Prøv avisen

Ny udgave af Højskolesangbogen: Ret op på den kønnede slagside

Foto: Arkivfoto

I TORSDAGS BLEV det offentliggjort, at en ny udgave af Højskolesangbogen vil se dagens lys i november 2020. Det er en rigtig god nyhed, fordi der er brug for en opdateret udgave, der kan afspejle landet som det ligger her et par årtier inde i det 21. århundrede.

For meget har ændret sig rent samfundsmæssigt siden den nuværende 18. udgave udkom i 2006. Det gælder ikke mindst den øgede opmærksomhed på nødvendigheden af en bredere kønsrepræsentation. Sangbogsredaktionen i 2006-udgaven bestod af syv mænd og én kvinde. Nu er tre kvinder og tre mænd udpeget, og alene dette viser en vilje i højskoleverdenen til at bryde med den tradition altovervejende at lade mænd bestemme bogens indhold på vegne af dens brugere, som formodentlig tæller mindst lige så mange kvinder som mænd.

Men skal bogen også i sit indhold afspejle denne vilje, kommer redaktionen til at forholde sig til 2006-udgavens iøjnefaldende kønsubalance blandt bidragsyderne. Fraregnet tekster og melodier, hvor ophavspersonerne er ukendte, var blot fire procent af bogens tekster og to en halv procent af dens melodier skrevet af kvinder, mens en procent af sangene var skrevet udelukkende af kvinder.

Det vil sige, at de senere års absolut mest anvendte sangbog herhjemme så godt som udelukkende har bragt en mandlig begrebsverden i spil.

HVIS DEN ØGEDE FOKUS på repræsentation i musikkens verden vil vedblive at eksistere, er redaktionen nødt til at tage denne problematik alvorligt og gøre en aktiv indsats for at få disse pauvre procentsatser løftet op over pinlighedsgrænsen.

Noget tilsvarende kan siges om repræsentationen af danskere med anden etnisk herkomst, som i den nuværende udgave af Højskolesangbogen så godt som udelukkende angår de tyskere, der i 1800-tallets tidlige årtier prægede dansk sangkultur. Også denne mangel vil det ud fra et mangfoldighedskrite rium være nødvendigt at forholde sig aktivt til.

Selvfølgelig kan man indvende, at det alene bør være kriterier som kvalitet og relevans frem for bidragsydernes køn og etnicitet, der skal afgøre bogens indhold. I en artikel på Folkehøjskolernes Forenings hjemmeside fra i torsdags er kvalitetskriteriet da også beskrevet som det mest centrale. Men spørgsmålet er, om det kan være køns- og etnicitetsneutralt.

Nyere forskning inden for især populærmusikkulturen viser, at de kanondannelser, som ofte afgør, hvad der opfattes som den bedste musik, typisk favoriserer mænd og dermed bidrager til at opretholde en norm om, at mandligt frembragte værker er bedre, lettere og mere bekvemme at forholde sig til.

Jeg håber, at sangbogsredaktionen med sin kønsmæssigt brede sammensætning tilsammen besidder de nødvendige kompetencer og den nødvendige opmærksomhed til at kunne løfte opgaven.

Henrik Marstal er sangbogsredaktør og ph.d. i musikvidenskab.