Frikadunser og telefutter - Det er skønt at opfinde sine egne ord

Livet bliver festligere og mere kulørt, når man laver sine egne ord og begreber og tager andres ord og fortalelser til sig, skriver Peter Olesen, der er stor fan af at "bakke snagvendt"

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

I min familie har vi altid haft vores egen lille ordbog med hjemmebryggede ord, som blev og bliver flittigt brugt. Hvorfor kun bruge dem, vi lærte i skolen? Livet bliver festligere og mere kulørt, når man laver sine egne ord og begreber og tager andres ord og fortalelser til sig.

Min mor havde et meget fint sprog, både mundtligt og skriftligt, og hun var samtidig en sand ekvilibrist på området med hjemmestrikkede ord. Jeg er ganske enkelt vokset op med hjemmelavede og personlige ord og begreber. Til jul fik vi rismangliche eller rislavement. Når vi skulle have en af mine yndlingsdesserter, citronfromage, fik vi frutronfrumage. Og det smagte godt.

Skal vi hente basketøjet ind fra tørresnoren? kunne hun spørge. Og vi fik selvfølgelig frikadunser, når andre fik frikadeller. Tager du telefutten, kunne hun spørge, når telefonen ringede. Eller hvad med lidt initiv, hvis jeg sad og hang. Vores kakkelovn hed selvfølgelig kakkelovni, hvad ellers?

Senere flyttede min mor i lejlighed, og så skulle hun ud på allantanen, hvor vi før ved huset nød terrasningen. Havde man lidt feber som barn, så kunne det hedde: Nåh, det er synd om dig. Ikke for dig. Eller det er syndt. Altså en sprogligt festlig og anderledes opvækst med inspiration til selv at brygge nye ord og begreber.

Jeg havde en god, ældre veninde, Eva, og hendes barnebarn fik som lille let knalve. Så når vi her i familien risikerer at få kvalme, har vi selvfølgelig knalve. Det autoriserede ord findes ikke mere. En anden god veninde, Lis, talte en dag i telefon med sin tante, og tanten fortalte, at hun dagen før havde været til sådan en god brunst. Jamen brunst, tante, hvad mener du? Hun havde selvfølgelig været til det her nymodens brunch. Så siden har vi kun kendt til at gå til brunst, og jeg breder det gerne ud i venne- og bekendtskabskredsen. Ja, jeg kan ligefrem finde på at rette folk, der siger brunch. De skal da lære den nye version.

Jeg tror, at de fleste kender til at bakke snagvendt. Den er gået ind i sproget, for det har Povl Kjøller og Kaj og Andrea heldigvis sørget for.

Jeg har en god veninde, der kan finde på at gå i tænketorsk, når hun skal gruble over noget. Og da hun var barn, skulle hun i chokologisk kakao, når hun skulle i Zoo i Odense. Hendes nu femårige søn Adam går om sommeren ofte med til solnedgang på Salgårdshøj ved Vejby Strand, og han spørger altid inden, om vi ikke snart skal på soludgang. Så det hedder det nu for alle i hele omgangskredsen. Selvfølgelig er det da soludgang.

Når jeg viser en af mine gipsfigurer af Hanne Varming til andre, kan jeg finde på at sige, at den er lavet i gisp.

En nær ven har det svært med ordet aperitif og får det i stedet til atteperif eller apetarif. Det lyder jo også meget hyggeligt.

En anden god venindes far brugte udtrykket, når han skulle takke på konens og hans vegne: På egnes og vegnes kone.

En af barndommens legekammerater, Hans, har som lærer på en teknisk skole opsnappet udtrykket usandtroligt, og i hans familie ser man på arkitur, når man ser på bygninger.

En herlig, skæv fynsk veninde laver op til jul juledepressioner af ler og gran og anden pynt. Og i hendes hus spiser man makosmakroner, når man spiser kokosmakroner.

En anden spiser sukkerkralder, og en tredje spiser ikke klejner, men knejler. Og jeg har en veninde, hvis svigerinde altid hedder svigernæsen.

Mon ikke vi alle kender til at synes, at noget er idyllerisk, jeg gør i hvert fald.

En god fynsk ven havde en meget morsom og humoristisk mor, og hun var meget intresikmuseret, hun elskede klassisk musik

En anden god ven med jyske rødder har en nevø, der som mindre kunne kløjes lidt i det med ægte og rigtig, så når noget var helt særligt, så var det ægtig. Det er alt ægte og særligt i familien selvfølgelig så stadig.

En god jysk ven kan ikke både gå i blæser (blazer) og have mel i munden. Nej selvfølgelig.

Hos endnu en ven bliver en spilleautomat let til en spilletomat, og en syttende ven dækker op med sativetter, når servietter foldes særligt til et fint bord.

Hos mig er noget, der er magen til, altid maven op a. Og behøver man ikke, behøvs man ikke.

Den lille dreng fulgte sin far til toget og råbte efter ham: God rejsning, far. Så det hedder det selvfølgelig altid, når man skal ud at rejse. Er man ikke særlig godt orienteret om et emne, er man ikke særlig orientalsk, og min niece er min mayonnaise, ja ligefrem min yndlingsmayonnaise. Og er man nervøs, er man selvfølgelig nerviøs.

Så kom bare an med egne ord og begreber. Livet er også i høj grad, hvad man selv gør det til. I hvert fald sprogligt.

Så lad mig slutte med et efter sigende vendsysselsk begreb snurrevippen, som jeg lærte i barndommen. Er man snurrevippen, er man lidt rundt på gulvet. Heldigvis.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalistSørine Gotfredsen, forfatter og journalistPeter Olesen, forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen