Prøv avisen
Debat

Økumenisk fordomsfuldhed: Den kristne enhed er givet med dåben

"Synlig enhed har vi i den fælles dåb. Det er den enhed, der skal tages alvorligt, og for sjældent bliver det, så at enheden ofte søges placeret andre steder end der, hvor vor Herre selv har skænket den." Foto: ritzau

Biskopperne må have alle de hatte på, de vil, bare de ikke forpligter andre til det. Vi er kun forpligtede af Jesus Kristus, og kender ingen anden herre. Derfor må vi ikke binde ånd, skriver provst Thomas Reinholdt Rasmussen.

I Kristeligt Dagblad den 7. juni har Simon Fuhrmann, Elisabeth Lidell og Lone Møller-Hansen skrevet en kronik med udgangspunkt i Reformationsjubilæet. Kronikken er dog båret af så stor fordomsfuldhed, at det er svært at finde hoved og hale i den.

Én ting slås dog fast i første sætning: Man fejrer ikke en kirkesplittelse, siges det. Men det er nu heller ikke det, der fejres i reformationsåret, men derimod evangeliets klare dag og åndens frie løb. At tro, at man fejrer en kirkesplittelse, er at fordreje, hvad der er arbejdet på og sagt i de seneste år.

Kronikørerne slår til lyd for venskabets økumeni, og her kan man kun være enig. Men hvad betyder det mon i praksis? Det er svært at vide. Den evangeliske kirke i Danmark er som bekendt en af de mest økumeniske kirker i verden, da alle har adgang til nadverbordet; her spørges ikke til tilhørsforhold.

Enhver er velkommen. Også katolikkerne er velkomne ved nadverbordet i den danske folkekirke. Vi er dog omvendt ikke velkomne i den katolske kirke. Det er naturligvis et problem, som jeg håber, kronikørerne med engagement vil tage fat på.

Da pave Frans i efteråret besøgte Lund og talte i domkirken, begræd han sammen med generalsekretæren for Det Lutherske Verdensforbund den brudte enhed. Det er lettere gådefuldt at vide, hvad de talte om. For enheden er lige for hænderne af dem. Enheden er i dåben, der er ens i kirkerne og holdes for sandt i både den lutherske og katolske kirke. Her er synlig enhed, hvad vil vi mere? Hvis man tager dåbens enhed alvorligt, er alt andet åbent: fælles nadverbord med mere.

Faktisk kan man sige, at i dåbssynet er den lutherske kirke tættere på den katolske, end den er på baptisterne. Her er et problem for kronikørerne engageret at tage fat i.

Hvad er kernen i folkekirkens lutherske økumeniske arbejde? Det er, at man må ikke binde ånd. Man må ikke med særlige strukturer binde ånd, så at man kun ved den særlige struktur eller det særlige embede har kirke. Derfor kan man have alle de paver, man vil, så længe man ikke forpligter andre til det samme. Man må bede alle de bønner, man vil, bare man ikke forpligter andre.

Ja, biskopperne må have alle de hatte på, de vil, bare de ikke forpligter andre til det. Vi er kun forpligtede af Jesus Kristus og kender ingen anden herre. Derfor må vi ikke binde ånd.

Som man kan høre, er der stor frihed i den lutherske økumeni. Frihed til at være, som man er, uden at binde andre. Hvis man vil have en pave, er det i orden. Hvis man vil tale i tunger, er det i orden. Hvis man vil være optaget af det mystiske, er det i orden. Blot man ikke binder andre til det samme. Vi er kun bundet til Kristus i dåben.

Synlig enhed har vi i den fælles dåb. Det er den enhed, der skal tages alvorligt, og for sjældent bliver det, så at enheden ofte søges placeret andre steder end der, hvor vor Herre selv har skænket den.

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring.