Næstekærlighed må tælles blandt de helt store plusord her til lands. Næstekærlighed er der kun godt at sige om. Næstekærlighed er den store kardinaldyd såvel hos bekendende kristne som kulturkristne, ja næstekærligheden anprises også blandt ateister og tilhængere af andre religioner.
Næstekærlighed, det er noget, vi går ind for i Danmark. Ganske vist kan det sommetider være så som så med næstekærligheden i praksis, og der lyder jævnlig klager over danskernes mangel på næstekærlighed. Det er stadig et problem, at de andres kolde hjerter. Som Piet Hein engang skrev det: ”Uselviskhed er dog det bedste, som man kan ønske for sin næste.”
Men hvad med fjendekærlighed? Er det også noget, vi går ind for i Danmark? En ting er kærlighed til værdigt trængende, til sympatiske stakler og til uskyldige lidende. Noget andet er kærlighed til fjenderne, kærlighed til de dumme svin og de formørkede sjæle. Det kan selvfølgelig være noget lettere at elske de andres fjender, men Jesus er klokkeklar, når han siger ”elsk jeres fjender”. Det er netop de mennesker, hvis fjendskab er rettet mod os, og hvis man mangler meget personlige fjender, så er der altid fjender af vores land, af vores værdier, af alt det, som vi holder for kært og sandt.
”Elsk jeres fjender,” og der står ikke noget om, at de så forvandler sig til venner. Nej, fjenderne skal elskes som fjender. Det kan være nødvendigt at standse, bekæmpe og straffe fjenderne, men vi kaldes ikke desto mindre til at elske dem.
Fjendekærlighed og tilgivelse er også den røde tråd i ZDF's dramadokumentar ”Honecker og pastoren”, der som mange andre tyske programmer nu kan ses med danske undertekster. Det er den utrolige, men sande historie om, hvorledes den tidligere leder i Østtyskland Erich Honecker sammen med sin hustru Margot fik husly i en præstegård efter deres bratte fald fra magtens tinde. Den evangeliske præst i byen Lobetal udenfor Berlin, Uwe Holmer, bød i 1990 det forhadte par indenfor, selv om folkestemningen helst så undertrykkernes hoveder på et fad.
Det var virkelig skæbnens ironi, at lederen af det kristendomsfjendske DDR-regime, skulle finde tilflugt hos en præstefamilie. Men Uwe Holmer, nu en ældre herre, insisterede på, at hvis man tog Fadervor i munden og bad: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” – så var der ikke andet at gøre.
Det var ikke, fordi Uwe Holmer prøvede at bortforklare eller bagatellisere Honecker-parrets ugerninger, og han beskrev Erich Honecker som ”en venlig, men fanatisk mand”. Det var heller ikke ganske let at lægge hjem til toppen af det styre, som blandt andet havde nægtet husets børn en studentereksamen, alene fordi de var præstebørn. Som præstefruen sagde det: ”De mennesker jeg var rasende på, skulle jeg vise kærlighed”.
Det er lige så oplagt at hade sine fjender som at elske sine venner, men hvor var vi henne, hvis ikke Jesus havde elsket den verden, som var så fjendtlig, at den klyngede ham til korset?
Jesper Bacher er sognepræst.