Prøv avisen
Mellem os

Merete Pryds Helle: Det er læseren, som skaber mine romaners liv

Illustration: Rasmus Juul

Bogen findes først i det øjeblik, den bliver læst, det er i læserens bevidsthed, at den er levende, og det er i mødet med læseren, at jeg forstår, hvilken bog det er, jeg har skabt, skriver forfatter Merete Pryds Helle, der fredag udgav sin nye roman ”Vi kunne alt”

I SKRIVENDE STUND er der to dage, til min nye roman ”Vi kunne alt” kommer. I læsende stund var det i går. Der er forskel på det skrivende og det læsende, det er tidens lille hjul, der bevæger sig som de blyhjul – gyròs mólibos – de græske skrivende i antikken brugte til at skære den linje i deres pergamentark, som bogstaverne kunne danse på.

En ting ved denne forskel i tid er naturligvis nervøsiteten for dommen over bogen; isprængt den forundrede betragtning af, hvordan det kan være, at både forfatter og forlag, der dog ved så meget om bøger og litteratur, alligevel aldrig ved, hvordan dommen vil falde.

Det er som at sidde i en retssal og spændt se rundt på vidners, dommeres, jurymedlemmers og registrantens ansigtsudtryk. Hvad tænker de egentlig? Kan man se sandheden om dommen i deres ansigt og blik? Og med hensyn til anmeldere og læsere: Hvad læser de, når de læser? Læser de det samme, som man har skrevet? For bogen findes først i det øjeblik, den bliver læst, det er i læserens bevidsthed, at den er levende, og det er i mødet med læseren, at jeg forstår, hvilken bog det er, jeg har skabt.

JEG KENDER BOGENS MOTIVER og handlingstråde og personernes inderste væsen. Jeg kender sætningens konsistens og klarhed, jeg kender fortællingens enhed. Men når en interviewer spørger: En roman, hvoraf så meget foregår i mørke, hvorfor starter den så med en solbeskinnet scene? Så tænker jeg, at det er interessant. Det føltes

naturligt. Men ved jeg hvorfor? Jeg følte det som skrivende, men som læsende kan jeg komme til at vide det.

Eller når en anden interviewer peger på, at det, den nye roman har tilfælles med den forrige, ”Folkets skønhed”, er hovedpersonernes vedholdenhed og stædighed – og jeg lige har siddet i et interview om den danske værdikanon og sagt, at noget af det mest kendetegnende ved at være dansk er, at vi er vedholdende og stædige. Så ser jeg, at det åbenbart er et tema, jeg har, der ikke har været bevidstgjort for mig selv, før læseren kom på banen.

For hvert spørgsmål, der stilles, bliver jeg altid klogere på, hvilken bog jeg har skrevet.

Jeg kan tydeligt huske den dag, ”Vi kunne alt” fik sit liv og sin retning. Jeg havde indtil da skrevet i forskellige retninger, jeg skrev i ring og manglede netop fortællingens enhed. Jeg havde samme morgen fået at vide, at jeg havde modtaget De Gyldne Laurbær, og var overvældet og overrasket, og det var en nyhed, der fluks var ude i pressen. Samme aften havde jeg et for længst planlagt

foredrag på Ishøj Bibliotek. Normalt kommer jeg i god tid, men denne dag havde der været så meget forvirring, og Ishøj Bibliotek ligger et sted, der også skabte forvirring på min gps, så da jeg ankom, sad folk allerede i salen. De klappede, da jeg kom ind. Igen: Det var først i det øjeblik, at jeg forstod, at jeg havde fået de laurbær; fordi jeg så det udefra, med læsernes øjne. Der var fra det øjeblik en særlig intens og intim stemning i salen.

Jeg fortalte løs, og en af de ting, jeg sagde, var en af de ting, jeg plejede at sige. At da jeg voksede op, var det i et hav af historier fra mine forældre og deres søskendes barndom og ungdom. Men at der om vores eget liv i parcelhuset dér i forstaden ikke var fortællinger. At historierne var forskudt væk fra min tid tilbage i forældregenerationen, og at det var derfor, jeg havde skrevet ”Folkets skønhed”, for at komme igennem alle de fortællinger. Og at det var derfor, jeg havde sluttet, da jeg nåede til den tomme, fortællingsløse parcelhustid.

Så var der en kvinde, der stak en hånd i vejret, midt i foredraget, og rejste sig op. Hun kiggede mig fast i øjnene, og så sagde hun: ”Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, du kan fortælle mange historier fra 1970’erne i parcelhuskvarteret, og det synes jeg, at du skal gøre.”

SÅ SATTE HUN SIG IGEN. Folk smågrinede, og jeg prøvede at finde min tråd og fortsætte foredraget, mens jeg spekulerede på, om hun havde ret. Havde jeg begrænset mig selv i forhold til at fortælle om den tid, jeg kendte så godt, med dens lyde, med den mad, vi spiste, med mariekiks klappet sammen med smør, med skolen, med musikken, med alle de svære følelser?

Var der i virkeligheden noget, jeg fejt var veget uden om? Det væltede op i mig. Og der var også en anden ting, den dag. For de dage, jeg bliver anspændt, rejser min gamle rygskade sig, og jeg havde svært ved både at stå og sidde og måtte forklare publikum, at ja, den skade havde jeg, fordi jeg som barn var blevet hevet ned fra et bord i skolen.

”Nå,” var der en anden i publikum, der sagde. ”Det lyder da til at være nogle historier at fortælle.”

Sådan startede det. Med den der påpegning fra læseren af, at jeg tog fejl. Jeg begyndte at dykke ned i følelser og oplevelser og alle historier, der var foregået omkring mig, og flettede det sammen til en fortælling.

JEG ER ALLEREDE BLEVET SPURGT af journalister: Hvor meget er så dig selv? Jeg svarer, at en roman er som at drømme. Alle personerne i drømmen er sider af en selv. Men alle personer i drømmen lader samtidig til at leve deres helt eget liv, løsrevet fra den drømmende, den skrivende, og at på et tidspunkt overtager fortællingens historier mine egne historier, så de bliver frie fugle og blander sig på nye måder.

Jeg citerer Kafka og siger, at fortællingen må være et øksehug imod det frosne hav i os; og at det kan den kun blive, hvis fortællingen har sit eget liv, og ikke mit liv. Men jeg ved også, at det liv, romanen har, det skaber læseren. Men jeg ved endnu ikke, i skrivende stund, hvordan læseren vil læse; det ved vi først i denne klummes læsende stund.8

Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd.