En mand har skåret hånden på en rude. Ved nærmere undersøgelse på skadestuen viser det sig, at nogle af håndens sener er skåret over. Operation er nødvendig. Kort tid efter henvender politiet sig og spørger, om man har behandlet en mand for snitlæsioner. Der er begået et indbrud i nærheden, og der er blodspor på stedet. Ifølge nugældende sundhedslov er lægen ikke forpligtet til at give sådanne oplysninger og bør heller ikke, da der ikke er tale om en alvorlig forbrydelse eller livsfare for andre.
Hvis ordensmagten er uenig i lægens afgørelse, kan den som loven hidtil har været indbringe sagen for en dommer, der kan pålægge lægen at give de ønskede oplysninger, men som altså også kan afvise politiets krav, hvis dommeren ikke mener, at forbrydelsen eller konsekvenserne af at opretholde tavsheden er alvorlige.
Regeringen har nu stillet et lovforslag, som skal ændre dette. Der er tale om nogle udmærkede moderniseringer af Sundhedsloven, men indlagt i forslaget (gemt, kunne man næsten sige) er et ganske drastisk forslag om, at det i fremtiden alene skal være politiets afgørelse, om fortrolige patientoplysninger skal udleveres. Det vil da være strafpådragende at afvise politiets krav.
Et kraftigt indgreb i tillidsforholdet mellem patient og læge. Et kraftigt indgreb i borgernes retssikkerhed.
Det er for let at sige, at en kritik af forslaget bare er udtryk for mistillid til politiet. Det er for let at sige, at alle da må hjælpe med at holde lov og orden. Der er nemlig noget langt vigtigere på spil, og det er, at den udøvende magt, det vil sige den offentlige forvaltning (her via politiet) på dette område skal overtage den dømmende magts opgave.
Lovens generelle beskyttelse mod, at fortrolige oplysninger tilgår andre, er i forvejen svær at opretholde. For der kan altid gives tilsyneladende gode begrundelser for at bryde borgerens ret til fortrolighed. Over for den begrundelse for eksempel, at en forbrydelse skal opklares, står mere generelle og upræcise værdier, etiske fordringer og demokrati-værn, som ikke så let kan måles og beskrives. I det enkelte konkrete tilfælde kan det måske være svært at bevise, at der sker skade ved at bryde tavshedspligten.
Den lægelige tavshedspligt burde måske bedre hedde patientens ret til fortrolighed, for enhver skal kunne søge lægebehandling uden frygt for, at personlige oplysninger videregives. Hvis ikke patienter hvad enten de har noget at skjule eller ej kan stole på lægens fortrolighed, vil nogle ikke turde bede om hjælp, når de har brug for den. Det er en situation, man ellers kun kender fra diktatoriske regimer, hvor menneskerettighederne krænkes.
Jeg skrev for nogle måneder siden på dette sted, at patienters ret til fortrolighed er under pres, fordi politiet allerede nu lytter med på indgåede opkald til alarmcentralen, i nogle tilfælde også efter at det er fastslået, at opkaldet er af rent lægefaglig karakter.
Men der er andre eksempler på dette tiltagende pres.
For tiden bliver der åbnet mere og mere for, at fortrolige helbredsoplysninger kan deles. Laboratoriesvar, vævsprøver, medicinoplysninger og sygdomsdiagnoser samles i en stor database på Statens Serum Institut. Herfra kan de videregives til behandlere og forskere. Også til private firmaer, hvis de har fået godkendelse fra Datatilsynet.
Vidensdeling er det nye plusord, og det lyder fredeligt.
Det er vigtigere, at staten er gennemskuelig for borgeren, end at borgeren er gennemskuelig for staten, sagde professor i sundhedsret Mette Hartlev engang. Der er så megen information, som staten gerne vil have, og der er som sagt mange gode begrundelser for at få fat i den. Der er brug for sygdomsstatistikker for at kunne tilrettelægge sundhedskampagner og lave budgetter for sundhedsydelser, kende til sygdomsudvikling og så videre. Også terrorlovene er med til at legitimere overvågning af borgerne, og at informationer om dem gøres tilgængelige. Men samtidig med den øgede overvågning af borgerne er staten blevet mindre gennemskuelig gennem vedtagelsen den 4. juni 2013 af den nye offentlighedslov, som begrænser mulighederne for aktindsigt for journalister og borgere.
En betingelse for et levende demokrati, som vi kender det, er en effektiv fjerde statsmagt, som man har kaldt pressen. Svækkelsen af den fjerde statsmagt ved hjælp af den nye offentlighedslov er bekymrende. Endnu en betingelse for et velfungerende demokrati er magtadskillelsen mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. Derfor er det ekstra bekymrende, at der i det hele taget er blevet stillet et lovforslag som dette om, at det er politiet selv, som skal afgøre, om det skal have adgang til fortrolige patientoplysninger.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen