Formand for Rådet for Socialt Udsatte: Der er brug for et totalt kursskifte

Samfundets dårligst stillede borgere er fanget på et skib, som sejler den forkerte vej. Der er brug for et totalt kursskifte, skriver formand for Rådet for Socialt Udsatte

”Godt helbred, styr på misbruget, styr på dæmonerne kommer bare ikke ud af, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’, ’mere effekt af det sociale arbejde’ eller nogen af de andre mantraer, som det nye regeringsgrundlag gentager fra de tidligere,” skriver Jann Sjursen, som er formand for Rådet for Socialt Udsatte. –
”Godt helbred, styr på misbruget, styr på dæmonerne kommer bare ikke ud af, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’, ’mere effekt af det sociale arbejde’ eller nogen af de andre mantraer, som det nye regeringsgrundlag gentager fra de tidligere,” skriver Jann Sjursen, som er formand for Rådet for Socialt Udsatte. – . Foto: Leif Tuxen.

MAN SKAL PASSE PÅ med at forherlige ”de gode gamle dage”. Ofte var de som bekendt ikke så gode, som det kan fremstå i nostalgiens bløde skær. Derfor er Rådet for Socialt Udsattes ønske til den nye regering da heller ikke, at tiden skal rulles tilbage. Et beskedent ønske må snarere være: Ikke mere af det samme.

Ikke mere af de fejltagelser, som V-regeringen begik, og som på lange stræk var en fortsættelse af tidligere regeringers kurs. Kursen er simpelthen forkert. Samfundets dårligst stillede borgere er fanget på et skib, som sejler den forkerte vej. Det, der sker med reformerne af for eksempel kontanthjælp og førtidspension i disse år, fungerer ikke for hjemløse, misbrugere, sindslidende og fattige – det bør stå klart for enhver, som giver sig tid til at se ud over økonomiske regnemodeller og i stedet ser på virkeligheden. Man behøver blot lytte til de sociale organisationer, som kan fortælle om det stigende antal desperate borgere, de møder i deres tilbud.

Der er brug for et totalt kursskifte. Ingen kan være uenig i, at det bedste for hjemløse, misbrugere, sindslidende og andre socialt udsatte at få et almindeligt liv med godt helbred, arbejde, god indkomst, familie og så videre. Men godt helbred, styr på misbruget, styr på dæmonerne kommer bare ikke ud af, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, ”mere effekt af det sociale arbejde” eller nogen af de andre mantraer, som det nye regeringsgrundlag gentager fra de tidligere.

Det er heller ikke nok at sige, at regeringen vil holde øje med udviklingen for socialt udsatte i en årlig socialpolitisk redegørelse – regeringen skal da være klar til at ændre kursen, når hjemløsheden er stigende. Mere af det samme er ikke godt nok.

Hvad med, om regnestykket blev vendt på hovedet? Hvad med, om mistænkeliggørelsen retorik blev erstattet af tiltro? I første omgang ved at sikre et værdigt forsørgelsesgrundlag for borgere, som på grund af sygdom og sociale problemer ikke kan arbejde 37 timer om ugen på det ordinære arbejdsmarked. Det ville være banebrydende socialpolitik. Og hvad med at give det sociale arbejde, som virkelig gør en forskel for mange mennesker, et ordentligt skulderklap og et boost i form af tiltrækkeligt med ressourcer og friere rammer? Det ville være fremadskuende.

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.