Jeg glæder mig allerede til næste faste

De første dage står den på hovedpine og træthed. Men så indtræder en art kropslig lethed, en omdefinering af sanser og indtryk. Hvorfor ikke altid leve sådan?

 Jeg glæder mig allerede til næste faste

Jeg har forbrudt mig. Det er ikke kriminelt, det er næppe amoralsk, det er ikke engang et brud på mine egne regler eller principper. Alligevel føles det skidt. Svælgen i kaffe og alt for mange postpåskechokolader den første arbejdsdag efter påsken.

De seneste år har vi i familien etableret en selvdefineret faste 40 dage op til påske. Det begyndte med kaffe, sort te, alkohol, chips og søde sager. År for år er der kommet mere til, sidste år røg kødet og fisken, i år danskvanden. Fasten slutter med fisken langfredag og lammet påskedag.

I princippet.

Det er en blød faste. Der er ingen krav om overholdelse uden for hjemmets fire vægge, om det af den ene eller anden grund er socialt uacceptabelt, uhøfligt, kejtet eller bøvlet. Det er det overraskende ofte. Kollegaen, der bringer fejringskage; naboen, der inviterer på kølig hvidvin den første forårsdag, den nødede kaffe. Det bryder ikke fastens principper at sige ja, der er ingen krav om at stå skoleret over for resten af familien, der er blot en mental notits: Hov, hvorfor var det nu nødvendigt?

De første dage står den på hovedpine og træthed. Men så indtræder en art kropslig lethed, en omdefinering af sanser og indtryk. Hvorfor ikke altid leve sådan? Er duften af kaffen rar eller kvalm? Tænk, hvor sødt et æble egentligt smager, selv et af de berømte danske syrlige.

40 dage er både lang og kort tid. Længe nok til, at de automatiske vaner bliver brudt, til at kroppen indstiller sig på en ny tingenes tilstand, til at den lille trang og sult efter et eller andet bliver til en behagelig spænding, og alligevel kort nok til, at det føles, som om det lige er startet, når det er slut.

Det står pludselig utroligt tydeligt, hvor meget af vores samvær der er medieret af ganske bestemte former for mad. Fødevarerne i supermarkedernes tilbudsaviser er pludseligt off limits, hvornår var kikærter sidst på tilbud?

Vi havde nogle nye venner på besøg en lørdag aften. De kendte intet til vores lille leg med vaner og fødevarer. Ville det være o.k. at svælge i kål, kampucha og butternutsquash, eller faldt det i den socialt uacceptable kategori? Skulle vi fortælle det på forhånd og bekræfte den gamle vits: ”Hvordan ved du, at en person er veganer? Bare vent. De skal nok fortælle dig det.” Vi sagde intet før sidste ombæring. Samme aften hentede de ”Isa Does It”, en fantastisk veganerkogebog, ned på kindlen.

Det er den anden side af familiefastens benspænd. Den nærmest nødvendige afsøgning af nye muligheder og alternativer. Der er så meget andet at mødes om. Man kan lære at få enkle måltider snedkereret sammen, dag efter dag, med andre ingredienser. Der er universer af smag, tekstur og og oplevelser, der pludselig byder sig til. Den meget konkrete oplevelse af, at der er så mange andre måder at forholde sig til sin krop, sin omgang med andre og sin omgang med verden og dens fødevarer og materialer. Nogle af dem behøver ikke at være bundet op på de 40 dages faste. I den afsøgning bliver de normale vaner og rutiner pludselig til valg med betydning for krop, sind og verden.

Det største savn er egentlig, at det blot er et lokalt, familiebundet mellemværende. Tænk, om vi var mange, der i fællesskab afsøgte kreative måder at løse de benspænd på, nye måder at dele ikke blot nydelse, men også længsel og den lille sult.

Nu er fasten slut. Og det bryder intet at svælge i kaffe, chokolader og egen importeret vin fra det sydlige Tyskland. Men det føles som et brud. Jeg glæder mig allerede til næste faste.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.