Prøv avisen
Etisk set

Ja tak til ønskebørn!

Lillian Bondo er formand for Jordemoderforeningen.

Der blev før p-pillen og før den fri abort i Danmark, ligesom i andre lande, født ikke så få børn, som ikke var ønskede, men som måske blev det hen ad vejen. Eller som livslangt mærkede, at de var uønskede. Det skal vi ikke tilbage til, skriver Lillian Bondo

Den eneste gang jeg kan huske, at jeg har fået en lussing af min ellers milde og ligevægtige mor, var, da jeg kom hjem fra Frankrig i en alder af 18 år og afslørede min skræk for at være blevet gravid. Hun var nok lige så chokeret over nyheden, som jeg var bange for, at det skulle være sandt.

Familiens ældre læge meddelte mig med en stram mine, at jeg ikke ventede barn. Ingen rådgivning om antikonception – den fandt jeg i Mødrehjælpen, hvor den blev givet gratis og uden fordomme.

Men havde jeg nu været gravid, så havde min livsbane nok været meget anderledes. Ung, enlig mor. For det var før den fri abort, i 1971. Det var også før, der var bred tilgang til ikke-dømmende, ordentlig og systematisk oplysning om, hvordan man kunne undgå graviditet – på anden måde end afholdenhed, noget der notorisk ikke har haft den store succes i menneskets historie.

Der blev før p-pillen og før den fri abort i Danmark, ligesom i andre lande, født ikke så få børn, som ikke var ønskede, men som måske blev det hen ad vejen. Eller som livslangt mærkede, at de var uønskede.

Aborttallet var højt allerede inden den fri abort i 1973. Mange fik bevilget abort med henvisning til mental eller social belastning eller overgreb eller fandt økonomi til at rejse til udlandet efter abortmuligheden.

Så den fri abort blev en legalisering af status quo. En befrielse over for løgn og forstillelse og økonomisk pres. Den blev ikke brugt som gratis prævention gennem et ubegrænset antal aborter.

Den fri abort blev også en kampplads. Modstandere af svangerskabsafbrydelse kæmpede mod lovgivningen. Tilhængere kæmpede for kvinders ret til en seksualitet uden straf.

Aborttallet faldt imidlertid over de næste årtier, og i dag har vi en stående, relativt stilfærdig, debat om emnet – i mange år med en udbredt accept af den fri abort som den nødvendige nødløsning ved præventionsmetodesvigt og ændringer i livet, men i de senere år skærpet med religiøst orienterede organisationers bebrejdelser mod kvinder, der vælger denne udvej.

Vi skal blot se hen over Atlanten for at se, hvad der kan ske, når denne vej vinder frem, som DR beskrev det i sidste uge. USA’s aborttal er halveret, der bliver i dag født langt flere børn af helt unge, ugifte mødre, der kun har haft afholdenhed som mulighed for at undgå graviditet – igen, det virker ikke at presse mennesker til ikke at følge deres seksuelle trang – og af kvinder, der ikke ønskede flere børn af mange forskellige årsager.

Kampen mod kvinders valgmulighed har groteske udformninger – tvungne, gentagne (unødvendige) vaginalscanninger, tvang til at høre lyden af et fosters hjerteslag, absurd mange lægeundersøgelser inden tilladt abort og lange afstande til den måske eneste klinik i delstaten, afstande, der afholder den fattige kvinde fra at søge abort. Og endelig skal den abortsøgende kvinde løbe spidsrod ved klinikken i en sværm af modstandere af abort. Noget, der nok skal virkeliggøre profetierne om livslange traumer.

Det ønsker jeg hverken for USA’s kvinder eller for kvinder andre steder. Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde for at nedbringe antallet af aborter. Men med en bedre forebyggelsesindsats til alle, ikke med tvang.

Ønskebørn, ja tak!

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.