Ønsket om forandring - derfor Trump

Vi kan ikke forstå det moderne USA uden at forstå de strømninger, der ligger bag Donald Trumps relative succes i ræset på vejen frem mod Det Hvide Hus

Donald Trump-tilhængere lytter til en af præsidentkandidatens taler her under valgkampen. – Evan Vucci/ AP/ Polfoto.
Donald Trump-tilhængere lytter til en af præsidentkandidatens taler her under valgkampen. – Evan Vucci/ AP/ Polfoto. Foto: Copyright 2016 The Associated Press. All rights reserved.

Det besynderlige er ikke, at mange vælgere i disse uger trækker sig fra Trump. Republikanernes præsidentkandidat optræder sexistisk og racistisk, er islamofob og homofob – og først og sidst en lystløgner. Han er så langt ude, at mange i USA seriøst diskuterer, om Trump i virkeligheden slet ikke ønsker at blive præsident.

Det forunderlige er, at henved 40 procent af de amerikanske vælgere fortsat ser ud til at ville stemme på Trump nærmest ligegyldigt hvad. Og at det fortsat ikke helt kan udelukkes, at Trump vinder valget.

Stereotypen om Trump-vælgeren siger: 50 plus, hvid, mand, kort uddannelse. Den pågældende føler sig truet på jobbet af de mange indvandrere fra blandt andet Mexico. Han er presset af ligestillingen og af de sorte og latinoerne, som vinder frem. Trump-vælgeren stiver sin manderolle af ved at gå med våben – og så stemme på Donald Trump. Overalt i Midtvesten hænger der slogans i stil med ”Don’t be a chump – vote Trump” (Vær ikke en tumpe – stem Trump).

Jeg har netop gennemført et par måneders rundrejse i Udkantsamerika, og karikaturen af Trump-vælgere er ikke dækkende. Masser af kvinder og middelklassefamilier med børn og i gode jobs vil stemme på Trump den 8. november.

De er mere end noget andet drevet af et ønske om forandring. Man kan sige meget godt om Hillary Clinton – men hun står ikke for forandring.

Det er ikke ligetil at få konkretiseret, hvilken forandring disse mennesker higer efter. Men mange amerikanere ønsker, at USA får indvandringen under kontrol – et ønske vi danskere har alle forudsætninger for at kunne sætte os ind i. De mange Trump-vælgere er heller ikke overbevist om globaliseringens fordele. Uanset om det nøgternt kan konstateres, at USA vinder på globaliseringen, for eksempel international handel, så oplever mange amerikanere den som noget truende, især når det gælder beskæftigelsen.

Den aktivistiske udenrigspolitik, Hillary Clinton repræsenterer, er ikke lige populær i alle kredse. Sammenlignet med Europa bruger USA meget store beløb på militæret. Amerikanske soldater sendes til fjerne hjørner af kloder; til lande og lokaliteter, som de fleste amerikanere ikke kan finde på landkortet, og mange udsendte kommer hjem i ligposer. Flere og flere amerikanere betvivler visdommen i denne prioritering al den stund, at infrastrukturen hjemme i USA er nedslidt og behovet for investeringer i uddannelse og sundhed skrigende.

Men det stærkeste argument for at stemme Trump er Clinton. Hun er en del af eliten og anses af brede kredse for at være korrupt og for at være i politik for egen vindings skyld.

Valget handler i høj grad om følelser. Som en ung mand i Idaho sagde til mig: ”Jeg ved, Trump lyver – men jeg tror på ham alligevel.”

Først og sidst er de fleste vælgere fortvivlede over de to håbløse valgmuligheder den 8. november. Som en ældre kvinde i Montana betroede mig: ”Jeg vil ikke stemme – men i stedet bede til Vorherre om at være os nådig.”

Trump repræsenterer brede strømninger i det amerikanske vælgerkorps. Og havde han ikke være så outreret, impulsiv og ude af stand til at styre sig selv, kunne han sagtens have vundet valget den 8. november.

Danske politikere har over én kam været enige om at undsige Donald Trump. Jeg er ikke uenig i kritikken – selvom jeg mener, at vi fra dansk side skal være parat til i alle tilfælde at samarbejde med USA. Skulle det ske, at Trump vinder, skal de danske toppolitikere nu nok hurtigt finde kammertonen.

Under alle omstændighed kan vi ikke forstå det moderne USA uden at forstå de strømninger, der ligger bag Donald Trumps relative succes i ræset på vejen frem mod Det Hvide Hus.

Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen