”Det er muligt. Men manden var nazist. Længere er den ikke.” Omtrent sådan faldt ordene som afslutningen på en samtale, jeg havde med en litteraturforsker, som i sine litterære analyser har beskæftiget sig med en forfatters i skriften skjulte meddelelser til sine læsere.
Da jeg vidste, at han havde kendt forfatteren Ole Wivel, spurgte jeg ham, om der ikke i Wivels erindringer kunne ligge en slags krypteret meddelelse til læseren, der fortalte dem, som Wivel kendte, at han havde fejlet i sin fascination af, hvad der hændte i Tyskland i trediverne, at det var en ”romantisk-heroisk vildfarelse”, som han selv kaldte den, men at han med sin viden om og erkendelse af krigens grusomheder havde lært lektien og nu var et andet sted. Spørgsmålet forekom åbenbart uinteressant, nazikortet blev trukket, og samtalen sluttede brat.
Således indskrev vedkommende litteraturforsker sig i flokken af kulturpersoner, der ganske ureflekteret overtager og gentager et narrativ om forfatteren, højskolemanden og forlæggeren Ole Wivel. Sandt er det, at Ole Wivel med andre i vennekredsen ”Ringen” var optaget af, hvad der var undervejs i Tyskland op gennem 1930’erne og omkring krigsudbruddet i 1940, og at han som andre, eksempelvis Kaj Munk, var kritisk over for demokratiet og optaget af førerskikkelserne i 1930’ernes Europa. Men at stemple Ole Wivel som nazist og uden mellemregninger gentage et narrativ, som for nogle åbenbart er belejligt, er udtryk for åndeligt dovenskab og et slet skjult hævnmotiv over for en kulturpersonlighed, som ganske givet skaffede sig mange fjender på halsen.
De tætteste venskaber, som der var mange af, kunne på den anden sider ærgre sig over, at Ole Wivel ikke i tide vedgik sig sin fascination af det storgermanske, så han havde undgået den hetz, der blev sat ind mod ham efter afsløringen af et aldrig udgivet digt fra 1942, der udtrykker Wivels dyrkelse af førerskikkelsen.
Da det i 2001 blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten, var der kun én fortælling tilbage om Ole Wivel, som siden er blevet gentaget til det ulidelige. ”Manden var nazist. Længere er den ikke.” Ærgerligt nok, for der er andre og langt mere sandfærdige fortællinger om Ole Wivel, og der er særlig én fortælling, som kan interessere den læser, der er optaget af poesiens og litteraturens tolkning og inkorporering af kristendommen og det kristne evangelium.
I dag, den 29. september 2021, er 100-årsdagen for Ole Wivels fødsel, og dagen giver anledning til at give ord til en fortælling om Ole Wivel, som af ovenstående grunde er underkendt af offentligheden, men ikke desto mindre levende.
Især i sin tidlige digtning og essayistik afslører Wivel et særdeles interessant kristendomssyn, som jeg har afsøgt og analyseret i bogen ”Som fuglespor i sne”, der næste år udkommer på forlaget Hovedland. I mødet med kunstneren og maleren Sven Havsteen-Mikkelsen bliver Wivel optaget af urkristendommens symbolverden, som han gør til genstand for prægnante tolkninger i digtsamlingerne ”I Fiskens Tegn” (1948), ”Jævndøgnselegier” (1949) og ”Maanen” (1952).
For Wivel er det kristne evangelium på ingen måder gennemtrængende i hans egen tid. Det er lige så lidt tydeligt som fuglespor i sne, som ud over at være en slutstrofe i et af digtene er en digterisk omskrivelse af den sårbarhed, der er i poesien, når den udtrykkes på de livsbetingelser, vi er fælles om. Livsbetingelser, der er truet i tiden, men som bærer et ukueligt håb med sig. Det er netop dette håb, som Wivel i sin digtning trodsigt fremmer.
Som jeg læser Wivels tidlige digte kan søgningen mod kristendommen tillige skyldes en skamfølelse af at have flirtet med en ideologi, der skulle vise sig at have skabt fundamentet for jødeforfølgelser og en ufattelig ondskab. Kristendommens modsvar med dens tale om barmhjertighed og tilgivelse må uvægerligt have lutret en oprevet sjæl.
Ole Wivels optagethed af den kristne symbolverden, som den udtrykkes i de tidlige digte, bliver yderligere inspireret af mødet med Martin A. Hansen, som finder sted omkring dannelsen af det litterære tidsskrift Heretica i 1948. Herfra kommer der i Wivels digtning et særligt etisk aspekt, der dels bunder i en evangelieforståelse, dels i en inspiration fra Martin A. Hansen, som for Wivel bliver generationens garant for det sandhedssøgende og ægte og den, der har været bekendt med besættelsestidens moralske faldgruber uden på noget tidspunkt at være draget mod dem.
Det gennemgående spørgsmål for inderkredsen i Heretica i almindelighed og for Ole Wivel i særdeleshed er, hvor det medmenneskelige fællesskab og engagement har sit udgangspunkt. Det kan ikke stedfæstes som et ideologisk eller politisk krav. Nej, men det er til som et etisk anliggende og en moralsk forpligtelse, fordi det erkendes som et krav, der bliver sat af en ydre instans hinsides idéer og politik.
Hermed bliver forholdet til den traditionsbundne kristendomsforståelse for alvor aktuel, og det bliver for Ole Wivel tvingende nødvendigt at få afklaret forholdet til den kristne tradition og især til evangeliet.
Af Martin A. Hansen lærte Ole Wivel, at hvis mennesket reducerer sig selv til ren natur, uden forankring i det historiske og i det religiøse, forstået som det kristne evangelium, som det kommer til udtryk i Det Nye Testamente, kan der ikke tales om en etisk fordring eller bud om næstekærlighed. Men netop i forankringen kan der tales og digtes om en forpligtelse over for det medmenneske, man skriver til og for. Dog må det kristne symbolsprog, som traditionen bærer med sig, nødvendigvis undergå en art transformation, en forvandling.
I de mest frugtbare perioder i Wivels digtning lykkes det ham suverænt at finde ind til kristendommens tidløse aktualitet, når han gennem brug af de urkristne symboler og en kristologi på tilværelsens betingelser italesætter en kristendom, der med modernitetens forudsætninger er til at forstå. Dér, hvor Wivel i sine digte og tekster anfægter, når han inddrager kristendommen og evangeliet, er, når han goldt kritiserer folkekirkens gudstjeneste og dens præster for ikke på samme æstetiske måde, som digtningen formår, at italesætte en grundsandhed, så den gøres levende og forstås umiddelbart.
Som sådan kommer Ole Wivel til at stå uden for den kirke, som han på mange måder er draget af, fordi den med sit evangelium rummer grundsandheder for den menneskelige tilværelse, som han digterisk suverænt forstår at tolke. Hermed er Ole Wivels digtning på ingen måder afskrevet som uvedkommende for interesserede i forholdet mellem kirke og evangelieforståelse. Tværtimod. I sin digtning havde han for alvor fat i noget essentielt omkring kristendom og kirke, som han også forstod at udtrykke, så det ramte. Så lad mig med et eksempel fra digtsamlingen ”Iris” (1993) give Ole Wivel det sidste ord:
”Guds rige er som et sennepsfrø, en surdej, et morbærtræ, varme under hønens vinger, barmhjertigheden mod de svage, beskæmmelsen af de hovmodige. Guds rige er som barnets søvn, stjernehimlen. Forargeligt for den fanatiske fundamentalist, tvivleren, de vantro, fornuft-besatte, skønt alle lever i uforklarligt lys. Adressen på Guds rige er de mest ydmyge, og ydmygende, steder: stald og krybbe, stenede veje, hvileløs vandring og parodisk indtog på ryggen af et æsel i Jerusalem. I råb af rædsel, tavshed foran Pilatus, korsvandring og korsfæstelse er det synliggjort og besunget. Hverken dødsrige eller himmelrige, men gråd og kort søvn før daggry, storm og opvækkelse med sandheds ord, ikke for de døde, men for de levende”.