Øbo og single: Om den vanskelige kunst at date på nettet

Ord kan virke så utilstrækkelige, når det står klart, at de er de eneste midler, man har til at fremvise sit hjerte, sjæl – og krops tiltrækkende kvaliteter, skriver Jørgen Rasmussen, der leder efter kærligheden på internettet

På en datingside handler det frem for alt om at turde give sig selv, og det er der mange, som – af gode grunde – ikke får gjort.
På en datingside handler det frem for alt om at turde give sig selv, og det er der mange, som – af gode grunde – ikke får gjort. Foto: LASSE KRISTENSEN/ritzau.

AT BEGYNDE at skrive med et andet menneske for at finde ud af, om man skal møde det på en egentlig date, er ikke så enkelt endda.

Det nødvendiggør for mig at se at være kompromisløs nok til at give sig selv så respektfuldt og ærligt som muligt, såvel som at være fordomsfri nok til at møde det nye, andet menneske så åbent som overhovedet muligt.

Fra den første nysgerrige hilsen stævner man netop mod et bestemt mål om at ville den anden, og hvis nu... Og hvad sker der så mellem linjerne? Hvad tør vi fortælle hinanden? Og hvordan gør vi det?

Det er imponerende, så meget ”krop” allerede en tekst kan få ved at antyde – og rent faktisk betyde – en forførelse af den anden langt over grænsen af sin umiddelbare egen tekstlige formåen. Skriften kan forføre så meget, at et fysisk møde risikerer at blive en brat opvågnen fra den gensidige ordflirt, som to personer har indhyllet hinanden i. Så dén risiko må man løbe og gøre den til et tema midt i de sidste mails og sms’er inden det fatale møde i kød og blod.

Men spor kan skræmme: At turde turde handler også om sårbarhed, om at blotte sig for ”den rigtige” på et gunstigt tidspunkt. Og hvordan man finder den rigtige, bliver nemt et meget åbent spørgsmål. Så det handler om en sans for tid og det rette øjeblik. Og for etik og værdighed. En underoverskrift til denne tekst kunne være ”Med Løgstrup på date”. Mere end så mange andre har den danske filosof betonet det redelige og værdige møde mellem mennesker. Og et par af hans centrale begreber angår samspillet mellem det kompromisløse og det fordomsfrie.

HVAD ER FÆLLES for alle de aktive på en datingside, når det kommer til stykket? At møde kærligheden igen. Og så viser indvendingerne sig prompte for at affærdige denne vej til kærligheden som et teknisk fix. Især den systematiske markedsgørelse, der lukrerer på alle og enhvers drømme og længsler, når nu kærligheden ikke bare kommer til en uden videre. Samtidig rummer dating-sider vel ret beset en mulighed for at tage sagen i egen hånd. For man bestemmer basalt selv, hvor meget man vil ofre af tid og penge på dette medie, som vitterlig kan lede til vidunderlige bånd med et andet menneske, som også vil kærligheden.

Så jeg har kastet mig ud i løjerne, velvidende at en vis selvforførelse sagtens kan indfinde sig hen ad vejen. Og hvilken vej: På en datingside skal man ikke bare prøve at være sig selv, men samtidig også fremstille sig selv, og allerede dét er et eksperiment. Ord kan virke så utilstrækkelige, når det står klart, at de er de eneste midler, man har til at fremvise sit hjerte, sjæl – og krops tiltrækkende kvaliteter:

Hvorfor skulle du egentlig blive tiltrukket af lige mig frem for de hundredvis af andre kandidater? Og så er der profilbilledet – I guder, for en udfordring. Vi er nogle stykker, som aldrig kan finde det foto, der præcis ligner dét, vi vil vise. Den franske filosof Roland Barthes har sagt det så smukt: ”Billedet får altid det sidste ord.” Og hvilke ord passer bedst til ens billede og dets magiske muligheder?

På en datingside handler det frem for alt om at turde give sig selv, og det er der mange, som – af gode grunde – ikke får gjort. Og så er man overladt til at ”læse” en profil uden ord, uden billede, måske højst med en angivelse af hjemby. En profil næsten uden chance for at blive kontaktet, fordi den skærmer sig i lutter ubekendthed og derfor risikerer at (for)blive den selvopfyldende, gnavende profeti om, at man nok ikke er værd at lære at kende.

FOR DE SKRIVELYSTNE ligger der her en vældig mulighed for at lære hinanden at kende på forhånd som skrivende. Og man kan i vid udstrækning selv vælge og mærke, hvor stærkt det her skal gå, hvis man vel at mærke ligner hinanden på det punkt. Her er man i første omgang ikke introvert eller ekstrovert, men netop ”teksttrovert”, fordi det er teksten, der fylder ”det hele” (ud over ovenomtalte billede, som endda kan blive endnu smukkere, efterhånden som teksten gør sit).

Næste fase kan være at gribe mobilen. Her får den attråedes stemme hovedrollen og bliver en velsignelse eller bekymring alt efter de ubevidste forventninger. Nu skal billede, tekst og talens klang og de tavse sekunder mellem ordene pludselig spille sammen. Meget spændende, men også stærkt urovækkende, hvis alle ordene fra den sædvanlige tekstmasse pludselig sætter sig fast i halsen.

Men Løgstrup kommer først rigtig på date i selve mødet, som ved gud handler om integritet og noget nær optimal sårbarhed. Den endelige blotlæggelse af hele en selv og den anden lige dér i sollyset og dets skygger, som det endelige møde uden nogen vej tilbage til det trygt-forførende dialogunivers. Åh, hvilken øvelse i nærvær og nuets fordringer om at give sig selv i dette ene møde.

Jørgen Rasmussen er konsulent, øbo – og single.