Prøv avisen

Nye toner i dansk politik

MEDIER OG POLITIK: Danske politikere deltager i en stribe af underholdningsprogrammer, men det er ikke nødvendigvis noget, der koster dem troværdighed. Rammen for, hvad en politiker kan tillade sig, bliver løbende udvidet

Jens Rohde, Frank Jensen og Klaus Bondam er blot nogle af den seneste tids eksempler på politikere, der deltager i kulørte underholdningsprogrammer, hvor de giver den som sanger eller danser. Selvom det ikke er første gang, at politikere deltager i underholdningsprogrammer, er det første gang, at tv kan vise politikere, som så fuldbyrdet lægger den ansvarlige politikerattitude fra sig, mens de vrider sig til rock, svinger luftguitaren og kaster sig rundt på et dansegulv.

Men det er ikke nødvendigvis noget, der kommer til at koste dem på troværdighedskontoen. Medierne er siden begyndelsen af 1990'erne gradvist gået tættere på politikerne, vi er blevet vant til at få mere indblik i de personer, der er med til at sætte den politiske dagsorden.

Pressen har taget bladet fra munden, smidt gentlemanaftaler med politikerne på porten og skildrer politikernes succeser og især fiaskoer. I samme periode er politikerne blevet mere åbne omkring deres politik og deres personer og stiller beredvilligt op i underholdningsprogrammer. Vi er blevet vant til at se personen bag politikeren og ikke kun jakkesættet.

Den engelske sociolog og forsker Anthony Giddens fremhæver, at individet i det moderne samfund møder flere subkulturer, hvilket fører til større homogenitet og til en insisteren på individualisme og nedbrydning af tradition. Overfører vi denne opfattelse til vælgerne, og hvilke normer og regler, der kendetegner den politiske sfære, ser det ud til, at traditionel politik er et begreb, der kontinuerligt udvikles og strækkes.

Den moderne politiker forbliver dermed ikke længere anonym, men har vælgernes accept til at gøre opmærksom på sig selv. Ergo udvikles løbende en politisk individualisme, eksemplificeret ved politikerens deltagelse i et underholdningsshow. For politikere bliver det i stigende grad accepteret at træde i karakter på tv i underholdningens navn.

Hvad får politikerne ud af at deltage i underholdningsprogrammer? Deltagelsen i et underholdningsprogram som "Showtime" og "Vild med Dans" kan være en profileringsplatform for politikerne, da vælgerne ikke blot orienterer sig i forhold til politikerens politiske ståsted, men i høj grad hans person. Mestrer man at underholde med et glimt i øjet, har semi-kendte politikere mulighed for at slå deres navn fast. Troværdigheden fastholdes ved, at politikerne samtidig formår at levere et troværdigt arbejde som politiker.

Underholdningsmediet har dog også sin klare begrænsning. Det kan blive for småt til en toppolitiker, der udskifter sin vante scene med en mindre, mere banal scene, og som får politikeren til at virke, tja, latterlig. Det kan virke utroværdigt, hvis politikeren normalt hører til i den tørre ende af skalaen og pludselig giver den som teenager til en Shubidua-sang.

I sagens natur skal politikeren kun deltage i et program, hvis det passer til ham og ikke virker påtaget. Den indforståede kontrakt med seerne er, at det skal virke naturligt for politikeren at underholde. Ingen gider se en pinlig politiker, pinlige politikere er utroværdige. Og intet andet.

Lasse Gammeljord er cand.scient.pol. og journalist