Skal de danskes øer bestå?

Landevejsprincippet er som andre planer for udkanten stort set forblevet som valgløfternes mundsvejr eller det, min mor kaldte luftsteg og vindfrikadeller, skriver Ole J. Hartling

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

”En ø er altid noget for sig selv: et selvstændigt kosmos, et minikontinent, et landskab og et samfund, som vandet har afskåret fra omverdenen. Folk taler ofte med længsel eller eventyrlyst i stemmen om drømmen om opholdet på en mere eller mindre øde ø og om de uundværlige ting, de skal have med derud. En ø begrænser bevægelsesfriheden, men udvider samtidig den horisont, som kan ses fra dens kyster.”

Ordene stammer fra en rejsebeskrivelse; øer fascinerer. Litteraturen rummer utallige fortællinger lige fra ”Odysseen” over ”Peder Paars” og ”Robinson Crusoe” til sjove klummer i Kristeligt Dagblad af Kåre Gade for nu at tage et begrænset udsnit.

Jeg nævner Gade, fordi det fremgår, at han har sommerhus på en mindre ø, hvad der i sig selv er udfordrende og inspirerende for ham. Men jeg må også nævne Achton Friis og Johannes Larsens ”De Danskes Øer” fra 1920’erne, og den charmerende tv-serie ”Gensyn med de danskes øer”, hvor Jørgen Flindt Pedersen med sin besætning på skibet ”Rylen” sejlede i Achton Friis’ kølvand og mødte livet i de små øsamfund.

I 2014 blev jeg ejer af et sommerhus på Omø. Omø er med i Sammenslutningen af Danske Småøer og er en af de mindste. Jeg er blevet en begejstret øboer, og jeg kan slet ikke undgå at lægge mærke til noget, som handler om øer. Der har udviklet sig en hel videnskab, som har fået sin egen betegnelse, nesologi, efter det græske ord for ø, nesos . Det har jeg læst i bogen ”Fast grund under fødderne? Ø-filosofiske pejlemærker” af Jørgen Rasmussen. Han skriver blandt andet, at verdens øer meget nemt bliver set ud fra en underskudsmodel, ”hvor de vurderes ud fra, hvad de ikke rummer”.

Men der er noget, øen ikke kan undvære, noget, alle samfund har brug for, og det har med dens overlevelse og fremtidige eksistens at gøre. Det er for eksempel en skole – i det mindste en grundskole for de mindste børn. Desuden adgang til sundhedsydelser, stabile indkøbsmuligheder, internet- og mobildækning. Og endelig som noget af det vigtigste en færge, som skal være driftssikker og regelmæssig.

De livsnødvendigheder er flere steder truet. Den nye skolereform betyder på Omø, at børn efter 6. klasse – foruden at skulle af sted med tidlig morgenfærge – først kan være hjemme sidst på eftermiddagen. Det er ikke noget, der opmuntrer familier til at bosætte sig på øen. En nyere trussel er en spareplan for færgen. Det indebærer længere sejltid og færre afgangstider.

I 2003 introducerede man begrebet ”landevejsprincippet”, som vi siden har hørt meget om, fordi det er blevet ved snakken. Landevejsprincippet betyder, at en sejlet kilometer ikke må koste mere end en kørt kilometer i Danmark. Princippet var genstand for en nøjere analyse i Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport fra 2015: ”Analyse af konkurrencemæssig ligestilling af små øer og ø-kommuner”.

Alle er enige om, at det vil betyde, at flere kan have et arbejde og vil bosætte sig på øerne, og at der vil komme flere turister, som igen vil være til gavn for udviklingen. Man kan i nogle tilfælde beregne, at sænkning af færgetaksterne ikke vil kræve øgede tilskud, men tværtimod være indtægtsgivende.

Fra politisk side er der en erklæret vilje til at arbejde efter landevejsprincippet, men social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) beder i svar på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål i Folketinget i 2016 om, at man ”væbner sig med tålmodighed”. Landevejsprincippet er som andre planer for udkanten stort set forblevet som valgløfternes mundsvejr eller det, min mor kaldte luftsteg og vindfrikadeller.

Finn Slumstrup og Viggo Mortensen, som nu begge bor på Ærø, har udgivet bogen, ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0. En folkelig bevægelse til gavn for en alsidig udvikling af Danmark”. Det er en antologi med bidrag, der både peger på problemer og løsninger. En artikel fra september 2014 her i avisen fremhæver, at det ikke længere rækker med førstehjælp og nødløsninger, hvis vores fædreland ikke skal skævvrides endnu mere, end det er blevet.

Hvis hele Danmark skal være beboet, sådan som vi har været vant til, så skal det også være muligt infrastrukturmæssigt. Let og lige adgang til sundhed for borgerne for eksempel. ”Har man sagt, at alle borgere skal kunne modtage digitale ydelser fra det offentlige, så skal der også være tilstrækkelig mobil- og internetdækning. Og så videre. Vi, der bor i udkanten, vi beder ikke om nødhjælp og almisser. Vi beder om retfærdighed.”

Den retfærdighed skal skabes med bevidsthed og effektivitet. Mens vi væbner os med den ministerielle tålmodighed, lukker mindre samfund ned og går uigenkaldeligt tabt, og så vil vi ikke længere have et mangfoldigt Danmark og ikke længere kunne tale om de danskes øer.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen