Tiden går og går tilbage:
af de gamle gyldne dage
redded fædrene en rest,
af nutidens slemme plage
fødes eftertidens pest.
Sådan digtede Horats og spejlede dermed en forestilling om en prægtig og glorværdig fortid, som syntes ham i uundgåeligt forfald.
Stundom nikker jeg ikke mindst i denne mørke tid bifaldende til den gamle romer og funderer på, om jeg er ved at blive en sur, gammel Jeronimus eller befinder mig i bevægelse mod indsigtens vismandsstatus. Eller om jeg måske bare på pragmatisk vis har ladet mig besjæle af det sortsyn, der er så praktisk. Skulle det nemlig vise sig, at jeg har ret, vil jeg til den tid som så ofte før kunne sige: Hvad sagde jeg, og skulle jeg ikke have ret, ja, så gør det ikke så meget, for så er tiderne blevet så gode, at de fleste alligevel har glemt, hvad den gamle tosse sagde.
LÆS OGSÅ: Nytårshilsen: Af religionsdialog kommer respekt og tolerance
Da velfærdsstaten blev sat på skinner, så man folkestyrets inderste idé i, at selvstændige personer i et frit samvirke alle for én og én for alle bar ansvaret for helheden, og at samvirkets udfald i sidste instans afhang af den enkelte. Staten var redskabet til løsning af de fælles opgaver. Håbet om at bygge et andet samfund hvilede på tanker om fællesskab, solidaritet og samarbejdsvilje. Det nye samfund var baseret på institutioner, der tjente som næstekærlighedens surrogat.
Hver især skulle vi yde vort til det fælles. Vi skulle med større eller mindre smil på læben betale den skat, der var nødvendig, og vi skulle, så langt vi kunne, stille vores arbejdsindsats til rådighed. Og så skulle vi ikke, hver gang mulighed bød sig, møve os frem til truget for at stikke sugerøret ned i den store offentlige kasse. Vi skulle opføre os moralsk og træde til side for den anden.
I den nordiske mytologi møder vi grisen Særimner, der hver dag blev slagtet og spist, men som hver aften igen blev hel og levende. Den offentlige sektor er hverken Særimner eller en uudtømmelig brønd, men vi er alle opdraget, så det gælder om at få så meget som muligt ud af en given indsats eller at sikre et resultat uden al for stor anstrengelse.
Der er derfor et grundlæggende dilemma mellem på den ene side de etiske krav, velfærdsstaten stiller, men som den ikke selv kan garantere, og på den anden side de privatøkonomiske, rationelle tilskyndelser, vi hurtigt indlærer som ren selvfølgelighed. Den velfungerende velfærdsstat kræver, at mennesker opfører sig privatøkonomisk irrationelt.
Vi står altså med to forskellige syn på mennesket. Det ene ser mennesket som et væsen, der altid reagerer på tilskyndelser. I det perspektiv reagerer vi kun på incitamenter, som det hedder på økonomernes nydansk. Det andet opfatter mennesket som et socialt væsen med ansvar for den anden og for fællesskabet. Måske man kunne tale om det økonomiske versus det velfærdsstatslige menneske.
Det er just i disse sammenhænge, tiden er gået og gået tilbage. Borgeren, der i samspil med andre sikrede den ønskede helhed, er blevet erstattet af forbrugeren, kunden, som med begejstring rager til sig med arme og ben og glad sælger trepattede køer i Jesu navn. Staten som instrumentet for de fælles handlinger er blevet erstattet af staten som serviceleverandør. Det velfærdsstatslige system, der skulle holde det markedsøkonomiske system på dydens smalle vej, er selv blevet stærkt inficeret af markedsøkonomisk tænkning.
De seneste årtiers socialpolitiske historie er præget af arbejdsmarkedspensioner, aktiveringsregler, gennemførelse af nye og stramning af ældre optjeningsregler, udlicitering, fritvalgsordninger, privat sygeforsikring, voksende skepsis over for universalismen, øget interesse for målretning, et stærkere fokus på civilsamfundet og det frivillige, en skarpere betoning af pligterne på rettighedernes bekostning, en mere åben debat om krævementalitet, opstramninger af tildelingskriterier og så videre. Alt spejler det en bevægelse væk fra kernen i den klassiske velfærdsstat, en velfærdsstat under erosion.
Det er den enkeltes gøren og laden, der afgør, om vi lever op til de krav, samfundet stiller om vi handler som velfærdsstatslige borgere.
Når politikerne i stigende grad gennemfører ændringer af den omtalte type, signalerer det deres opfattelse af, at vi ikke opfører os som generøse velfærdsborgere, men som tilbudssøgende supermarkedskunder som privatmænd og ikke som samfundsmennesker.
Hvorfor er det gået sådan?
Hvorfor har vi øjensynligt ikke været i stand til at leve op til det moralske projekts fordringer? Hvorfor er det mere og mere spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte har gjort sig fortjent til samfundets støtte, der står i centrum? Hvorfor er problemer blevet noget, nogen må tage sig af, mens vi hver især holder os afventende i bageste række? Hvorfor har rettighedsegoismen i den grad taget overhånd? Har vi ikke kunnet styre spændingen mellem solidaritet og individuel ansvarlighed, og har det bragt os ud i en afhængigheds- eller forsørgerkultur?
Hvorfor har vi opført os, så politikerne har følt sig kaldet til at gennemføre både pisk og gulerod for at få os til at arbejde i den grad, som solidariteten med helheden fordrer? Hvorfor har vi haft så svært ved at forstå, at velfærdsstaten ikke kun er for etniske danskere? Har velfærdskoalitionen 1,6 millioner helårsmodtagere af indkomstoverførsler og små 900.000 offentligt ansatte i en vælgerbefolkning på godt fire millioner taget styringen fra politikerne?
Hvorfor fokuserer solidariteten mere og mere på dem, der er i betalt arbejde, mens man interesserer sig mindre for dem, der står med et iøjnefaldende behov? Hvorfor er fortjeneste blevet en mere vigtig faktor end behov? Har vi i for ringe grad set statens rolle som den, der skaber fællesskabsrammer for det autonome og uafhængige individ? Har vi i stedet udviklet rammer, som har disponeret for styring, paternalisme og bureaukrati?
Er velfærdsstaten blevet en ordning til glæde især for dem, der forvalter velfærden og i mindre grad for dem, som har velfærden behov? Har de offentligt ansatte opkastet sig til herskende klasse? Har velfærden i for høj grad hvilet på stanghabit og folkeleverpostej? Hvordan har den enkelte undergået ændringen fra borger til bruger og forbruger for at ende som kunde? Hvorfor er princippet om noget for ingenting blevet erstattet af maksimen om noget for noget?
Listen over det, der udhuler den velfærdsstat, jeg i mit hjem drak ind med modermælken, er så lang, at det kalder på en lykkepille. Den hedder håbet.
Tillid, medfølelse, åbenhed, kærlighed, håb og så videre er spontane livsytringer, der sikrer samliv og samvær. De kaldes frem i krise- og konfliktsituationer og skaber etiske normer. De tilskynder til handling, men mens livsytringerne i sig selv er ubetingede, er handlingerne bestemt af overvejelser og argumenter. I vores sammenhæng: overvejelser over det gode samfund, som vi gerne vil give videre til vores børn og børnebørn. Samfundet ikke som regnearksresultat, men som moralsk projekt.
Den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman skrev i Flydende kærlighed:
Accepten af næstekærlighedsbuddet markerer menneskelighedens fødselstime. Alle andre regler for menneskelig sameksistens såvel de på forhånd givne som de retrospektivt afdækkede er blot et (aldrig fuldstændigt) noteapparat til dette bud. Blev dette bud tilsidesat, ville der ikke være nogen, der kunne videreføre noteapparatet eller vurdere dets fuldkommenhed.
Denne liden nytårskronik er et bidrag til noteapparatet. Lad den, som har øren at høre med, høre.
Godt nytår!
Jørn Henrik Petersen er dr.phil., lic.oecon. og professor ved Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet