Prøv avisen

Nyt ungdomsoprør? Ja tak!

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen. Privatfoto.

Der er brug for et opgør med en menneskeligt og kulturelt praktiseret materialisme, der reducerer alle menneskelige problemer og deres løsning til et spørgsmål om penge og indkomstoverførsler, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller

Kan man på én gang forholde sig kritisk til velfærdsstaten og dens bagvedliggende ideologi og samtidig være politisk progressiv? Kan man gå ind for vidtstrakte globale indgreb over for klimaændringer, ressourcemisbrug og fattigdom og samtidig fastholde den enkeltes personlige ansvar til at gøre sit i et velfungerende civilsamfund?

Kan man på samme tid fastholde fornuftens og videnskabens uangribelige ret til at indvinde stadig nye indsigter, sideløbende med, at man insisterer på, at troen på Gud og på Jesus Kristus sagtens kan fungere som livsgrundlag for et moderne, oplyst menneske? Kan man være både venstre- og højreorienteret samtidig?

LÆS OGSÅ:Henrik Bang-Møllers blog

På disse spørgsmål måtte man i det hedengangne industrisamfund med arbejderklasse, borgerskab, progressive og reaktionære svare skråsikkert nej. Det kunne man ikke. Dengang var verden på mange måder enklere og nemmere at overskue. Det var tilmed i denne periode som med lidt god vilje strakte sig helt tilbage fra slutningen af det 19. århundrede indtil engang i 1990′erne at de store totalitære ideologier som kommunisme og nazisme hærgede.

Nazismen blev takket være stærke demokratier som USA og England skudt i sænk. Dertil bidrog også det kommunistiske Sovjetunionen med Stalin i spidsen. Og netop af denne sidste grund og så fordi kommunisterne også deltog aktivt og heroisk i modstandskampen mod nazisterne i Danmark vandt kommunisterne en forholdsvis stærk politisk platform lige efter krigen. Ved det første valg efter besættelsen i 1945 tabte således samarbejdspolitikkens største parti, Socialdemokratiet, 18 mandater, mens kommunisterne vandt 18!

Socialdemokratiet var med god grund bange for kommunisterne, fordi de udmærket godt vidste, at samarbejdspolitikken ikke var populær efter befrielsen. Alligevel har Socialdemokratiet og dets vidtforgrenede bevægelse vundet stor historisk fortjeneste derved, at de i Danmark i modsætning til deres søsterpartier i for eksempel Tyskland og Frankrig formåede at holde kommunisterne formelt uden for indflydelse.

Men Socialdemokratiet var også bange for kommunisterne af en anden grund. De appellerede til samme vælgere. Og de abonnerede på samme grundlæggende ideologiske tankegods: forestillingen om en undertrykt arbejderklasse med særlige krav på rettigheder, og forestillingen om menneskelig frigørelse som et spørgsmål om alene materiel tilfredsstillelse og lighed, et hermed forbundet reduktionistisk menneskesyn og sidst, men ikke mindst en dyb, gennemtrængende mistro til civilsamfundet, hvor borgerne uafhængigt af statsligt eller kommunalt formynderi og lovgivning selv er i stand til at afhjælpe social nød og udøve retfærdighed.

Disse forestillinger trængte massivt igennem i 1960′erne og 1970′erne. Socialdemokratiet ikke alene flirtede med venstre- og kulturradikalismen. Nej, de lod dem få afgørende indflydelse på opbyggelsen og værdisætningen af velfærdsstaten. Og grundlaget for de venstre- og kulturradikales kolossale magt blev udbygget med den offentlige sektors monumentale vækst i perioden fra slutningen af 1950′erne indtil den første oliekrise i 1973.

Ikke mindst lykkedes det de venstre- og kulturradikale studenteroprører med kommunisten og rektoren på Københavns Universitet Mogens Fogs aktive bidrag at få afskaffet professorvældet. Men kun for på denne baggrund i 1970′erne og og 1980′erne at bane vejen for selv at kunne sætte sig solidt på magten på universiteter og andre videregående uddannelser.

Fordi der ikke på samme måde som med nazismen blev taget et generalopgør med kommunismen efter Anden Verdenskrig, overlevede beslægtede ideologier som socialisme og anden radikalisme med udtalte totalitære tilbøjeligheder uanfægtet navnlig hos de intellektuelle og deres halvstuderede medløbere. Et enten-eller verdensbillede med godhedens ideologiske institutionalisering i velfærdsordninger og statsstyret materialisme nedstøbt i massiv beton.

Men nu trænger generalopgøret sig på. Ikke et generalopgør ud fra devisen kommunismen tabte, og vi vandt; ikke for således at erstatte venstre- og kulturradikalismen med liberalisme, globalisme og blind kapitalisme som nye ideologiske skyklapper.

Men et opgør med den politiske, eksistentielle og værdimæssige ensretning. Et perspektivudvidende opgør med et anakronistisk højre-venstre skema, med en menneskeligt og kulturelt praktiseret materialisme, der reducerer alle menneskelige problemer og deres løsning til et spørgsmål om penge og indkomstoverførsler.

Hvis ikke dette generalopgør tages, risikerer vi som nu fortsat, at liberalismen i sin sejrsrus parrer sig med socialdemokratismen og så er fanden for alvor løs! For så udnytter liberalismen nemlig, at socialdemokratismen først gjorde individet ansvarsfrit og selvoptaget, så liberalismen dernæst kan udnytte den legitimerede egoisme som drivkraft i et rent forbrugs- og markedssamfund.