I grunden burde en præsteopsigelse ikke være nogen sensa-tion.
Men når sognepræst Anders Kjærsig begrunder sin afgang med chikane fra biskop Tine Lindhardts side, har vi at gøre med en historie, som ikke bare viser et problem i folkekirken, men på arbejdsmarkedet i det hele taget, specielt i den offentlige sektor.
Det handler om det desværre ofte omtalte tavshedstyranni, hvor en nok så glimrende politibetjent, sygeplejerske eller gymnasielærer kan få spoleret sit arbejdsliv, ikke fordi arbejdet udføres dårligt i det daglige, men alene fordi den ansatte påpeger fejl på sin arbejdsplads. Sker det, er konsekvensen typisk en tjenstlig samtale; det kan denne signatur – der har fire af slagsen på samvittigheden – tale med om. Hvor mange samtaler Anders Kjærsig er blevet indkaldt til, skal jeg ikke kunne sige, men han er vist lidt af en konkurrent.
At en tjenstlig samtale er uhyre plagsom såvel personligt som for familielivet vidner Kjærsigs opsigelse i sig selv om. Når man modtager en ordre om at møde op til samtale, skal man ikke bare finde en (ulønnet) bisidder, man skal også lave en redegørelse i et køligt kancellisprog, som man måske ikke er helt fortrolig med, og så ligger man for resten vågen om natten og spekulerer på, hvad der er i vejen.
Det slider på arbejdslivet, hvad jeg kan give et eksempel på. For en del år siden blev jeg akut indkaldt til tjenstlig samtale, fordi jeg i en prædiken havde kritiseret min biskop for hans engagement i Grøn Kirke. Tidspunktet kolliderede med en bryllupssamtale, men biskoppen var dog så venlig at flytte mødet fra om formiddagen til om eftermiddagen.
Det betød, at jeg skulle lave min samtale over for et lykkeligt brudepar med udsigten til en tjenstlig samtale få timer senere. Det blev derefter. Jeg indledte med at fortælle parret, hvordan sagerne stod, og at jeg måske ville være lidt ukoncentreret, fordi den tjenstlige samtale ventede. Det tog de uhyre pænt, og senere – da brylluppet var vel overstået – modtog jeg en mail, hvor parret skrev, at der skulle klages over dem, der klagede over mig, hvilket jeg er forfængelig nok til at nævne. Men pointen er, at det var et brudepar, som måtte agere sjælesørger for præsten, alene fordi hans biskop var blevet arrig. Det kan folkekirken ikke være bekendt. Vi præster skal udføre vores arbejde ordentligt, biskopperne skal ikke forstyrre os, med mindre det er aldeles nødvendigt.
Det er her, at Anders Kjærsigs opsigelse bliver vigtig, for mig bekendt har han ikke haft problemer med sin lokale menighed; det er kun hans biskop og provsts indblanding, der har givet ballade, fordi de tilsyneladende mener, at Kjærsig med sine offentlige udmeldinger skader folkekirkens pæne, offentlige brand.
Sådan er det som nævnt også andre steder. Både som præst og som radiomedarbejder har jeg haft samtaler med offentlige ansatte, og når først den indledende angst er overvundet, åbnes sluserne for, hvor uhyrligt det står til. En sygeplejerske fortæller, at hun bruger trekvart af sin arbejdstid på at indtaste registreringer om, hvad hun har brugt arbejdstiden på, og en politibetjent nævner, at tiden mellem jul og nytår blev brugt til at fange cyklister uden cykellygter, alene fordi chefen skulle leve op til sine måltal.
Alt dette bliver sagt med hviskende stemmer, men hvordan er vi kommet så vidt i Grundtvigs eget land, hvor vi hylder det levende og frie ord?
Her må folkekirken under alle omstændigheder være et fristed, men Anders Kjærsigs opsigelse og mit eget aktuelle eksil i Jylland som følge af, at jeg simpelthen ikke kunne arbejde under en lige lovlig årvågen biskop, tyder på, at også kirken er ved at udvikle sig til et firma, hvor kun den øverst ansvarlige har lov til at ytre sig om emner som økologi og flygtningepolitik. Hvis andre ansatte mener noget andet, er de pludselig ”illoyale” og ”ukollegiale” for nu at bruge de ord, som Roskildes biskop har sat på mig med en stadig gældende fyringstrussel.
Jeg skylder at nævne, at tendensen heldigvis stadigvæk ikke er altomfattende. Min aktuelle biskop i Ribe Stift har jeg således talt med adskillige gange, og her er det hurtigt blevet til drøftelser om teologi og æstetik. Min nuværende provst vil jeg betegne som regulært fremragende, da hun på en gang er en autoritet og en beskytter, sådan som en sand leder efter min mening skal være.
Og endelig: Jeg har aldrig truffet Anders Kjærsig personligt, men vi har talt i telefon ikke så få gange, for når hverken biskop eller provst vil være præsternes præst, må vi være det for hinanden.
Søren E. Jensen er sognepræst i Vonge