I år har Google ikke noget julepynt på hjemmesiden, det plejer der ellers at være. I daginstitutionernes læreplaner, der træder i kraft næste år, vælger man bevidst ikke at omtale tro og religion med et ord, selvom mange daginstitutioner lever med især kristendom og islam som en synlig del af børnenes hverdag. Og selv statsministeren mener, at religion ikke bør være så tydeligt i det offentlige rum. Religion begynder at blive et politisk korrekt tabu.
Grunden til dette tabu ligger måske i formodningen om, at man ved at udtrykke noget om religion automatisk kommer til at støde folk. Ved at sige noget religiøst, pynte en hjemmeside med et julehjerte og lidt sne eller ved at opfordre til, at der snakkes om tro i børnehaven, tror jeg, mange mener, at man er med til at grave grøfter mellem trossamfund. Hvis man sætter et julehjerte frem, tilkendegiver man jo, at man er kristen og siger samtidig, at det så er forkert ikke at være kristen, synes indstillingen at være.
Men religion forsvinder jo ikke, ved at man holder den ude af det offentlige rum. Integrationsproblemer går ikke væk, selvom man forbyder kvinder at bære tørklæde, og det demokratiske sindelag indfinder sig ikke af sig selv, ved at man ikke kan se, hvilken religion folk har.
Tabu betyder i religionsvidenskabelig sammenhæng noget forbudt. For eksempel udtrykker nogle religioner, at religiøse genstande kan være i besiddelse af en sådan kraft, at man skal nærme sig dem på en helt særlig måde, for at det ikke skal blive livsfarligt for folket.
I Det Gamle Testamente omtales en sådan tabuhistorie i Anden Samuelsbog (6,6-7). Her fortælles det, at en mand Uzza ved et uheld kom til at gribe fat i Guds ark, altså Gud helligdom. Herefter blev Gud så vred, at han slog Uzza ihjel på stedet. Tabuet var brudt, derfor døde Uzza. Selvom det altså ikke er nogen bevidst handling, man udfører, bliver konsekvensen af overtrædelse af et religiøst tabu døden.
I vores dagligsprog betyder tabu ligeledes det forbudte; ikke i den forstand, at vi har mange tabubelagte genstande, men nærmere at forstå som det, det er forbudt at tale om. Ligesom med de religiøse genstande forestiller man sig nemlig, at hvis man alligevel taler om "det forbudte", vil noget farligt bryde løs. Og ligesom i Uzzas tilfælde kan forestillingerne om tabubrydningens livsfarlige konsekvenser forstærkes i fortællinger. Vi har nemlig fortællingen om Muhammedtegningerne, kunne man sige. Eller filmen af Theo Van Gogh. Her blev vel religionstabuet brudt og helvede brød løs?
Men nej. I religion er tabuernes funktion at bevare det hellige på fornuftig afstand af det ikke-hellige. Når tabuerne respekteres, bevares samfundets religiøse balance, og folket kan leve i fred og tryghed. Men der er forskel på et religiøst tabu, der skal opretholde religiøs orden, og så religionstabuet.
Ved at religionstabuet i vores samfund overholdes, sørges der nemlig ikke for, at samfundet holdes i balance, og at folk lever i fred med hinanden. Tværtimod. Vores religionstabu bryder netop freden og balancen ved ikke at italesætte det, der for nogle er helligt. Det politisk korrekte religionstabu skaber polarisering og et overtryks-agtigt behov for brydning af dette tabu, så lejrene mellem de religiøse, de politisk korrekte og de aldeles politisk ukorrekte graves dybe.
Religionstabuet er nemlig et tabu mod at omtale de religiøse tabuer. Et tabuernes tabu, så at sige. Og fordi det er forbudt at tale om, hvad der er forbudt i religioner, bliver konsekvensen, at det religiøse tabu brydes, selvom det er religionstabuet, man i virkeligheden ønsker brudt, når det nu ikke tjener andet formål end at grave grøfter mellem folk.
Det er derfor nødvendigt at bryde religionstabuet. Det er nødvendigt at tale om religion, om religiøse tabuer, forbud og påbud, tro og håb, at mødes i åbenhed og samtale om disse ting og ikke lade, som om de ikke findes. Ved at forholde sig til religion uden om religionstabuet, vil det være lettere at forstå, at nogle religioner opstiller nogle regler, som andre religioner ikke har. Naturligvis skal disse regler ikke dermed automatisk påføres og accepteres af andre, men det at beskæftige sig med religion betyder ikke, at man bliver hjernevasket, terrorist, mister sin egen religion eller sin troværdighed. Så sæt religion og tro på læreplanen i børnehaven igen! Og på med julepynten, Google!
Anne-Mette Nortvig Willesen,
seminarielektor,
Bygaden 34,
Svinninge