Prøv avisen
Debatinterview

Nye fællesskaber tager over, hvor velfærdssamfundet kommer til kort

Vi er ved at genopdage, at vi har brug for hinanden i fællesskaber, mener journalist Karen Lumholt. I de nye fællesskaber er der ikke nogen, der bestemmer, men derimod bidrager alle med det, de kan. Da Venligboerne i 2015 tog imod flygtninge, der kom over grænsen, bidrog de frivillige netop med det, de kunne. Her ses nogle af Venligboerne på Københavns Hovedbanegård. – Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Nye fællesskaber spirer rundt om i Danmark. Venligboerne, Næstehjælperne og lokale initiativer. De er anderledes end det Foreningsdanmark, vi kender, for de understreger, at vi har brug for hinanden, mener Karen Lumholt, som er aktuel med antologi om fællesskaberne

Karen Lumholt, du har netop forfattet en antologi om fremtidens fællesskaber med Tyge Mortensen, der er generalsekretær i Selskabet for Fremtidsforskning. Hvad går fremtidens fællesskaber ud på?

”Det er fællesskaber, der baserer sig på relationer. Venligboerne, der blandt andet hjælper flygtninge, Næstehjælperne, der hjælper mennesker, der er ramt af kontanthjælpsloftet, Lolland-Falster Lovestorm, der ville vende det negative billede af deres lokalområde.

"Mennesker søger i øjeblikket mod nye fællesskabsformer, der ikke bare involverer deres fritid, men også hele deres levemåde. Der er en stor efterspørgsel efter bofællesskaber og flergenerationshuse, og folk efterspørger mere miljømæssige og socialt bæredygtige måder at leve på. Mange vil gerne have mere tid til de nære relationer. Når man tjener mange penge, betaler man ofte den pris, at man ikke har tid til familien, og flere er villige til at tjene lidt færre penge, hvis de kan få mere tid med familien. Det er, som om der er en modfase mod kapitalismen.”

Hvad er det så for nogle fællesskaber?

”Fællesskaberne har tre hovedkarakterer: Der er levefællesskaberne, hvor man søger sammen om at leve på nye måder.

Så er der handlefællesskaberne, hvor man går sammen om en sag, for eksempel at hjælpe socialt udsatte eller skabe en daginstitution i en by, som ikke har nogen. Man ser et problem, som man går sammen om at løse, og det fine er, at det ofte ikke har udgangspunkt i ens eget behov, men man gør det for at hjælpe andre og løse et samfundsproblem.

Og så er der de økonomiske fællesskaber, som ligner de gamle andelsfællesskaber, hvor man støtter den lokale landmand eller lokale købmand, enten ved at købe deres produkter direkte eller ved for eksempel at forudbetale købmanden 1000 kroner hver måned, så der er nok likviditet til, at det hele kan køre rundt.”

Hvordan adskiller disse fællesskaber sig fra det Foreningsdanmark, vi kender?

”Foreningerne er organiseret på en anden måde med bestyrelse, bestyrelsesformand og generalforsamlinger. Men de unge er ikke tiltrukket af dem, så man ser typisk, at foreningerne består af mennesker, der er over 50 år.

Personer mellem 30 og 40 år har alt for travlt med at arbejde og at hente og bringe børn, så de kommer heller ikke. De unge foretrækker de sagsbundne fællesskaber, hvor der ikke er en leder, og hvor man er ikke forpligtet på samme måde til at deltage i beslutningsprocesser. Det er mere flydende.

De nye fællesskaber bygger i højere grad på sociale relationer og mindre på formelle strukturer. Hvis vi ser på de nye landsbyfællesskaber, ligner det dem, vi havde engang, men de har mere karakter af en viljeshandling.

Tidligere var man bundet sammen i landsbyen af nødvendighed, men i dag skaber du fællesskabet, fordi du gerne vil bo i en by med et stærkt fællesskab. De gamle foreninger formaliserede og regulerede i højere grad et fællesskab, der allerede var.”

Hvis der hverken er leder eller bestyrelse, hvordan kan det så hænge sammen? Sker der overhovedet noget, hvis man ikke er forpligtet til at møde op?

”Der sker en hel masse, og det er det interessante! Min kollega Tyge Mortensen siger, at den traditionelle måde at lede på er en slags gåsegang, hvor én går forrest, og de andre følger med.

Men det, vi ser i dag, er mere som en sværm af fugle, som kan danne formationer og flytte sig hurtigt. Hver fugl orienterer sig efter den fugl, de flyver ved siden af, og det gør det mere organisk. Der er ikke nogen, der tager beslutninger, alle andre skal følge, men fællesskabet er mere bundet sammen af nogle værdier, som medlemmerne agerer efter, og alle kan gøre det, de nu kan. Der er ikke et præstationskrav. Hvis man tager Venligboerne som eksempel, er det helt fint, hvis du kan køre en flygtning fra Rødby til den nærmeste by, så har du gjort det, du kunne og ville.”

Hvem har så overblikket over, hvad der sker i fællesskabet?

”Det er ikke sikkert, det er nødvendigt med et overblik. Tingene sker mere organisk. Jeg fulgte en gruppe af Næstehjælperne i en større sjællandsk kommune, og der var en mand med en handicapscooter, hvis søster havde fået en julekurv af sit arbejde, hvor der var ænder og flasker med rødvin og portvin.

Hun skulle ikke selv bruge kurven, for hun havde selv købt ind til jul, og hendes bror skulle heller ikke bruge den, så han tilbød kurven til medlemmerne i Næstehjælper-gruppen på Facebook.

Flere bød ind, blandt andet en enlig mor med tre børn, der ikke havde mad nok juleaften, fordi hun var ramt af kontanthjælpsloftet. Så manden på handicapscooteren kørte ud til byen, hvor moren boede. Men sådan en scooter kan kun køre otte kilometer på en opladning, så da han kom til den næste by, var der en, der havde en scooter, som overtog kurven og kørte de resterende kilometer.

Det er et smukt eksempel på, hvad et fællesskab kan, og hvad de sociale medier kan, og det er det, jeg mener med, at man kan engagere sig på forskellige niveauer. Fællesskabet skabes nedefra og op og er bundet sammen af nogle menneskelige værdier. Det er nogle af de samme værdier, der bandt velfungerende nærsamfund sammen i gamle dage. Nu ser vi dem bare opstå på andre måder.”

Hvorfor ser vi et skift i fællesskaber nu?

”Jeg tror, der er et stærkt behov i mennesker for at bidrage til noget, der giver mening. For eksempel vil man gerne have, at landsbyen trives, og så putter man 10.000 kroner i, at skolen skal overleve, selvom man ikke har børn selv.

Det grundlæggende relationelle i vores natur har været undertrykt i mange år på grund af vores stærkt individualiserede kultur. Vi har været igennem en periode på 70-80 år, hvor vi er blevet hjernevasket til at tro, at vi skal kunne klare alting selv, men sådan er det jo ikke, og det er vi ved at genopdage nu.

Kapitalismen har bragt megen velstand og været god til at motivere os til at producere og distribuere, men den kan ikke løse alle problemer, og nu er vi nået til, at den skaber flere problemer, end den løser. Mange af de store problemer, vi ser i velfærdssystemet i dag, kommer af, at vi har glemt, at mennesker lever af relationer. Det afstedkommer psykisk mistrivsel, ensomhed og dårligt helbred.”

Når folk går sammen om at støtte den lokale landmand eller hjælpe den enlige mor, er det så udtryk for, at man har givet op over for velfærdssystemet?

”Det er en kritik af, at ressourcerne forvaltes forkert, ja. Men det handler også om, at systemet har sine begrænsninger, og at vi måske har ramt et loft for, hvor meget systemet kan sørge for omsorg mellem os. Det er en nødvendig reaktion, hvor man tager en del af omsorgen tilbage til de nære fællesskaber. Og det tror jeg, vi vil se mere af i fremtiden.”

Vi har været igennem en periode på 70-80 år, hvor vi er blevet hjernevasket til at tro, at vi skal kunne klare alting selv, men sådan er det jo ikke, og det er vi ved at genopdage nu

Karen Lumholt