Hvad er en bekendelse, man ikke bekender sig til?

Alt, hvad der ikke ofrer til tvivlen og tågen, stemples netop af tidsånden lige nu som ”fundamentalisme”, skriver Anders Raahauge

Hvad er en bekendelse, man ikke bekender sig til?

Se, dét er virkelig tidsånd, så sandt som tidsånden lige nu er relativistisk og dekonstruktiv: Kjeld Holm beundrer i klummen ”Kirkeligt set” den 30. april med overskriften ”Ateismen som anfægtelse. Tidsånden er altid den dummeste” Georg Brandes’ ateistiske opgør med kristendom og Kierkegaard, fordi Brandes og Kierkegaard på overfladen skulle minde om hinanden, angiveligt begge fjender af ”alverdens urokkeligheder eller systemer”.

Brandes’ anti-Kierkegaard-bog er derfor ”mesterlig” i Holms øjne.

I samme æstetiserende ånd er det ”bekendelses- fundamentalisme” at holde sig til den luthersk- evangeliske kirkes bekendelse. Det gør kun ”stormtropper”, skriver Kjeld Holm, med smagløs nazi-henvisning.

Alt, hvad der ikke ofrer til tvivlen og tågen, stemples netop af tidsånden lige nu som ”fundamentalisme”. Derfor hyldes domprovst Anders Gadegaard også for sit religionsblanderi.

Men hvad er egentlig en bekendelse, man ikke bekender sig til?

Anders Raahauge, Hørup Bygade 12, Sydals