Prøv avisen

Johannes V. Jensen viser, at litteraturen kan hjælpe os med at finde tilbage til naturen

I Johannes V. Jensens tekster er det tydeligt, hvor fortrolig han var med naturen. Vi og vore børn har mistet fortrolighedsoplevelser af natur, fred, stilhed og svagt rislende lyde, mener cand.mag. Ole Wøide. Men gennem litteraturen kan vi genvinde fortroligheden med naturen. Her ses forfatteren med fru Else på deres Nimbus-motorcykel i Tibirke Bakker i 1925. – Foto: Ritzau Scanpix

HVAD ER DET med Johannes V. Jensen og naturen – og hvad kommer det i grunden mennesker ved i dag? Hvilken værdi kan det have for os at få føling med den stadige udveksling med naturen, som strømmer gennem hele forfatterskabets romaner, myter og lyrik?

Det oplivende ved at komme i nærkontakt med hans tekster er, at man uvægerligt rammes af den grundlæggende verdensåbenhed i dem. Læs blot, hvorledes han gør sig fortrolig med kornmarken og lærken over den som her:

”Man er ved en Kornmark, den lige afskaarne Udkant af den, hvor Straaene og Luften imellem dem et godt stykke ind falder sammen til en grøn Gennemsigtighed, som det tykkeste Rudeglas, mens Aksene væver et lilla Tæppe, som gynger og nejer sig i Solen. Fra hele Marken kommer en fin rislende Lyd, den fineste Musik af Stængler og Vipper, der aflokker hinanden en Hvisken.”

Her kommer alle sanser virkelig i spil. Først synssansen med bevægelsen ind i kornets grønlige og lilla verden. Det er en verden i blid bevægelse. Og nu spidses ørerne gennem sansning af de tysteste og sarteste lyde – fine, spinkle, skrøbelige. En dialog mellem stængler og vipper, sanset på knæ nede i dette frøperspektiv. Det er en meget intim og privilegeret fortrolighedserfaring, vi åndeløst får del i.

Forudsætningen for at kunne høre disse svagt rislende lyde er tilstedeværelsen af noget upåfaldende, en ubemærket baggrund. Det er en særlig baggrund, fordi den ikke som mange baggrunde udgøres af nogen flade. Tvært imod er det en baggrund, der manifesterer sig som en dybde, og som en dybde medvirker den til at skabe perspektiv og rum. Denne baggrund er stilheden.

FORNEMME GÆSTER plejer at få – og vække – opmærksomhed. Men sådan er det ikke med stilheden. Stilheden er en fornem gæst, der optræder med diskretion – og forlanger den. Sådan er det nemlig med de rigtig fornemme gæster, der kender deres eget værd. For at anerkende denne fornemme gæst, må man selv være i ro. Og almindeligvis må man være alene for at erfare stilhedens privilegium.

Man må åbne sig for den, lade den ind. Sådanne i bedste forstand ensomme og privilegerede ensomhedserfaringer er blandt forfatterskabets største gaver til sin læser. Og det er sådan en gave, vi er i færd med at udpakke.

For at kunne erfare kornaksenes grønligt-violette, tyst rislende univers må vi med Jensen ned på knæ og dernede være verdensåbne og utildækkede med alle sanser blotlagte. Man må gøre sig lille for at erfare noget stort. Man må ned på knæ for at løftes op af noget større. Man letter anker i et sådant øjeblik, oplever en verdensåbning og en løftelse – man har en åbenbaring.

Det er netop sådan en løftelse, der nu indtræder. Fra at være nede i højde med kornaksene løftes han og vi nu op i fugleperspektivets overblik over kornmarken:

”Vinden løber hen over Kornet, fra den ene Ende af Marken til den anden, Gysen, Bølgegang, det er en usynlig Luftaand, ved højlys Dag, som er ude og fare, man ser Ilingerne og Fodtrinet, idet Straaene svøber og dukker sig derunder, det er Sommerstunden, selve det levende, flygtige Nu der tegner sig hen over Kornet.”

Kornet gyser, og Johannes V. Jensen gyser ved det overvældende syn af den usynlige luftånds fodtrin hen over kornet..., og ligesom kornet svøber og dukker sig, gør han – og vi – det i ærefrygt for oplevelsens storhed – ved at opleve det skrøbelige, levende og flygtigt sommerlige nu. Det bliver et både øjeblikkeligt og evigt udtryk for den danske sommer. Denne gysen er tvetydig og samtidig: Måske er sommervinden kølig, en kropslig sansning – men det er også en åndelig gysen: sansningen udvider sig til en erfaring af hele den danske sommers flygtighed og videre til livets skrøbelighed – inddampet i et øjeblik. Det er, hvad Johannes V. Jensen mener med, at en oplevelse bliver til myte for en.

Han når ikke at hvile midt i denne svimlende sammensathed af både oplevelse og erkendelse, før en ny sansning melder sig for både øjet og tillige øret:

”Og i Nuet er Svalerne, som stryger og klipper ude over Oceanet af Korn og lader et Kvidder efter sig i Vinden, naar de er nær, som et Fingerkys til dig, og du kysser efter dem igen, dit Hjerte flyver de smaa vingede Sjæle imøde.”

Fra kornets langsomme bevægelser sættes farten op med flokken af svaler over den. Det opløfter ham til næsten at flyve de små vingede sjæle imøde, idet han mødes med denne sommers og livets flygtighed. En flygtighed, han og man kan finde ro i. Og derfor til sidst:

”Svalerne har jo fulgt dig hele livet. Da vi var Drenge og gik lange Veje, i et stort aabent Land, ad Kærveje og mellem Kornet, fulgte Svalerne os milevidt og skrev Trylleringe om os i Flugten, et langt stiltiende Fortrolighedsforhold mellem dem og os. Saadan har de altid fulgt Mennesket. Det er Insekterne de er efter, som man jager op i Græsset foran sig, og selv tager man dem for sine Fylgjer (en skytsånd, red.), en Entente (et forbund, red.) der har varet lige saa længe som Mennesket har dyrket Jorden.”

Øjeblikket udvider sig til mødet mellem mennesker og svaler over kornmarker altid. Det er en universel, værensmæssig tryghed, som møder den ene generation efter den anden – til trøst, beroligelse og ekstatisk glæde.

JOHANNES V. JENSEN VILLE ALDRIG have kunnet forestille sig, at kornmarkernes valmuer og kornblomster er i færd med at forsvinde sammen med insekterne, sommerfuglene – og svalerne. Men det er vores virkelighed. Det er sidste øjeblik, hvis vi vil skaffe os selv og vore børn adgang til en lignende dyb erfaring i hjørnet af en kornmark.

Det skal imidlertid ikke efterlade os i nostalgiens afmagt. Ved at gøre Johannes V. Jensens lykkelighedserfaring sammen med ham kan vi lægge en velgørende afstand til det rastløse byliv og hektikken i trafik, støj og travlhed ved farverige, men duftløse skærme.

Vi og vore børn har mistet fortrolighedsoplevelser af natur, fred, stilhed og svagt rislende lyde. Vores nervøse liv fjerner modtageligheden for det store liv i det små, både den i kornmarken og den i litteraturen om det største i det mindste.

Men vi kan genvinde den i læsningen af hans litteratur. Derfor er den mere aktuel og påtrængende nu, end da den blev skrevet – og har fået tilføjet en smertedybde, som kun gør den rigere.

Ole Wøide er cand.mag. i dansk og filosofi og medlem af bestyrelsen på Johannes V. Jensen Museet.

”Jensen og naturen” er navnet på en ny særudstilling, som er åben frem til den 31. oktober 2018 på Johannes V. Jensen Museet i Farsø.