Safe spaces: Nyt fremstød for krænkelses-kulturen eller sund reaktion på uretfærdighed?

Debatten om de såkaldte safe spaces – sikre rum – har pågået længe i den angelsaksiske verden. Det handler om nye regler i det offentlige rum, hvor minoriteters følelser ikke skal krænkes. Men er det et nødvendigt skridt at tage i en globaliseret tidsalder, eller er det en befæstning af offermentaliteten, der truer ytringsfriheden? Kristeligt Dagblad har spurgt fire debattører

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul


Nazila Kivi, redaktør på Friktion – magasin for køn, krop og kultur og litteraturanmelder på Politiken

Jeg kan i udgangspunktet godt forstå behovet for safe space og trigger warnings (advarsel om potentiel krænkelse). Hvis man er i et system, hvor man bliver udsat for fysisk, psykisk eller symbolsk vold, eller det offentlige rum ikke føles trygt, kan det føles nødvendigt med et pusterum.

På den anden side mener jeg ikke, at safe space helt løser problemet. Det kommer til at handle om individer og ikke strukturer. Der er også en tendens til, at det bliver nogle særligt privilegeredes måde at udøve magt på. Som når studerende fra middelklassen kræver bestemte bøger fjernet fra deres pensum, som man har set det i USA og Storbritannien.

Der findes både hypersynlige minoriteter – for eksempel dem, der som jeg bliver aflæst som muslimer og set som farlige eller tilbagestående – og usynlige minoriteter som de afrikanere, der drukner i Middelhavet og ikke bemærkes i medierne og den offentlige samtale. Det er ikke noget, man løser med safe space.

Nazila Kivi.
Nazila Kivi. Foto: Peter Klint

I stedet handler det om at sikre, at alle har mulighed for at praktisere deres formelle rettigheder. I dag er der stor forskel. For eksempel blev de, der skrev om Omar el-Hussein (terroristen, der slog Finn Nørgaard og Dan Uzan ihjel, red.), at han måtte hvile i fred, opsøgt af politiet. Samtidig er der grupper, der taler om at brænde asylcentre af, og kvinder, der bliver udsat for såkaldt hævnporno, uden at politiet gør noget ved det.

Det er her, man skal gribe ind. Det handler ikke om, at nogen vil have særrettigheder, men netop blot vil have adgang til deres formelle rettigheder. Så i stedet for at gå efter de folk, som vil skabe et safe space, burde man spørge sig selv, hvorfor det overhovedet er nødvendigt i et demokratisk samfund.”
 

Niels Ivar Larsen, chefredaktør på satiremagasinet SPOT, journalist på Information og talsmand for ytringsfrihedsorganisationen Fri Debat

Niels Ivar Larsen
Niels Ivar Larsen

Kravet og debatten om safe spaces har ikke etableret sig endnu i Danmark, selvom tendenser i USA og Storbritannien plejer at dukke op her. Måske er det, fordi vi har en mere karsk debattradition her i Danmark, hvor vi har haft mange diskussioner om ytringsfrihedens grænser.

Intentionen bag safe space lyder jo umiddelbart sympatisk – at man vil beskytte nogle, der føler sig sårbare og udsatte over for fordomme, så de kan komme frem med ting, de ellers ikke ville turde, og være sig selv uden at blive udsat for latterliggørelse. Problemet er bare, at det hurtigt kommer til at blive det samme som beskyttelse mod at blive modsagt og udfordret. Det kommer til at lamme den fri debat, fordi ”forkerte synpunkter” er udelukket på forhånd.

Og så gemmer der sig paradoksalt nok en iboende vold i det. Det har man blandt andet set på universiteter i Storbritannien, hvor pro-israelske grupper er blevet overfaldet af anti-israelske grupper, der følte sig krænket. Det skete også for den iranske islamkritiker Maryam Namazie, som islamistiske grupper forhindrede i at holde foredrag, også med henvisning til, at hun krænkede deres safe space på universitetet.

Så midt op i al trygheden og fredeligheden har safe space en hård bagside. Samtidig er noget af det frygteligste ved det, at det fremmer en sårbarhedskultur, hvor alt muligt kan blive krænkende og dermed krævet censureret væk. I stedet er der brug for at opdyrke en robusthedskultur, hvor der er mere tålsomhed over for det, der kan være opleves som barsk.
 

Frederik Stjernfelt , dr.phil. og professor AAU, forfatter til flere bøger om multikulturalisme og ytringsfrihed

Frederik Stjernfelt
Frederik Stjernfelt

Debatten om safe spaces og trigger warnings er en udløber af bølgen med politisk korrekthed, som har mere end 30 år på bagen. Set indefra lyder intentionen måske god nok; at der findes visse politiske og moralske synspunkter, som er egnet til at krænke bestemte personer eller grupper, og at man derfor skal beskyttes.

Jeg ser det som et stort problem. Ikke mindst når det gælder universiteterne. For det er en holdning, der forudsætter, at universiteter er private rum, som man kan indrette efter bestemte gruppers private følelser. Men ikke alene er det et offentligt rum, hvor der gælder andre regler. Universitet er også et sted, der er særligt viet til forskning og sandhed, uanset hvor upopulært og krænkende, det kan føles. Sandheden er ikke altid behagelig, og man når kun sandheden via en debat med forskellige synpunker og argumenter. Det er derfor, man har konferencer og seminarer. Der er et interessant spørgsmål, hvorfor det fænger så meget i USA og Storbritannien og mindre her i Danmark og resten af Europa.

Man så det også under Muhammedkrisen og i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo. Næsten alle de dagblade, der genoptrykte tegningerne, var kontinentaleuropæiske. I Storbritannien har det sikkert noget at gøre med, at lovgivningen er mindre principiel og mere pragmatisk, end man har været på det europæiske fastland. Det gælder også i et vist omfang USA, som nok er den stat, der har den i princippet mest vidtgående ytringsfrihed i verden. Her handler det nok om, at USA er grundlagt af forskellige puritanske sekter, som har knæsat en norm, hvor man ikke siger noget ondt om hinanden.

Tone Frank Dandanell, ph.d.-studerende i filosofi, forsker i Søren Kierkegaard, religionsfilosofi og kønsfilosofi

Tone Frank Dandanell
Tone Frank Dandanell

Diskursen om safe space er en reaktion på et reelt problem: at der ikke findes herredømmefri rum, og at der er mange mennesker – etniske og seksuelle minoriteter – der er udsatte.

Safe spaces er tænkt som rum, der er fri for den diskrimination, der er alle andre steder. Det er ikke en strategi, der er uden problemer. Men i det mindste synes jeg, at den er god til at skabe bevidsthed om, at ulige magtforhold gennemsyrer vores samfund, og at nogle mennesker lider under disse forhold, mens andre nyder godt af dem.

Her er safe spaces en sympatisk reaktion, og hundrede gange bedre end en blind oplysningstanke om, at alle uden videre kan være med i samtalen og magtudøvelsen i samfundet. På den anden side bør man også spørge sig selv, om man kan have et terapeutisk rum, som også er et intellektuelt rum? Det er jo det, som eksempler med bøger, der bliver fjernet fra pensum på universiteter, blandt andet handler om.

Jeg kan forstå, hvor kravet kommer fra, men på den anden side kan universitet ikke være et sted, hvor man pakker folk ind i vat. Det hører med til det at blive uddannet at blive konfronteret med det ubehagelige. Sandheden er af og til næsten modbydelig. Så det er en balancegang.

Når den her diskussion ikke har fat på samme måde i Danmark, tror jeg, det er, fordi vi har den her forestilling om, at vi allerede er kommet i mål. Ligesom med feminismedebatten, hvor man tit hører, at vi jo allerede har ligestilling i Danmark, selvom alle undersøgelser peger på, at vi har store problemer.