Nyt drama på fødegangen rummer stærke historier

De stærke historier, der kommer ind på fødegangen, forsvinder ud igen lige så hurtigt, som de kommer ind. Spørgsmålet er, om fortællingerne bliver dybe nok? Foreløbigt fungerer det

Sofie Gråbøl spiller hovedrollen i den nye dramaserie på TV 2 "Dag & nat".
Sofie Gråbøl spiller hovedrollen i den nye dramaserie på TV 2 "Dag & nat". . Foto: Jes Larsen/TV 2. .

”Dag & nat” er titlen på TV 2’s nye dramaserie. Den udspiller sig på en fødeafdeling med Sofie Gråbøl i hovedrollen som afdelingsjordemoderen Ella. Alle landets fødende kvinder skal omkring en fødeafdeling, og at henlægge handlingen i en dramaserie netop her giver mulighed for at tegne et nuanceret Danmarksbillede i fiktionens form.

I det første par afsnit har seeren mødt hele spektret: alkoholikeren, der ønsker sig noget stærkere end en romsnegl, den unge kvinde, hvis barn skal bortadopteres og det unge overskudspar, der har planlagt en naturlig fødsel, men ender med at klage over, at moderen ikke fik tilbudt smertelindring undervejs. Stærkt står en scene, hvor en moden kvinde skal føde et dødt barn; et ønskebarn efter en længere fertilitetsbehandling. Kvinden er læge; hun ønsker sit barn obduceret, men vil ikke se det. Det er en beslutning, parret holder fast i, indtil den mandlige jordemoderelev, der har fået besked på at gå i ét med tapetet, begynder at tale om, hvor fin drengen er. Så sker forvandlingen, og forældrene ser ikke blot et objekt til obduktion, men et barn, et menneske.

En fødeafdeling er et sted med stærke historier – hver eneste fødsel rummer ikke bare et drama på liv og død, men også voldsomme, kropslige erfaringer, som afspejles i de meget realistiske fødselsscener i ”Dag & Nat”. Man skiftevis holder vejret og gisper med. Fødsler – og film med fødsler – kræver sin kvinde. Samtidig får man en fornemmelse af de stærke dilemmaer mellem magt og afmagt, mellem den professionelle vurdering og de fødendes ønsker. Hvornår er et kejsersnit en berettiget forløsning, og hvornår er det et overgreb?

De stærke historier, der kommer ind på fødegangen, forsvinder ud igen lige så hurtigt, som de kommer ind. Spørgsmålet er, om fortællingerne bliver dybe nok? Får de lov at udspille sig? Får man for mange uafsluttede eller halve fortællinger med rækkende af fødende kvinder? Og hvordan spiller de stadigt nye dramaer blandt de fødende i længden sammen med den fortløbende fortælling, der udspiller sig blandt personalet? Det kan man ikke bedømme på et par afsnit, men foreløbig fungerer det, fordi dramaet netop ikke kun ligger i fødslerne. Dramaet ligger også i det mikrokosmos, som personalet på hospitalet udgør.

Sofie Gråbøl er det overbevisende omdrejningspunktet for historien som afdelingsjordemoder, hun presses ovenfra af hospitalsledelsen, der vil spare penge og nedefra af jordemødre, der er på kanten af, hvad de kan klare. Rundt omkring hende og et aldrig tomt kagebord i personalestuen tripper et persongalleri, der tæller blandt andre en moderlig og datingafhængig sosu-assistent, en troende norsk læge, der beder aftenbøn med sin søn over ipad’en og uden skrupler har sex med Ella i linnedrummet, idealistiske jordemødre, en kejtet ung læge og den nævnte jordemoderelev, der har rollen som den, der siger sandheden – med og uden situationsfornemmelse. Der er stof til mange fortællinger.

Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.