Om afstande mellem Gud og mennesker

Teolog Louise Højlund medvirkede i P1-programmet ”Mennesker og tro”. –
Teolog Louise Højlund medvirkede i P1-programmet ”Mennesker og tro”. – . Foto: Aarhus Domkirke.

I DEN UDGAVE af P1’s ”Mennesker og tro”, der genudsendes i morgen tidlig, kan lytterne møde teologen Louise Højlund. Det er som sædvanlig programvært Anders Laugesen, der har inviteret til en samtale i sin skurvogn. Denne gang om tiden, teserne og troen. Det sker under programtitlen ”Tro om igen”.

De to klæder hinanden godt. Den afslappede udveksling af spørgsmål og svar, tanker og idéer forhindrer ikke, at synspunkterne bliver dybsindigt formuleret og belyst. På den lille halve udsendelsestime kommer man vidt omkring. Der er ellers tale om temaer, der er blevet skrevet og fortsat kunne skrives tykke bøger om. Med henvisning til erfaringer med undervisning af kommende konfirmander får Louise Højlund sagt noget væsentligt om ”at mindske afstanden mellem Gud og mennesker”.

Hun forstår at udnytte, at de unge mennesker kan være ”gode medtænkere”, sådan at deres trossans skærpes. Også selvom de unge kan have det svært med at skulle sætte tempoet ned i den forbindelse

MED EKSEMPELVIS en gennemgang af Markusevangeliet er det muligt ”at skabe en hemmelighedsstemning” ad andre end de almindelige forståelsesveje. ”Men hvordan vise en hemmelighed uden at røbe den?” spørger Anders Laugesen med et smil.

Svaret fremgår indirekte af en slags metodebeskrivelse. Anskuelsesundervisning kan man for eksempel kalde det, når Louise Højlund benytter et håndgribeligt ”sennepsfrø” som symbol på åndelig vækst. Billedligt talt også fra træ til fuglerede.

Kirken kan da danne et forberedelsesrum. Konfirmandbibelen bringes til at fungere som et praktisk redskab, en teologisk dåseåbner.

Indholdet hentes frem i form af emnetemaer om venskaber, virkelighedsvalg og adgang til voksenverdener. Det giver anledninger til udvikling af evner til og sans for indlevelse og livfulde ”trosbevægelser”.

Samtalen bliver i sig selv til en demonstration af, hvordan kristendom kan udkrystallisere en tro som fælles klangbund, sådan at det evangeliske mysterium kan få lov til at lyse for sig selv. Det må da herefter kunne forstås som en understregning af, at der er noget selvindlysende og selvforstærkende ved kristendommens guddommelige væsen.

Jeg kan her især godt lide Louise Højlunds referat af en dialog om og udlægning af trosbekendelsens betydning. Reaktionen i form af en lægmands let bebrejdende kommentar kunne gælde mange forklarende udlægninger af de vanskeligste skriftsteder i de bedste prædikener: ”Nå, er det det, I mener, hvorfor siger I det så ikke?”.

Et svar kan her som en slags essens af denne anbefalelsesværdige udgave af ”Mennesker og tro” og det her omtalte skurvognsbesøgs pointe være: Fordi kristentroen er så bevægelig, at den ikke sådan lader sig sætte på eviggyldige formler.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.