”Oprør på Akademiet” hedder en ny serie på DR 2 af den danske dokumentarist Anna Martensen om ”2020’ernes nye kulturradikale”. Idéen udspringer af det identitetspolitiske miljø på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som blev udsat for hård kritik, efter at en buste af Frederik V blev fjernet fra akademiets festsal og smidt i havnen eller ”rematerialiseret”, som den tidligere institutleder Katrine Dircknick-Holmfeld sagde det i et efterhånden herostratisk berømt Deadline-interview.
Man kan nu dårligt sige, at Anna Martensen fortsætter den kritiske linje. Der er selvfølgelig også forskel på kritisk journalistik og en dokumentar, som søger at forstå et bestemt miljø på dets egne præmisser, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan Anna Martensen tager de identitetspolitiske påstande alvorligt og lytter andægtigt til rendyrket racisme. Hun går på listefødder over for de radikale elementer og repeterer talen om privilegieblindhed og hudfarve som et bedømmelseskriterium for mennesker og kunst.
Hvis man på forhånd udnævner folk til blinde og uoplyste alene i kraft af deres sociale position og hudfarve, er det imidlertid meget svært skabe forståelse mellem forskellige mennesker. Det er også svært at se de seende forkyndere af andres blindhed som specielt underprivilegerede. De er borgere i rige og trygge samfund med gratis uddannelser og den frihed, som de gerne så indskrænket, altså for de andre. Martyrkroner er faldet gevaldigt i pris i denne del af verden, men derfor kan de jo godt pynte.
Der var dog modrøster blandt de unge kunstnere som Jo Hedegaard, der anførte, at ”kunsten er mere end et instrument for én enkelt politisk ideologi”. Han havde nu også fået ørene i maskinen i Amsterdam, hvor han havde studeret, og var blevet ”kaldt ud” – ”Calling out” – som er den ideologiske jargon for offentlig udskamning og irettesættelse fra de identitetspolitiske inkvisitorer.
2020’ernes nye kulturradikale fremstod snarere som kulturløse radikalister. Deres samtalekultur og åbenhed lod i hvert fald meget tilbage at ønske. Kunstneren Dina El Kaisy Freimuth, som var uddannet på Kunstakademiet, erklærede frimodigt: ”Jeg kigger ikke på hvide menneskers kunst længere.” Nazisterne ville heller ikke vide af jazz, fordi det var ”negermusik”. Vel skal man ikke overspille nazikortet, men når Dina El Kaisy Freimuth håbede, at hun og meningsfællerne kunne true den frie kunst lidt, skulle der ikke meget historisk bevidsthed til for at mindes nazisterne tale om ”Entartete Kunst” – degeneret kunst. Den kunst, som ikke levede op til de ideologiske kriterier, og derfor skulle fordømmes og forkastes.
Anna Martensen syntes, at de unge kunstnere havde givet hende anledning til selvkritisk eftertanke. Hun var måske slet ikke så neutral, som hun havde troet. Nej, ingen er helt neutrale, men det betyder jo ikke, at man er fange af sin herkomst. Hudfarve er ikke en dom. Det er faktisk det, man plejer at kalde antiracisme.
Jesper Bacher er sognepræst.