Den amerikanske delstat Oregon tillod i 1997 aktiv dødshjælp. Nu vil en klagesag om betingelserne for dens iværksættelse muligvis udvide beføjelserne på en måde, som mange vil opfatte som foruroligende. Et lovforslag vil nemlig tillade staten at sulte patienter ihjel.
Gældende lov i Oregon skelner nøje mellem madning gennem slange og fødeindtagelse på normal vis, ”med kop, hånd, flaske, sugerør eller bestik”, som det hedder. Sondemadning kan lovligt afbrydes, men fortsat madning med tudkop eller lignende er lovbefalet, hvis patienten ikke er klar nok til at frabede sig den.
På et plejehjem i Oregon bor Nora Harris, der er ramt af alzheimer. Hun kan ikke længere kommunikere eller bruge kniv og gaffel, så personalet mader hende med en ske. Hendes mand har nu klaget over dette og forlanger, at man indstiller madningen. Hustruen har nemlig tidligere tilkendegivet, at hun ikke ønskede kunstig ernæring. Og det skal tolkes bredt, hævder ægtemanden, og ikke kun gælde sondemadning.
Personalet fortæller, at Nora spiser villigt, og de har aldrig tvunget hende til at spise.
I 2016 afviste en domstol mandens klagemål, men her i januar har delstatens regering udarbejdet et lovforslag, som vil gøre det lovligt for personalet at indstille al tildeling af mad og drikke. Lovforslaget ophæver i det hele taget en række præciseringer i gældende lov, så situationer kan tolkes friere.
I magasinet National Review beklager redaktør Ian Tuttle udviklingen:
”Staten Oregon er kort sagt i færd med at gøre det nemmere for staten Oregon at slå sine mest sårbare borgere ihjel.”
Oregons lovgivere lader ikke til at være særligt interesserede i den kendsgerning, at det er en stats klassiske pligt over for sine borgerne, som de agter at vende på hovedet, skriver Tuttle. Det bekymrer dem tilsyneladende heller ikke, hvilke perspektiver de åbner gennem en sådan udvidelse af regeringens hals- og håndsret over borgernes liv: ”Der går en lige linje fra denne lov til en nylig hændelse i Holland, hvor familien til en demenspatient holdt hende nede, fordi hun modsatte sig eutanasi.”
I forvejen satte man i 1997 lægeløftet ud af kraft i Oregon, mener Tuttle. Nu går man måske videre og undergraver ligefrem ”den omsorgens basale etik, som kendetegner en humant samfund – forventningen om, at man plejer de syge, klæder de nøgne, beherberger de hjemløse. ’Jeg var sulten, og I gav mig at spise’. Under en falsk nådes auspicier vil Oregon iværksætte det omvendte: modtage Nora Harris eller nogen som hende – en person, som er ved bevidsthed, er mobil, udtrykker følelser og har ønsker – for at afvise hende. Mennesker møder hinanden under anerkendelse af gensidig skrøbelighed. Oregon vil skabe et samfund kun for de stærke”.
Det har naturligvis været forsøgt tidligere i historien, men det er en vej, der kun avler mere brutalitet, skriver Tuttle. Omvendt lader svaghed kærligheden dukke frem og udfolde et øjebliks nåde:
”I den sidste ende er livet altid og alle vegne godt, og det er derfor, at hvor det er mest sårbart, kalder det på det mest indædte forsvar.”
Det franske sundhedsministerium søsatte forgangne uge en informationskampagne, der skal gøre borgerne bekendt med ny lovgivning om livets ophør. Den liberaliserer lægers mulighed for at hjælpe en døende ud af livet gennem ”dyb og kontinuerlig bedøvelse”.
Terminalt syge patienter, hvis smerter er ubærlige, skal kunne lægges i en bevidstløshed, der lader dem sove ind i døden. I Danmark er dette for længst lovligt.
Loven præciserer tillige de omstændigheder, der tillader lægerne at standse udsigtsløs behandling og giver dem mulighed for ”afvisning af irrationel modstand”. Men den tillader vel at mærke hverken dødshjælp eller assisteret selvmord.
Organisationen La Société française d’accompagnement et de soins palliatifs, SFAP, (Det franske selskab for støtte og palliativ pleje), der har 5000 læger og sygeplejersker som medlemmer, arbejder for fremme af palliativ – lindrende – indsats. Den udtrykker over for magasinet Le Point bekymring over mulige konsekvenser af den nye lov.
Omvendt mener Jean-Luc Romero, som er leder af Association pour le droit à mourir dans la dignité (Foreningen til retten til at dø med værdighed), at man slet ikke går tilstrækkeligt vidt. Patienter kan ligge i denne påførte bevidstløshed i tre uger, fremfører han, og lide under tørst; hellere skulle man legalisere dødshjælp.
Det mener også tre af kandidaterne ved det snarlige franske præsidentvalg: Benoît Hamon (PS), Yannick Jadot, (De Grønne) og JeanLuc Mélenchon (Parti de Gauche).
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.