Prøv avisen
Debat

Robotterne kan løse de praktiske opgaver

Ludwig, en lille robot udviklet til at tale med patienter med alzheimer og demens af universitetet i Toronto, er et eksempel på robotter i sundhedsvæsenet. Foto: Michelle Siu/ AP/Ritzau Foto

Sygeplejen er ikke udelukkende af praktisk og mere eller mindre mekanisk karakter. I vores optik er omsorgen en kerneopgave i sygeplejen, skriver to sygeplejersker

Vi hilser robotter velkomne i det danske sundhedsvæsen, men på samme tid ønsker vi at problematisere de uheldige konsekvenser af robotteknologien.

Robotters tilstedeværelse bør altid kræve en bevidsthed om, at robotter og mennesker kan noget forskelligt. I takt med at robotter gør deres indtog, er det nødvendigt med en løbende debat om, hvad forskellen er på en robot og det at være et menneske. Vi må forholde os til, hvilke opgaver der i fremtidens sundhedsvæsen kalder på henholdsvis teknologiske og mellemmenneskelige kompetencer.

Med udgangspunkt I arbejdet som sygeplejersker beskriver vi i det følgende en typisk plejesituation, som i nær fremtid udelukkende kan blive udført gennem brug af teknologiske hjælpemidler. Erna er en ældre kvinde, som indtil nu har klaret sig selv, men nu er hun indlagt. Erna skal have hjælp til de ting, som de fleste af os tager som selvfølgeligheder. Erna har et stort ønske om at kunne klare sig selv og ikke være afhængig af hjælp fra andre. Men Erna er blevet alvorligt syg, og lige nu kan hun ikke klare sig selv. Hun er sengeliggende og afhængig af, at vi blandt andet hjælper hende med at tømme sin blære ved brug af et kateter.

Da Erna inden for kort tid igen skal have hjælp, kæmper hun, og hendes øjne søger væk fra øjenkontakt. Til sidst lægger hun den ene arm hen over sine øjne, i hvad der ligner et forsøg på at fjerne sig fra situationen. Det er tydeligt at fornemme, hvor svært det er for hende at være afhængig af andres hjælp, og at hun kæmper for at udholde situationen.

Hendes hånd har et fast greb i den ene sygeplejerskes arm, imens en anden sygeplejerske tager sig af det praktiske. Der bliver ikke sagt noget, for Erna holder ud, hun kæmper, og hun har ikke plads til ord. I stedet bliver der holdt i hånden, så Erna ikke holder ud helt alene.

Hvis vi udelukkende ser på den konkrete opgave hos Erna fra et sundhedsteknologisk perspektiv, så var opgaven ikke kompliceret og kunne inden for nær fremtid alene blive udført af en robot. Altså vil du som patient i det danske sundhedsvæsen i fremtiden kunne møde stadig flere teknologiske hjælpemidler.

Spørgsmålet er, om det faktum, at menneskelig tilstedeværelse kan erstattes af teknologiske hjælpemidler, ville give Erna, eller dig, følelsen af at være mindre afhængig af andre mennesker.

Robotter er og vil fortsat være en stor ressource til gavn for patienter såvel som ansatte i sundhedsvæsenet. Men hvilke opgaver skal robotter egentlig udføre?

Robotekspert Henrik Schärfe peger på, at en relevant fare for fremtiden er, at vi mister vores skelnen mellem, hvad maskiner er gode til, og hvad mennesker er gode til. Så hvad er det, maskiner er gode til? Og hvad er det, mennesker er gode til?

Ja, i en situation hos Erna ville en robot nok snart kunne hjælpe hende. Hun ville sandsynligvis føle sig til mindre besvær, fordi hun ikke skulle forstyrre et eller flere andre mennesker med sine hyppige behov for at lade vandet. Og det er selvfølgelig ikke uvæsentligt.

Så derfor kan man spørge, hvorvidt vi som samfund tænker, at det Erna har brug for i situationen, udelukkende er af praktisk og mere eller mindre mekanisk karakter, eller om den konkrete opgave også rummer nogle grundlæggende mellemmenneskelige aspekter i form af at drage omsorg og vise empati. I vores optik er netop omsorgen en kerneopgave i sygeplejen.

I eksemplet med Erna kommer omsorgen til udtryk ved, at sygeplejersken udviser empati i sin fornemmelse for, at Erna er sårbar og ikke ønsker at tale. Ét ord fra sygeplejersken kunne have bragt Erna til tårer og have taget den sidste form for kontrol fra hende.

Hvis et teknologisk hjælpemiddel havde hjulpet Erna i stedet for to sygeplejersker, kunne Erna måske have været sparet for den sårbare situation. Til gengæld vidner det faste greb i armen om, at omsorgen kan mærkes, og om den tryghed der ligger i det.

Situationen med Erna viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi som sygeplejersker er i stand til at sanse og vurdere patienters behov.

Omsorg for patienter finder sted i de konkrete situationer og i relationen mellem sygeplejersken og den enkelte patient. Netop derfor kan robotter ikke drage omsorg. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke kun forholder os til robotternes anvendelighed i store træk, hvor formåler er mest mulig effektivitet.

Med robotteknologien er det ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt opgaven teknisk set kan udføres af en robot. Nej, det er i allerhøjeste grad også et spørgsmål om, hvorvidt det i det hele taget er en opgave, som udelukkende kalder på løsning af et praktisk problem.

På den anden side er forbud imod robotter i mellemmenneskelige relationer heller ikke vejen frem. Hvis Erna byttes ud med Erik på 17 år, som ikke er alvorligt syg, men derimod har vandladningsbesvær efter narkose i forbindelse med en operation for blindtarmsbetændelse, så kunne den helt rigtige løsning i fremtiden meget vel være et teknologisk hjælpemiddel, så Erik ikke skulle komme i en situation, hvor hans blufærdighedsgrænse blev overskredet, når to kvindelige sygeplejersker skal tømme hans blære.

Uanset om det er Erna, Erik eller dig, som er patient i sundhedsvæsenet, så kalder de teknologiske hjælpemidlers komme på, at vi som samfund til stadighed forholder os åbne og refleksive i forhold til anvendelsen af robotteknologi i sundhedsvæsenet.

Vi skal tale om, hvilke værdier vi ønsker at vægte, når vi for eksempel skal prioritere mellem teknologiske og menneskelige ressourcer. Det handler ikke om, at vi skal beslutte, om vi vil have robotter eller ej i sundhedsvæsenet. Det handler derimod om, at vi skal finde den rette kurs for, hvordan vi kan gøre brug af både robotteknologi og menneskelige relationer. Igennem stadig refleksion og erkendelse af såvel de menneskelige og de teknologiske forcer, kan teknologien blive en hjælp for os alle. Kun derved kan vi forsøge at sikre, at fremtidens patienter får alt det gode fra robotteknologien og bliver mødt af medmenneskelig omsorg.

Louise Abildgaard Møller er sygeplejerske og stud.cur. ved Aarhus Universitet. Maria Højen er sygeplejerske og stud.cur. ved Aarhus Universitet.