Må præster tro på Gud? Må de nægte at vie homoseksuelle? Og må man mene noget andet end Folketingets partier? Retoriske spørgsmål – og så alligevel ikke.
Senest er det Socialdemokratiet, som mener, at præster ikke må sige nej til at vie homoseksuelle. Partiet mener, at det strider mod menneskerettighedserklæringen at diskriminere på baggrund af seksualitet. Og det har de principielt ret i – men at stå ved sin tro og overbevisning er ikke diskrimination.
I stedet bevæger Socialdemokratiet sig ud på farlig grund, når partiet mener, at staten skal bestemme, hvad præster må mene er rigtigt og forkert. Det er brud på selvsamme menneskerettighedserklæring, der proklamerer, at alle mennesker har ret til at tro og tænke frit – uden indblanding fra stat eller andre autoriteter.
Samme erklæring, som giver ret til egen seksuelle overbevisning, giver ret til at mene, hvad man vil om seksuelle overbevisninger. Hvad Socialdemokratiet og andre partier mangler at forstå, er, at kirken ikke diskriminerer – den forkynder. Og det er netop dens opgave. Hvis vi skal forsætte med at leve i et land i respekt for menneskerettighederne, kræver det, at også politikere forstår at balancere minoriteter. I Danmark har vi således både en LGBT-minoritet og en bibeltro kristen minoritet. Og begge har lige meget ret til at være her.
Ligesom LGBT-personer har lov til at blive gift – så har kristne lov til at være imod homoseksuelle vielser. Og begge grupper skal mødes med samme respekt og forståelse. En stat, som favoriserer nogle minoriteter frem for andre, er farlig og bevæger sig i en totalitær retning.
Må man tro på Gud i Danmark? Ja – lidt endnu.
Jeg frygter, at vi bevæger os i en retning, hvor Danmark en dag ender på listen over lande, som forfølger og diskriminerer mod kristne. Vi er der ikke endnu, men vi bevæger os alt for hurtigt i den retning.
Med enighedspapirer, indrejseforbud, krav om homoseksuelle vielser, forbud mod at bære kors og nedlæggelse af bederum bliver det sværere og sværere at praktisere sin kristne tro i Danmark. Staten sender et klart signal til alle kristne om, at de er uønskede, farlige eller udemokratiske. At deres tro ikke er noget, de må vise åbent frem. Eller endnu værre: at tro er et tabu, som skal holdes hemmeligt.
Vi lever – lidt endnu – i et frit, demokratisk land. Et land bygget på Grundloven – med respekt for menneskerettighederne. Hvis vi fortsat vil det, så bliver selv Socialdemokratiet nødt til at forstå, at retten til at tro og tænke frit, udtrykke sin tro og sine tanker, forkynde og dele sine værdier – er noget, der skal kæmpes lige meget for. For alle minoriteter.
Isabella Arendt er folketingskandidat for Kristendemokraterne.