Prøv avisen

Historisk debat om Højskolesangbogen: Skulle der være salmer med?

Højskolesangbogen fra 1926, som ses her, blev voldsomt debatteret. Der var uenighed om, hvordan nationalfølelsen skulle komme til udtryk i tiden efter Første Verdenskrig. – Foto: Ritzau Scanpix

Nye udgaver af Højskolesangbogen er gennem tiden blevet beskyldt for både pacifisme, dårlig teologi og forældet nationalisme. Mens den aktuelle debat handler om en ramadan-sang, diskuterede man tidligere, om bogen kunne rumme salmer, ateisme, engelsk pop og Ingemann

”Dødeligt Had, der kan hvæsse vor Klinge”. Den linje sang mange danskere stolt med på i slutningen af 1800-tallet. Med Højskolesangbogen i hånden satte de lyd til forfatteren Christian Ludvig Edvard Lembckes tekst ”Blev nu til Spot dine tusindaars Minder”, som handlede om nederlaget i 1864 og opfordrede til at bruge hadet mod tyskerne til at fortsætte kampen om Sønderjylland.

Men i 1926 skulle det være slut. Udvalget bag den dengang 11. udgave af Højskolesangbogen havde besluttet at fjerne sangen, da de efter Genforeningen i 1920 ønskede at slå en mere fredelig tone an og undgå tekster, der opmuntrede til had mod naboerne mod syd.

Udeladelsen af Lembckes tekst og flere andre sange om tabet af Sønderjylland blev ikke modtaget med begejstring. Mange kritiserede udvalgets ”afvæbningslyst”, som de mente havde pacificeret Højskolesangbogen, og striden endte først, da der blev udgivet et tillæg med nogle af de udeladte sange.

Højskolebogen fra 1926 ses i dag som en af de mest omdiskuterede udgaver af danskernes foretrukne sangbog. Men den er langt fra den eneste revidering, som har skabt debat. For når det i dag diskuteres, hvorvidt en sang om den muslimske højtid ramadan skal være at finde i den 19. udgave af den traditionsrige bog, er det blot det seneste eksempel på, hvordan sangbogsændringer altid bliver genstand for kritik. Det konstaterer Hans Dammeyer, der er musiker og organist i Skjoldhøj Kirke ved Aarhus og sad med i udvalget bag den seneste udgave fra 2006.

”Når man laver et arbejde, hvor man er smagsdommer og skal tage beslutninger på det danske folks vegne, så kommer der selvfølgelig kritik efterfølgende,” siger han.

Før Hans Dammeyer nævner de debatter, han husker fra sin tid i udvalget, kan man passende gå tilbage til nogle af de første kontroverser om den 125 år gamle bog. I kontrast til den aktuelle ramadan-sang handlede de om, hvorvidt der skulle være plads til salmer. For blandt de redigerende stemmer mente nogle, at den nye bog skulle supplere og ikke erstatte salmebogen.

Salmerne kom dog med, og siden har der flere gange været drøftelser om, hvilken kristendom de repræsenterede. I udgaven fra 1939 var der et ønske om at få en klarere kristelig linje frem med flere salmer fra Grundtvig, Kingo og Brorson. Dengang gik bølgerne højt, fortæller Jens Grøn, som er tidligere forstander på Vestbirk Højskole i Østjylland og sad med i udvalget bag Højskolesangbogen fra 1989.

”Det var en af de rigtig store debatter, der gjorde, at udvalgets medlemmer gik hver til sit. En del af udvalget ville have renset kraftigt ud i B.S. Ingemann, fordi de mente, han var en godtkøbsteolog. Han var for sentimental til tidsånden. Men Ingemann var samtidig folkekær, så det gik ikke helt,” siger han og tilføjer, at sangen ”Den store mester kommer” blandt andet blev hevet ud.

Inden debatten om Ingemann var der dog også opstået en større drøftelse om nogle langt mindre kirkestærke digteres plads i sangbogen: ateisternes. Ifølge Jens Grøn drejede debatten sig blandt andet om Johannes V. Jensen, Ludvig Holstein og Jeppe Aakjær, som dog alle kom til at få flere tekster optaget i sangbøgerne.

Da Anden Verdenskrig brød ud, steg salget af Højskolesangbogen kraftigt, og ved krigens afslutning mente flere, at det var tid til en ny udgave. Det skabte igen kritik, at man forsøgte at udelade sange om 1864, og i 1949 kritiserede højskoleforstanderen Engberg-Petersen også, at mange af bogens sange var for idylliske og sentimentale.

”Vi har nu været gennem ti aar med vældige, uforglemmelige oplevelser, og digterne har lykkeligvis ikke siddet hjemme i elfenbenstaarnet. De har været i koncentrationslejrene og staaet foran bøssepiberne, og de har sunget om alt dette saadan, at vi andre aldrig kan glemme det. Kan vi da gøre noget bedre og vigtigere end at lede denne sang ind i højskolen — hellere i dag end i morgen?”, lød det i Kristeligt Dagblad.

Senere blev det ifølge flere højskoleforstandere for meget med de ”svulstige og nationalistiske” fædrelandssange. De mente, at sangbogen var ude af kontakt med ungdommen i 1970’erne, og som resultat fik engelske sange som Bob Dylans ”Blowing in the Wind” plads i udgaven fra 1974.

Samme udgave skulle senere blive kendt som ”katastrofe-udgaven”, og Jens Grøn mindes ikke nogen udgaver, der har mødt større kritik.

”Debatten gik på, at man havde smidt alt for meget ud. Antallet af sange blev næsten halveret til under 500. Debatten blev så voldsom, at foreningens bestyrelse nedsatte en lille redaktion, der så på sangene, der var blevet smidt ud, og tog nogle af dem ind igen,” siger han.

Generelt har de fleste sangbogsdebatter handlet om, hvad der blev taget ud, og ikke, hvad der kom ind, siger Jens Grøn. Ved udgaven fra 1989, som han var medansvarlig for, lød der blandt andet kritik for, at en stor del af de engelske og tyske sange var blevet fjernet.

”Vores arbejde begyndte, kort efter EF var blevet til EU, og vi mente, vi havde en særlig opgave med at gøre plads til det nordiske sangunivers. Det betød, at andet måtte fjernes,” siger han og tilføjer, at udvalget også fandt plads til tekster fra blandt andre Kim Larsen og Shu-bi-dua.

Selv var Jens Grøn stolt af at få nogle af de mere provokerende og politiske tekster fra Jeppe Aakjær med i sangbogen. Og han var også en af dem, der udtrykte kritik, da sangene blev fjernet igen i den seneste udgave fra 2006.

Hans Dammeyer, der sad med i udvalget i 2006, husker debatten.

”Der var nogle, som mente, vi havde gjort Jeppe Aakjær tandløs og taget brodden ud af ham ved kun at bevare ’det pæne’. Men i så fald var det ikke med vilje,” siger han.

For udvalget, som Hans Dammeyer sad i, var det en vigtig opgave at få det engelske tilbage.

”Vi skulle genindføre engelske sange, for at bogen kunne være mere global og inkluderende for udenlandske højskoleelever. Det var en god idé, men samtidig noget svært. Afsnittet med de engelske popsange var en frustrerende proces. Resultatet er et kompromis, hvoraf noget efter min mening ikke er velegnet til fællessang,” siger han.

Om den 19. udgave af Højskolesangbogen vil blive husket for debatten om en ramadan-sang, er ifølge Hans Dammeyer endnu meget tidligt at sige. For historisk set er det i første omgang titler, der bliver smidt ud, som vækker mest opsigt.

”Hvis man spørger mig, er den største udfordring i dag begrebet sangbarhed. Mange af nutidens sange er uregelmæssige i form og rytme og derfor svære at bruge til fællessang. Jeg håber, udvalget vælger tekster og musik fra vor tid, som egner sig til fællessang, så vi også i fremtiden kan synge sammen unge og gamle uden udelukkende at skulle vælge blandt de gamle sange.”