rammer ikke alene hadprædikanterne. I stedet stigmatiserer man al religiøs virksomhed og dermed reelt alle religiøst praktiserende danskere, skriver Søren Skovgaard Sørensen.
Intentionen er god, men papirets argumentation rammer ikke alene hadprædikanterne. I stedet stigmatiserer man al religiøs virksomhed og dermed reelt alle religiøst praktiserende danskere, skriver Søren Skovgaard Sørensen.

ET FLERTAL I FOLKETINGET vedtog i foråret det såkaldte enighedspapir. Intentionen er at gribe ind over for det lille mindretal af religiøse hadprædikanter, som søger at undergrave danske love og misbruge danske frihedsrettigheder.

I går var høringsfrist for det første af aftaletekstens i alt fire lovforslag.

Intentionen er god, men papirets argumentation rammer ikke alene hadprædikanterne. I stedet stigmatiserer man al religiøs virksomhed og dermed reelt alle religiøst praktiserende danskere.

Det sker for eksempel, når politikerne kun vil kriminalisere udtrykkelig billigelse af strafbare handlinger i religiøs oplæring. Det er altså ikke ytringernes indhold som sådan, der kriminaliseres, men personerne, der udtaler dem.

Med andre ord: Hvis en imam taler for flerkoneri i moskéen, kan han straffes, men hvis Liberal Alliances Joachim B. Olsen igen skulle finde på at tale for flerkoneri, ligesom han gjorde i et interview i 2011, er det ikke et brud på loven.

En politiker kan dermed ustraffet sige ting, som en religiøs lærer vil blive straffet for at sige. Og det gælder ikke bare de folkevalgte politikere, men også hvad der er endnu værre: politiske ekstremister såsom eksempelvis Blekingegadebandens eventuelle arvtagere.

Men ikke alene stigmatiseres alle religiøst praktiserende danskere. Man udelukker også enhver form for dialog med dem, man er uenig med.

NIELS HAUSGAARD OG JEG er sikkert uenige om megen teologi. Af samme grund er han interessant at citere netop i denne sammenhæng. Selvom han har taget afstand fra sin indremissionske opvækst, har han stadig, hvad han kalder ”en religiøs trang”:

”Kristendommen er en del af vores kultur, og det at blive opskræmt over al religion, ligesom man gjorde i det gamle Sovjet, synes jeg er meget naivt. Mennesket har altid haft en religiøs trang, og den kan man ikke bare fjerne,” som han tidligere har formuleret det her i Kristeligt Dagblad.

Man kan godt lære noget af hinanden, selvom man er uenig. Og er man uenig med sin modpart, skal man bekæmpe ham med ord. På den måde sikrer vi os et samfund, hvor ingen skal leve i frygt for at sige det, de mener.

LAD OS DERFOR BRUGE det frie ord og ikke forbud til at kæmpe mod dem, vi er uenige med på både den folkelige, politiske og religiøse arena. Dér, hvor der er plads til at blive sagt imod, plads til at være uenig og plads til at lære af hinanden.

Kriminaliseringen af visse ytringer kommer i denne omgang hverken til at ramme mig eller de frivillige forkyndere i Luthersk Mission. Vi billiger hverken ”terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang eller flerkoneri”, sådan som forslaget lægger op til at forbyde.

Men har man først én gang indskrænket ytringsfriheden for religiøse ytringer, så er det lettere at gøre det igen. Det er ikke svært at forestille sig kommende indgreb mod folk, der argumenterer mod for eksempel kønsneutralt ægteskab, sådan som mange i Luthersk Mission gør det. Man er kort sagt kommet ind på en glidebane, der ender i en smagsdommer-ytringsfrihed.

Intet samfund skal bidrage til samfundsundergravende virksomhed. Derfor hilser jeg det velkommen, at et flertal i Folketinget ønsker at gribe ind over for hadprædikanter, der misbruger de danske frihedslove.

Men enighedspapiret rammer skævt, når al religion uden for folkekirken mistænkeliggøres, ytringer kriminaliseres i stedet for modargumenteres, og rummeligheden i det danske samfund indskrænkes. Det er en glidebane, som ikke ender noget godt sted.

Hverken for os, der vedkender os en religion, eller for åndsfriheden og det danske samfund i det hele taget.

Søren Skovgaard Sørensen er generalsekretær i Luthersk Mission