Vores besøg i Jerusalem blev en forfærdelig oplevelse. Det var onsdag den 14. oktober. Gaderne var så godt som tomme. Normalt vrimler det med glade turister og lokale handlende samt jøder på vej til Grædemuren. Men onsdag var gaderne næsten uden turister, og kun meget få lokale var kommet ud af deres hjem. Til gengæld så vi hundredvis af israelske soldater og politi. Over alt stod de klar med vejspærrings-rækværk. Alle med skudsikre veste. Og deres automatvåben var klar til brug. Nogle holdt fingeren på aftrækkeren.
Både israelere og palæstinensere var utrygge. Dagens aviser var fulde af citater fra bekymrede forældre, som ikke ville sende deres børn i skole. En mor i Betlehem fortalte mig, at hendes datter, der bor i den gamle bydel i Jerusalem, i en telefonsamtale havde sagt, at hun bestemt ikke ville lade sine børn komme uden for hjemmets vægge foreløbig, og hun tilføjede ”situationen er forfærdelig både for jøderne og for os. Kan vi da ikke snart få fred?"
Min familie og jeg, som pt. holder ferie i Beit Sahour på Hyrdernes Mark uden for Betlehem, havde besluttet os for at tage til Jerusalem på trods af varsler om uro.
Vi tog med taxa til ”Bethlehem check point”, hvor der normalt er stor trængsel af palæstinensere, som skal på arbejde i Israel. Men denne dag var der kun få - meget få - mennesker på vej gennem de gitterindhegnede smalle passager frem mod selve ”check point”. Ved indgangen stod der endda fem palæstinensere, som advarede os mod at tage til Jerusalem, for som det blev sagt: ”Der bliver skyderier i Jerusalem i dag. Nogle vil blive dræbt. Lad være med at tage til Jerusalem!”
Men vi havde besluttet os. Vi ville til Jerusalem. Vi ville opleve en by præget af alt andet end fred. Og sådan blev det. Vi oplevede en by, hvor fred blot var et emne alle talte om. Men talen var dæmpet, præget af frygt. En kristen palæstinenser sagde det sådan: ”Her i livet får vi nok aldrig fred. Fred får vi nok først i døden!”
Alt i Jerusalem var dæmpet. Alle talte kun sagte. Og når man spurgte, så fik man ofte det samme svar: ”Vi ved ikke, hvad der sker. Men vi er bange. Vi ønsker kun fred”!
Politi og militærfolk havde kun lidt at holde øje med. Mange civile gik med våben. Dog kun jøder, fik vi at vide. Jerusalems borgmester havde endda opfordret alle jøder til at gå med våben.
Af og til så vi nogle få jødiske børn - på vej til eller fra skole. De havde bevæbnede vagter til at passe på sig. Et sted så vi to mindreårige med fire voksne bevæbnede vagter om sig. Som én sagde det: ”Det er da babysittere, der kan noget”!
Ved Gravkirken var der dog trængsel. Især af østeuropæiske og russiske turister. De kom i store grupper. Men de kom ikke gennem Jerusalems gader. De kom bagom, og gik bag om gravkirken igen, når de skulle ud af byen. Alle slog korstegn for sig. Mange knælede og kyssede de forskellige helligsteder. Ville man ind til det sted, hvor der fortælles, at Jesus grav var, så skulle man vente i mere end en time. Så lang var køen, og med meget sagte stemmer blev der blev talt russisk og østeuropæisk. Kun meget lidt engelsk.
Kl. 16.00 sad vi på en tagterrasse. Vi fik en kop kaffe og et glas velsmagende citronjuice. Alt var skønt. Udsigt mod oliebjerget. Den lutherske kirkes tårn stod majestætisk og stort til vor venstre side. Vi så mod den gyldne kuppel på tempelpladsen. Steder hvorfra Profeten Muhammed red til himmels i sin fantastiske ”mirage”. Augusta Victoria Centrets knejsende tårn stod klart på Oliebjerget i eftermiddagssolen. Kun en sagte brise var at mærke. Dejlig lunt. De israelske flag hang slapt fra vinduerne, hvor bosætterne havde deres boliger. På gaderne var det stille - næsten ingen turister. Kun forretningsdrivende - næsten ingen kunder.
Så lød skuddene. Omkring fyrre blev vi enige om. Tjeneren ved vort bord stivnede i sine bevægelser. Stille sagde han: ”Det var dræbene skud!” Så hørte vi sirenerne fra politibiler, militærkøretøjer og ambulancer.
Tjeneren havde ret. En unge palæstinenser var blevet skudt. Det var ved Damaskusporten.
Vi var stille i lang tid. Det var tjeneren også. Vi besluttede os for at gå til Grædemuren. Vi kom gennem kontrollen. Min familie gik frem til muren. Jeg blev siddende på trappen for at se på folk. Alt for mange - syntes jeg - bar skydevåben.
Da vi kom ud gennem Damaskusporten, så vi 10-15 muslimer knælende i bøn - på stenbroen. På drabsstedet. Rundtom stod der vel 50-60 politi- og militærfolk. Alle bevæbnede med automatvåben. Nogle med fingeren på aftrækkeren.
I bussen på vej tilbage til Beit Sahour var der en, der bemærkede, at ”det er godt, at nogle endnu bevarer håbet om fred - hvor svært det end kan være!”
Personligt tænkte jeg på Jesu ord fra Lukas Evangeliet: ”Da han kom nærmere og så byen, græd han og sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage, da dine fjender (...) skal jævne dig med jorden (...) fordi du ikke kendte din besøgelsestid”.
